Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

27. March 11:33 by Jørli Petersen

Det’ en kinøjser

Ford har i mange år haft en kinesisk samarbejdspartner, der har bygget billige udgaver af Ford Transit. Det er disse modeller, der nu kommer til Danmark.

En stor nyhed er på vej, meldte Ford for nogen tid siden, hvor man varslede en helt ny type varebil, og når Ford taler om en helt ny type varebil, – eller varebil i det hele taget, er det med at lytte, for Ford sidder godt og solidt på en stor del af markedet for varebiler, så spændingen var stor op til præsentation af nyheden.

Og hvilken nyhed! En kinøjser-bil – eller mere korrekt, en kinesisk udgave af Ford Transit Custom.

Med småt kan man læse, at det hele handler om pris. Det er selvfølgelig ikke det Ford koncentrerer sig om at fortælle, når man skal af med det glædelige budskab, men fakta bag nyheden, der har fået navnet Transit City, er, at det skal være billigt.

Transit City er bygget af Fords mangeårige kinesiske samarbejdspartner. På det kinesiske hjemmemarked, har man i årevis bygget Transit til kineserne, og det er denne version af Transit Custom, der nu skal sendes til de lande, hvor Ford i forvejen sidder godt og grundigt på en meget store del af markedet, så hvad er det der sker hos Ford?

Et godt gammelt udtryk i købmandskredse er, at det er bedst at være sin egen største konkurrent, men med Transit City, saver Ford ikke kun i den gren, man selv sidder på, der er overhængende risiko for, at man gør den samlede forretning dårligere, og hvad siger de mon hos VW, der netop har udviklet et samarbejde med netop Ford?

Ford sidder solidt på markedet for varebiler med tre ton totalvægt, og nu sender man en billigere kinesisk konkurrent på markedet. Er Ford begyndt at save i den gren, man selv sidder på?

VW Transporter og Ford Transit Custom er samme bil. Ford kan sidde med trumferne efter denne sammensmeltning, for det er Ford, der bygger VW Transporter, det var også Ford, der fik et forspring med den nye model, men nu går man egne veje, hvor man ikke skal være enig med VW før man gør det ene eller det andet, og lad os tage et kik på nyheden.

Transit City er først og fremmest billigere. Bilen er på størrelse med den kendte Transit Custom, vi er på den måde i 3-ton klassen, nyttelasten ligger omkring 1000 kg og en anelse højere, batteripakken er på 56 kWh, selve batteripakken er af typen LFP, og når man arbejder med en begrænset størrelse batteri, er det mindre godt at batteriet er af typen LFP, rækkevidden opgives til 254 km, og så afhænger det naturligvis af bilens størrelse og type, for ny Transit City findes i mange varianter, nøjagtigt som det er tilfældet med klassisk europæisk Transit.

Vi lægger også mærke til, at Ford slår lidt knuder på sig selv, når det gælder garanti. Hvor kinesiske biler er kendt for god garanti hele vejen igennem, formulerer Ford det som ”otte års garanti på højspændingskomponenter”, og så er det op til den mulige køber at finde ud af, hvad der egentlig er en såkaldt højspændingskomponent. Er det begrænset til motor og batteri? Er der i virkeligheden tale om en let udvidet batterigaranti?

Vi bemærker også, at ladetempoet på Transit City er ualmindeligt lavt. Kun 67 kW. I den kolde vinter har vi gentagne gange haft el-biler til opladning med meget mindre, men hvis man maksimalt kan lade med 67 kWh på den perfekte sommerdag under optimale forhold, er det vanskeligt at tænke på opladning en kold dansk januardag.
Men igen. Det handler om pris. Det skinner igennem, at det skal være billigt, og selv om der er EU-told på kinesiske biler, skal kinesisk Transit være markant billigere end den klassiske Transit/Transporter, og vi kan ikke undlade at tænke på den reaktion, der må være udløst i førerbunkeren hos VW.

Hvorfor Ford har fået den ide, at hente den kinesiske variant af Transit til Europa er mere end usikkert. I forvejen har Ford fire rigtige varebiler på det danske marked. En lille, en mellem, den klassiske Transit Custom og den store type 3500 kg.

De to mindste har begrænset succes. Den store er Transit er også voldsomt presset af en længere række konkurrenter, så Fords dominans på markedet for varebiler, er mest af alt koncentreret om Transit Custom, og det er netop denne model Ford, der nu udfordrer markedet med en billigere model, som selvfølgelig kun kommer som ren ellert, men alligevel.

Hvis vi ser på Fords historik med underlige personbiler fra andre markeder, er Fords succes også begrænset, for at udtrykke det diplomatisk, men nu er det varebilerne, der skal bredes ud i et helt nyt program.

Priserne på Ford Transit City ventes klar kort før sommerferien, og de første biler skulle være klar til levering sidst på året.

Den kinesiske Transit, der bygges af JMC, kommer i flere varianter, men alle er rene ellerter med begrænsede data. Fælles for dem alle skal være, at de skal være billige!

Pin It on Pinterest