Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

18. February '21 12:50 by Jørli Petersen

Den næste Kraskaj

Den næste Nissan Qashqai bliver større og lokker med mere komfort. Teknisk lægger Nissan ud to løsninger, hvor den ene er ekstra interessant. Nissan kalder nyheden for e-Power.

Nissan har talt og talt om den næste Qashqai, og mens man har vist fotos af en bøjet kofanger på et stærkt underbelyst foto, har det nærmest væltet ind med lovprisning om kommende lyksaligheder bag rattet i den Qashqai, som i generation et havde debut tilbage i 2007.

Da vi så Qashqai første gang på biludstillingen i Geneve, var bilen både overraskende og meget anderledes. Den går ikke, mente mange, men det gjorde den. I dag er Qashqai eller Kraskaj, -som er det populære danske kælenavn – den absolutte leder blandt den type bil, som mange gerne vil beskrive som en SUV, men som Nissan befriende selv kalder en crossover, selv om bilen lever op til de betingelser, der er nødvendige, før vi vil kalde en bil for en rigtig SUV.

Nissan har nu hevet tæppet væk fra nyheden, og derfor er det på tide at se nærmere på den bil, som måtte nøjes med debut på den hjemlige storskærm.

Nissans nye e-Power er sidste stop før Qashqai på brint.

Første indtryk er, at næste Qashqai ikke er revolutionerende i sit design. Det ville også være for meget at forlange, og hvordan kan man i det hele taget ændre en Qashqai-type radikalt, – nok en vanskelig opgave, men vi lagde mærke til en række detaljer i det nye design, som alt i alt gør bilen både anderledes og spændende.

Anderledes ser det ud i kabinen, som selvfølgelig også har fået den helt store omgang. I runde et lægger vi især mærke til to ting. Et helt nyt og mere enkelt rat, hvor betjeningen ser mere logisk ud. Et rat der så at sige kan betjenes med bind for øjnene midt i en snestorm i februar. Absolut interessant.

Vi har også gennem tiderne haft lidt kritik af Nissans sædedesign, og det ser ud til at skulle fortsætte. Nissan er helt pjattet med diverse former for prægning og syninger i deres lædersæder, som vi mener er bedst, når man sidder i sædet, mens vi godt kunne anbefale det nuværende designteam mere end et 14-dages kursus på en anerkendt dansk designskole.

Den nye kabine i Qashqai har fået den helt store tur, men det ser også ud som om sæderne er bedst, når man sidder i sædet.

Vi har også fået oplyst, at næste Kraskaj har fået længere akselafstand. Det skal igen give bedre plads og komfort i kabinen, og det ser ud som om Nissan har lagt mere vægt på komfort, ligesom der er flere opgraderinger af sikkerhed, ligesom fremtiden type selvstyrende bil nok en gang rykker et skridt tættere på, men det må vi vende tilbage til, når vi ved mere om bilen.

Motormæssigt er det nogenlunde som ventet, og så alligevel ikke.

Basismotoren i Qashqai er den kendte 1,3 liters benzinmotor, som Nissan deler med blandt andet Dacia og Mercedes. Den fås med 140 og 160 HK, vælger man 160 HK får man træk på alle fire, og så kommer Kraskaj også som el-bil, men ikke som en hvilken som helst type el-bil.

Produktionen starter i sommeren 2021, men nu skal Nissan også lære noget nyt, for bilen bygges i England, og hvordan er det nu det er med alle de nye toldregler?

Qashqai kommer som el-bil af typen brændselscelle. Nøjagtigt det samme, som Opel viste med den Ampera, der blev Årets Bil i Danmark 2021. Nissan har også valgt en benzinmotor til at drive hele menageriet, hvor ydelsen fra elmotoren er 190 HK.

Priserne kender vi ikke, men vi ved, at Nissan sniger den første Kraskaj til Danmark i løbet af et par uger. Vi får lejlighed til at sparke dæk og hente mere viden, og så ved vi, at bilen sættes i produktion i løbet af denne sommer. Det ligner en dansk salgsstart i løbet af efteråret.

Og nok så interessant. I går kunne Renault fortælle, at man nu satser på brint, og starter en fabrik, som udelukkende skal lave brændselsceller. Vi tør godt vædde en god gang lollandsk grønlangkål på, at benzinmotoren i Nissan Qashqai e-Power bliver udskiftet med en brintenhed, så Qashqai på alle måde kommer i takt med fremtiden i løbet af et par år.

Smallere lygter mens benzinmotorerne har fået mild-hybrid, – nøjagtigt som hos Renault.

Designet har undergået de største ændringer når man ser bilen bagfra.

Pin It on Pinterest