Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

6. October '19 21:00 by Jørli Petersen

Det runde 0

Denne Mercedes er noget helt særligt. Den er en af de få biler, der slet ikke udleder partikler, selv om den er udstyret med dieselmotor. Motoren i denne C-klasse er helt ny, det er Mercedes egen udvikling, den hedder OM 654, og motoren findes også i andre modeller fra Mercedes.

Nogle biler er det en fornøjelse at have til test, andre er mere rutine, mens andre igen er noget helt særligt, og denne Mercedes C-klasse hører til den sidste kategori. Faktisk er netop denne bil ikke alene noget særligt, den er helt i særklasse, og de læsere der har fulgt med i sommerens artikler om partikler, DSB og danske politikers miljøangreb på biler som helhed, mens man helt ”glemmer” at tage DSB med i regnestykket, – disse læsere vil vide, at vi har taget udgangspunkt i netop denne Mercedes, med den helt nye 2-liters dieselmotor, som både er Mercedes egen, og samtidig den første dieselmotor i det hele taget, som slet ikke udleder partikler.

Det er derfra vi har hentet overskriften, – denne Mercedes udleder det første og flotteste runde nul i bilhistorien, men nu er det ikke kun denne C-klasse 220d, der mestrer denne skelsættende og meget vanskelige disciplin.

Sådan ser den 0 forurenende motor ud i fri dressur.

Andre Mercedes modeller kan det samme, det handler mere om motoren, end det handler om bilen, man kan eksempelvis købe en Mercedes B-klasse med samme motor, mens A-klassen hos Mercedes udelukkende benytter sig af Renault motorer, og således ikke kan ramme det runde nul i udledning af partikler.

En dobbelt fornøjelse

Vi har testet både C-klasse og motoren i særdeleshed med ualmindelig ren samvittighed, og vi havde især ren samvittighed, når vi krydsede en af de mange broer over jernbanen i København, fra Dybbelsbro til Dag Hammerskjölds Alle, hvor Østerport Station er det mest kendte fikspunkt.

Der er godt pakket i maskinerummet på den face-liftede C-klasse.

Når vi krydsede en af disse broer, kørte vi over de punkter i København, hvor partikelforureningen er langt forbi det røde felt, men bag rattet i en C-klasse, er det en fornøjelse at vide, at vi har gjort luften en anelse mere ren, for den luft der kommer ud af denne C-klasse, er mere ren end den luft den ryger ind i motoren.

Nogle af de ekstra tilføjede komponenter i den nye C-klasse diesel.

Det var også en helt særlig fornøjelse, at tage turen rundt om Københavns Rådhus, hvor overborgmesteren ved en masse om julefrokoster, men ikke ret meget om biler, teknik og hvad der egentlig forurener hans by. Desværre er en lang række folkevalgte i Københavns Kommune lige så uvidende, og derfor har de kastet sig over bilerne, mens man burde rette opmærksomheden mod noget helt andet.

Hvordan?

I sommerens artikler har vi foruden de grimme forureningstal for DSB’s kørende materiel, især stillet skarpt på tre biler, hvor Mercedes nye 1950 dieselmotor, eller mere teknisk, den motor der hedder OM 654, løser det helt store problem for dieselmotorer, -at lægge alt hvad der hedder partikelforurenings bag sig.

Samtidig er dieselmotoren den mest CO2 begrænsende forbrændingsmotor. Det er almindelig kendt, at dieselmotoren kører længere på en liter brændstof end en benzin- eller gasmotor, der er mere energi indeholdt i en liter diesel, end der er i en liter benzin, derfor kan man køre længere på literen og på den måde udlede mindre CO2, men at knække problemet med partikler får denne redaktion til at løfte på låget, stå ret, og udtale sin største anerkendelse.

Det er et teknologisk fremskridt, som desværre ikke har opnået nogen særlig anerkendelse.

De to øvrige biler vi har nævnt som særligt miljøvenlige, er Opel Astra 1,6 diesel ligesom BMW har en 520D. Disse to biler udleder kun et gram af de grimme partikler for hver kilometer de kører, men hvad det er Mercedes har gjort for at knække gåden til den rene motor, ved vi ikke i detaljer, men når man ser motoren, kan man ikke undgå at bemærke, at der er bygget en del ekstra komponenter på motoren. Den fylder noget mere, og den er meget mere end en blok, en top, en brændstofpumpe og noget køling.

200 rene heste

Mercedes C-klasse har i mange år været den absolutte topsælger hos Mercedes, og det seneste face-lift har ikke tilføjet meget til bilens design, men en længere liste på det tekniske område, hvor andre måske hænger sin hat på de sikkerhedsmæssige systemer, mens vi fortsat står ret ved tastaturet, for at hylde den nye 0-partikel dieselmotor.

Testbilen er en klassisk 4-dørs sedan med de småskavanker det medfører.

At man samtidig trækker 194 heste ud af motoren, formår at give bilen flotte præstationer og holde et gennemsnitligt forbrug på 22,7 km/l for en Mercedes C-klasse, stiller ikke just bilen i dårligere lys.

Køremæssigt er det også en fornøjelse af mærke den dynamik, som trods alt er lidt gemt under det face-liftede ydre. Når man klemmer bilen lidt, kan man genfinde de velkendte plusser, som er naturligt for en baghjulstrækker, hvis ikke man har gemt det hele i gyngende fornemmelser, og det er ikke tilfældet med en C-klasse.

Bag de lidt klassiske dyder, kan man finde karakteristikken for en baghjulstrækker, som også har en lettere og mere præcis styring som ekstra gevinst, så vi hører stadig til C-klassens fanklub, både fordi bilen er meget mere end en almindelig hverdagsbil, men i særdeleshed fordi den kan fås med denne OM 654 motor, som også kan genkendes på de 1950 kubik.

Mercedes-Benz 220d 4d 9-aut

Pris: fra 459.998 kr

C-klassen er den absolutte topsælger hos Mercedes, selv om antallet af solgte SUV-modeller nærmer sig.

Pris for testbil: 584.398 kr

Motor: 2,0-liter 4-cyl

9 – aut

194 HK v. 3800 o/m

400 Nm v. 1600 o/m

0-100 km/t: 6,9 sek

Tophastighed: 240 km/t

Forbrug: 22,7 km/l

Kørevægt: 1645 kg

Totalvægt: 2235 kg

Trailer: 750/1800 kg

Pin It on Pinterest