Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

13. November '22 21:36 by Jørli Petersen

Den ægte vare

Mustang er en sjældenhed ligesom den er truet af usydelse. V8’ere er upopulære hos politikere.

Ægte Mustang. Ikke noget med 4-benet motor på 2,3 liter, men den rigtige V8’er, der synger en lovprisning ud over det åbne danske landskab kilometer efter kilometer. Og heldigvis, for Ford har også en model, som vi fortsat nægter at kalde noget med hest, den elektriske bybil, som ikke har det fjerneste med Mustang at gøre.

Indrømmet, der er langt mellem denne slags biler på det danske marked. Der findes V8, og så findes der V8, og selv om vi holder af alt med otte cylindre, er der noget særligt, når den er lagt i en amerikaner, hvor hverken Ford eller de amerikanske konkurrenter gør noget som helst for at skjule det bilen er.

Der spilles endog med bilens udstødning. Der pilles og pudses på fabrikken indtil lyden er helt rigtig, og det er den i denne Mach 1, der har hentet sin modelbetegnelse fra de tidlige 70’ere, lige før den første oliekrise satte ind, Anker Jørgensen holdt sin berømte Middalfart tale, Danmark blev sat på bilfri søndage, og bilbranchen gik i panik.

Søde små programknapper, kan indstille bilen til den ønskede type kørsel.

De efterfølgende år og medfølgende udvikling af Ford Mustang er for længst gået i glemmebogen, men der kan den ægte vare selvfølgelig ikke skjule sig for evigt, og med tiden har Ford forbedret produktet Mustang, der er lavet en betydeligt bedre undervogn, bremserne er helt i top, og der er også tilført en række elektroniske køreprogrammer, hvoraf det ene slet og ret hedder bane.

Intet kompromis

Motoren i Mustang Mach1 er en 5-liters V8. Ydelsen er 450 HK, men stik imod den klassiske amerikaner, skal vi højt op for at fange samtlige ponyer, – helt til 7000 omdrejninger, og det er heller ikke almindeligt, at vi skal op på 4600 omdrejninger for at få bedste drejningsmoment, men selvfølgelig, – det ene følger det andet, og det samme gør den bedste tid til 100, som er på 4,6 sekund, hvis man ikke klumrer for meget med gearskiftet, for testbilen er klassikeren med 6-trins manuelt gear, – også en udvikling fra de tidligere 60’ere, hvor Mustang dukkede ud af tågerne, og ændrede både datidens og faktisk også nutidens biler.

Hvis du leder efter let tilgængelig bagageplads, så led et andet sted.

Til gengæld har Ford ikke gjort sig nævneværdige anstrengelser for at gøre bilen mere brugsvenlig. Vi tilføjer et heldigvis, for så havde bilen ikke været rigtig, der er et brugbart bagsæde i Mustang, men det er ikke lykke at bugsere folk og fæ ind og ud fra bagerste række, og hvis man tænker noget så ketterisk som en barnestol, har man selv været ude om problemerne, i mere end en forstand.

Bagagerummet er heller ikke noget, der fortjener særlig hædrende omtale, der er plads til en golfbag plus en sjat, og det er det, og så er vi færdige med at sige mindre pæne ting, for resten er herligheder, drømme, sød musik til ørerne, og masser af opmærksomhed fra medtrafikanter af alle typer.

Det er længe siden, vi har mødt så mange positive tilkendegivelser i bybilledet i løbet af en testperiode, det er tydeligt, Mustang er en ægte kendis, og fordi Ford har udviklet på bilen, er den en fornøjelse at tumle, både når man vil have lidt sjov og hvis man bare vil cruise til nabobyen.

Meget amerikansk med også lækker kabine, med sæder der både giver støtte og komfort.

At lægge bilen i overhalingsbanen på motorvejen er ægte amerikansk, man nyder musikken på motorvejen, og her er det ikke en henvisning til det tilhørende B og Nul anlæg, det er selvfølgelig udstødningen, der sender herlige signaler, som desværre er ved at være fortid, og det betyder også, at kursen på en brugt Mustang V8 vil stige betragteligt efter 2030, med mindre man finder en vej til selv at importere sin egen V8’er.

Helle for Mustang

5,0 motoren er lidt usædvanlig målt efter den klassiske Ford målestok. Den er kun to millimeter fra at være en helt kvadratisk motor, den har et olieinterval på 10.000 amerikanske miles eller 16.000 danske kilometer, det er en henvisning til den lidt finere mekanik i forhold til normalt i en Ford, så selv om det er helt overflødigt at sige det, så skal man være omhyggelig med at udskifte de 9,5 liter olie til tiden, og selvfølgelig ryger der er et filter med hver eneste gang, for vi afslører ikke den store hemmelighed når vi siger, at Ford har udnyttet motoren rigtig godt, og der er ikke så meget mere at hente, med mindre man går meget drastisk til værks og ser stort på motorens levetid.

Klassisk Mustang front. Man er ikke et sekund i tvivl.

Mustang fås også med Fords relativt nye 10-trins automatkasse. Er det så løsningen til Mustang? Vi er meget i tvivl. Den 10 trins automatkasse vil holde motorens omdrejninger på et meget jævnt niveau, man vil ikke opleve motoren spille på samme måde, som det er tilfældet med den manuelle gearkasse, hvor bilen er klart mest potent, når den kører i 5. gear, hvor udvekslingen er 1:1. 6-gear er at betragte som et overgear, selv om motoren har masser af lårmuskler til at sparke videre gennem registret.

Hvad skal man med et B&Nul anlæg, når bilen har en V8’er.

Målt på størrelse er dagens Mustang i samme klasse som Opel Astra og VW Golf. Med en akselafstand på 272 cm, er Mustang alt andet end den store amerikanske flyder, den har en betydeligt bedre opførsel på asfalten, der er slut med at sejle lige frem ad åen, undervognen er ganske pænt afstemt til de mange kræfter, men d

et vil være forkert at påstå, at Mustang er verdensklasse målt på fintunede køreegenskaber, stilen fra Mustang har altid været den rå kraft og et råt udtryk, og det lever videre her i 2022, og derfor elsker vi Mustang, som selvfølgelig kun er ægte, når den har en V8’er i snuden.

Prisen? Faktisk billig målt efter bilens konkurrenter. Man får ikke meget Audi for de samme penge, så helle for Mustang.

Ford Mustang Mach1 V8

Ford har udviklet Mustang, så den faktisk er på mange måder er uamerikansk.

Pris: fra 976.846 kr

Pris for testbil: 999.669 kr

Motor: 5,0-liter 8-cyl

6 – man

450 HK v. 7000 o/m

529 Nm v. 4600 o/m

0-100 km/t: 4,6 sek

Tophastighed: 249 km/t

Forbrug: 8,5 km/l

Kørevægt: 1299-1389 kg

Totalvægt: 1907 kg

Trailer: 1300/600 kg

CO2: 284 g/km

V8’eren i Mustang er samme motor, som er lagt i denne sandrail, hvor man trækker 550 HK ud af motoren, men herfra skal man være forsigtig, siger de amerikanske tuningseksperter. Den ultra lette sandrail blev ikke testet i ørkenen, men på udfordrende skovstier i Pennsylvania.

Ægte amerikansk med alle de specialiteter vi holder af, men også en bil med nogenlunde sikkerhed for en særdeles høj brugtværdi. Især hvis man venter med at sælge til efter 2030.

Pin It on Pinterest