Dansk smugkik

Det var først i niende generation Toyota fandt det betimeligt, at sætte en fuldt elektrisk Hilux på modelprogrammet. Første Hilux blev præsenteret i 1968, og der er indtil videre produceret flere end 27 millioner ladbiler med navnet Hilux.
Toyota følger den omstilling til grønt, der præger især den nordlige del af Europa, og en af de mere uventede nyheder var ikke en ny model Hilux, men mere en fuldt elektrisk variant af slagsen, en model der fik debut på biludstillingen i Bangkok i november, og nu er første eksemplar af den kommende model Hilux på lynvisit i Danmark.
Bilen, der er gemt i en dyb kælder et sted på Dynamovej, er kun en prototype, det er en Hilux Electric i billigste trim, bortset fra trinbrædderne, mens den nye praktiske detalje, et trin indbygget i bagerste kofangers ombuk, er standard uanset om bilen er elektrisk eller en mere almindelig udgave af Hilux.

En klassisk chassisramme på toyotasks, kan fås med indbygget batteripakke på knap 60 kWh. Batterierne ligger ualmindeligt godt beskyttet.
Før Toyota har givet sig i kast med en elektrisk Hilux, har man tilsyneladende været vidt omkring for at spørge typiske brugere, og her har man fået klarlagt alle former for behov og praktisk brug af bilen, og med det udgangspunkt har Toyota fundet ud af, at den elektriske Hilux kan være interessant for halv- eller helt offentlige købere, Toyota nævner blandt andet lufthavne og kommuner som primære brugere af den elektriske Hilux, mens vi må drage den slutning, at Bygge-Bob ikke vil være køber til Hilux Electric ene og alene p.g.a. de data, der følger i kølvandet på en fuldt elektrisk ladbil. Terrændygtig eller ej.

At tænke sig. En Hilux med ladestik.
Vi slår ned på bilens åbenbare områder, hvor den elektriske udgave er anderledes. Først kan vi konstatere et ændret baghjulsophæng. Den stive bagaksel er udskiftet med en de Dion aksel, der er fortsat lidt bladfjedre på den elektriske Hilux, men ikke i samme omfang, og det ændrede hjulophæng er ikke ualmindeligt på elbiler, og det skyldes bilens øgede vægt, og vi gætter på en batteripakke på 400 kg til Hilux Electric.
Nyttelasten er en kendt størrelse med 715 kg, vi har også en totalvægt på 3165 kg, og så har Toyota sat pælen ned ved en trailervægt på 1600 kg, der er langt under det Bygge-Bob forlanger af sin pick-up, som helst skal kunne trække 3500 kg, og 3000 kg som absolut minimum.

Ny og forbedret kabine. Nu også til lange rober og jakkesæt.
Rækkevidden på Hilux Electric er sat til 240 km efter WLTP normen, i den danske vinter er det mærkbart mindre, men det hænger sammen med det forbrug, vi ser hos oplagte købere, mener Toyota, hvor man i Danmark er gået et skridt videre, og har fundet et gennemsnitligt forbrug på en dansk Hilux diesel, der siger et forbrug svarende til 86 km om dagen. Hvor mange af disse kilometer der er udført med trailer vides ikke, det er udelukkende tal fra synshallerne, der er bearbejdet hos Toyota, men indtil videre hænger det sammen for de grupper Toyota har udset som primære købere, og så er det interessant, at den elektriske Hilux udelukkende kommer som dobbelt cab, hvorefter det skal det blive interessant at se, hvor mange der vælger enten gule eller hvide nummerplader, hvor de hvide pludselig er den nye mulighed, uden at købsprisen stiger med raketfart.
Akselafstanden på Hilux Electric er 309 cm. Det er helt almindeligt for Hilux, bilen er således en pick-up, der er bygget til dieselmotorer, og derfra har Toyota bygget en batteripakke ind i selve chassisrammen, og den skulle være 100 vandtæt forsikrer Toyota, som giver den kendte garanti på 11 år minus en enkelt dag, – også på en elektrisk Hilux, så mon ikke der er brugt godt med tætningsmasse i batterikassen, for bilens vadedybde er 70 cm, som betyder, at hele batteripakken kan komme godt og grundigt under vand.

Den er go’ nok, der er ingen dieselmotor i maskinrummet. Som erstatning er der to el-motorer, en for og en bag.
Ny model Hilux har naturligvis også fået en række andre forbedringer og ændringer, det nye design har vi kunnet vise i længere tid, men nu er der også en endelig tidsplan for dansk lancering og modelprogram, og foruden den fuldt elektriske, kommer der yderligere to udgaver af Hilux, en diesel-mild-hybrid og en klassisk diesel, sidstnævnte kommer dog ikke på det danske modelprogram.
Dertil har vi gemt det bedste til sidst, for i 2028 kommer Hilux som brintbil, og når den bil er på modelprogrammet, er det kun et spørgsmål om adgang til en tankstation med brint, men de næste år vil det vrimle med nye tunge køretøjer på brint, så problemet ser ud til at være løst inden 2028.
Toyota Hilux Electric er klar til salg i foråret 2026. Hvis du er til diesel i en eller anden variant, må du pænt vente til efteråret, for i modsætning til den elektriske, er der masser af lande, der vil have fingre i en ny Toyota Hilux.

Ny Hilux Electric skulle være lige så god i terræn som en klassisk Hilux, og der er indført endnu et køreprogram, der kan oversættes til “bulet” vej, eller typisk københavnerasfalt styret af Enhedslisten.
