Det’ en Volvo

Den kinesiske varebil er ved at være alvor. Nyeste bud er Farizon, der har bygget vare- og lastbiler i flere størrelser siden 2014, men det interessante er, at den nye Farizon er i meget nær familie med en Volvo, så lidt frækt kan man kalde nyheden for den Volvo Van vi aldrig fik, dengang Volvo var svensk.
Hvis vi nu siger, at en kendt autoforhandler i byen pludselig får en kinesisk varebil ved navn Farizon i salgslokalerne, vil det nok ikke skabe den helt store interesse, med mindre selvfølgelig, – prisen er ekstraordinær attraktiv.,
Hvis man så siger, at Farizon er en ”Volvo”, forstået på den måde, at Farizon kommer fra samme koncern der laver Polestar, Volvo og Zeekr, er det noget ganske andet. Pludselig er det som om der er kommet noget mere kendt, noget der kan betrygge en mulig køber så meget, at man bliver fristet, igen selvfølgelig, hvis prisen er rigtig, så er sagen ganske anderledes.
Det er den kinesiske koncern Geely, der står bag Farizon. Mærket Farizon er fra 2014, man laver foruden varebiler også lastbiler i flere størrelser, og Geely har bredt sig voldsomt siden starten i 1986. Volvo og Polestar blev overtaget i 2010. Man laver også biler ved navn Lynk & Co, man ejer Lotus og 50 procent af indonesiske Proton, men Farizon er det ukendte mærke i Europa, frem til tidligt i november, hvor det i det mindste bliver kendt hos godt 20 danske forhandlere, som fortrinsvis er Suzuki-forhandlere, men Andersen Motors, der importerer Suzuki og Aiways i Danmark, er ikke helt klar og tydelige med hvem, der får den nye varebil, der kommer i det mange vil betragte som et fuldt program målt på størrelse.
Farizon SV kommer i flere længder og højder. Den højeste model er ikke med fra start, vi spejder også forgæves efter en variant med lad, eller et chassis hvor der kan opbygges lad og andet, og så skal vi ikke holde læseren i spænding længere, – størrelsen er den mest populære type danske varebil, det er helt ægte Transporter-størrelse, så vi arbejder i den kendte 3-ton klasse, og nyttelasten skulle ligge på 1245 kg, når den er bedst, men under hvilke betingelser vi kan nå 1245 kg, er fortsat lidt usikkert.
Værdier i midten
Farizon arbejder udelukkende med varebiler der kører på el – eller brint, og det sidste skærper vor nysgerrighed.
Sammenlignet med de kendte modeller fra Geely, er motoriseringen anderledes. Farizon SV kører end motor på 231 HK, batteripakkerne hedder 67 og 83 kWh, som skulle give 303 eller 376 WLTP kilometer, og på den måde ligger Farizon SV pænt, når det gælder rækkevidde, sammenligt med de nære konkurrenter, som naturligvis er VW Transporter, Renault Trafic og en gang Toyota, og hvis man er fristet til at kikke på garanti, ser det også fornuftigt ud, Farizon lokker med den kendte garanti på fem år og otte år for batteripakken.
Det der måske falder lidt uden for normen, er de 200.000 km, som er grænsen for bilens garanti, og så skal vi vel også have med, at den kommende SV må køre med 2000 kg på krogen.
Endelig er der det helt afgørende emne: Pris!

Farizon importeres af Andersen Motors, der er kendt for import af Suzuki, og nu skal man finde 20 forhandlere spredt over hele landet, så man opnår fuld dækning fra start. De nye forhandlere må gerne være i bilhuse, hvor man i forvejen har erfaring med salg af varebiler.
Hvad skal en basis Farizon SV koste, i den version der kan hedde kort, lav og med mindste batteri? Pyt med alt det med sikkerhedsudstyr, hvor vi allerede har fået kik på en god del som standardudstyr, vi kredser om startprisen, som er det antal kroner og øre, som for alvor skal åbne døren for købernes nysgerrighed.
Nu vil Volvos moderselskab selvfølgelig sælge bilen så dyrt som muligt, modsat er Geely også interesseret i at sælge rigtigt mange biler, så der skal findes en balance, Andersen Motors skal synes, det er den rigtige, men lidt endnu er der prisen ukendt, mens alle konkurrenterne ser ud til at være klar med deres priser, og her tænker vi især på en anden nyhed, Kia PV5, der også dukker op på det danske marked nogenlunde samtidig.
To gange nyt
Det kan blive et koreansk/kinesisk klask på nyhedsfronten, mens alle de kendte med Transporter i spidsen må kikke nysgerrigt til.
Kia PV5 er nøgternt set en varebil, der ligger i en lidt mindre klasse med totalvægt omkring 2600 kg, men prisen er interessant. Med lidt mindre batterier men kraftigere motorer har Kia annonceret en pris, der hedder 230.000 kr før moms. Renault forlanger 217.000 kr før moms for en elektrisk Trafic, og det er disse to, som især vil være førsteudfordrer til den nye ”Volvo varebil”, som ikke må hedde Volvo men Farizon SV.

Farizon SV er det fulde navn på nyheden, der kommer i to varianter fra start. Som det ses på billedet, fås bilen i to højder, den kommer også i en højere udgave på et senere tidspunkt, og den kommer i flere længder, og kun som el-varebil, selv om Farizon eller Geely også arbejder med brint.
Til den indledende listepris, er der også alt det med rabat, der er noget meget afgørende, når der handles varebiler, Andersen Motors skal også finde en leasingpris, og så hører det med til historien, at selv om importøren har mange år på det danske marked, har man ikke nogen betydende historie med det, vi kan kalde rigtige varebiler, der er noget ganske andet end ombyggede personbiler, som tidligere var en meget eftertragtet vare fra Suzukiimportøren, der tidligere har haft den mest solgte varebil i Danmark i form af en ombygget Suzuki Vitara på gule plader, men Andersen Motors skal finde de forhandlere, der har erfaring med salg af rigtige varebiler, gerne fra andre mærker.
For at slå en krølle på Geely og deres hastigt voksende imperie af biler, kaster vi lys på den nye rollefordeling mellem de tre bilmærker på det danske marked.

Det helt afgørende bliver pris på nyheden. Der er benhård konkurrence på markedet for varebiler, og det gives solide rabatter, men hovedkonkurrenten vil være biler som Renault Trafic og den nye Kia PV5, der får dansk premiere samtidig med Farizon SV.
Fra Geely er Polestar udset til at være den sporty model. Zeekr, der er helt frisk på markedet, skal have rollen som luksusbilen, mens Volvo er reduceret til ”arbejderbilen” eller den almindelige stangvare fra Geely.
