Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

3. March '19 16:12 by Jørli Petersen

Din bil bliver dyrere

Den 1. april stiger langt de fleste biler i pris, og det er især de små- og hybrid-biler, der rammes af de nye målemetoder, der bruges til beregning af afgift på nye biler i Danmark.

Det er ikke usædvanligt, at noget stiger i pris, men den1. april stiger alle biler i pris. Hvor meget din drømmebil stiger, afhænger helt af hvor meget brændstof bilen bruger, og det mærkbare prishop på typisk flere tusinde kroner, handler kun om en eneste ting.

Bedre oplysninger overfor bilkøberne.

Det har været velkendt, at man ikke kunne stole på de oplysninger bilfabrikkerne opgav som officielt forbrug, og med rigtig god grund. De test der lå til grund for de tidligere ECE- og senere NEDC forbrugstal, gav rigtigt gode muligheder for ”sminkede tal”.

For at gøre forbrugeroplysningen bedre, har man i EU-regi opfundet og udviklet en helt ny og mere virkelighedstro test, som hos bilforhandleren og i alle medier vil kendes under forkortelsen WLTP, der er kort for Worldwide Harmonised Light Vehicles Test Procedure.

Kort fortalt kører den selvsamme bil nøjagtigt det samme antal kilometer på en liter, ligesom selvsamme bil udleder den samme mængde CO2, men på det glittede papir kører bilen pludselig mindre og udleder mere CO2, fordi man regner og måler på en ny måde.

Når man som i Danmark styrer afgiften på en bil efter bilens officielle forbrug, betyder det højere priser og flere penge i statskassen, selv om man har forsøgt sig med en form for kompensation af de ændrede tal.

EU har henstillet til medlemslandene, at gøre indførsel af ny målemetode prisneutral overfor alle i EU. Vi citerer en EU henstilling til medlemslandene: To that end, national governments need to ensure that CO2-based taxation will be fair. If they fail to do so, the introduction of the new test procedure will increase the financial burden on consumers.

Denne henstilling fra EU, har efter hårdt pres i Danmark betydet en ny form for omregning.

Det nye WLTP forbrugstal skal ganges med 1,21, det betyder, at bliver en bil målt til at køre 20 km/l efter den nye WLTP metode, vil regnestykket se således ud, 20 x 1,21 = 24,2 km/l, som bliver det tal, der skal benyttes, når der beregnes afgift efter 1. april.

Hvad er WLTP?

WLTP er som tidligere nævnt den nye metode til at måle bilens forbrug. Den 1. september 2017 skulle alle nye bilmodeller eller biler med nye motorer, måles efter den nye WLTP metode.

1. september 2018 er alle biler testet efter WLTP metoden, eneste undtagelse er ældre bilmodeller, der er under udfasning.

Det er typisk de små biler, der får en på hatten målt på øgede afgifter. Toyota oplyser, at en Aygo stiger med 10.000 kr den 1. april.

Indtil alle var klar med WLTP tal, har man lavet et beregnet forbrugstal, som vi ikke skal komme nærmere ind på, men fra den 1. januar i år trådte de nye WLTP tal i kraft som det officielle tal, og den 1. april bliver disse tal benyttet til beregning af afgift i Danmark.

De gamle ECE og NEDC normer stammede fra 80’erne, og var udelukkende baseret på teoretisk kørsel. De test der blev fortaget, skete på rullebånd, og selv om en test foreskrev koldstart, var den såkaldte koldstart målt ved en temperatur på 20 grader, som ligner en god dansk sommerdag.

Den nye WLTP norm er betydeligt mere kompliceret. Den består af fire forskellige typer kørsel, der sker ved lav, mellem, høj og meget høj hastighed, op til 131 km/t. Hver af disse fire test har hvert sit program, der skal gennemkøres, og alle test beskriver i detaljer start, stop, opbremsninger, tomgang, accelerationer, kørsel op og ned af stigninger, og alle køreprogrammet er sammensat efter køreoplevelser i ”det virkelige liv”, hvor man har bearbejdet kørsel fra hele verden, og sat det hele sammen i de fire nævnte køretest, hvor køretiden er forlænget op til 30 minutter, den samlede kørehastighed er øget til 46,5 km/t i gennemsnit, ligesom de indlagte accelerationer er gjort kraftigere.

Krav under test

En måling af WLTP foreskriver egentlig koldstart, den bil der skal testes, skal være 100 procent standard fra fabrikken, der må ikke længere fifles med testbilen, som skal have kørt minimum 3000 km, før den kan testes.

Motorolien er standard, det samme gælder brændstof, der foretages kontrol af bilens hjulstilling, for at sikre, at alt er standard. De dæk der sidder på bilen, er ligeledes standard med standard dæktryk, bilen testes med tændt kørelys, men alle former for ekstraudstyr som sædevarme, aircondition, radio og lignende udstyr er slukket, for at stille alle biler lige i test.

Det er heller ikke længere muligt for fabrikkerne at styre de enkelte test. WLTP udføres eller overværes af uafhængige instanser, man sikrer sig, at alle programmer med alle køresekvenser sker på korrekt måde, og en test af bilen udføres med læs, ligesom bilens brændstoftank skal være fyldt til 90 procent af bilens kapacitet.

Alt måleudstyr er standardiseret, så en WLTP test kan gennemføres overalt i verden.

WLTP betyder også, at en given bil skal gennemføre flere test. Hver motor skal selvfølgelig testes, men hvis en luksusmodel har andre og større hjul, kræver det ny test, hvis bilen sælges med og uden air-condition, skal den testes to gange, så afgiften på en bil som Opel Insignia, er både uforudsigelig men også stærkt varierende fra model til model.

Prisstigninger

Der har været mange gætterier om prishop, men med den nye regnemetode, er der også biler, der holder pris, der er enkelte som direkte falder, men de fleste biler stiger i pris, så det gode råd er selvfølgelig, hvis du skal have ny bil i nær fremtid, så tjek lige, om det kan betale sig at købe inden den 1. april. Der kan være mange tusinde kroner i besparelse.

En af de biler der stiger voldsomt i pris, er Toyota Yaris, hvor måletallet falder fra 30 km/l til 20 km/l. Peugeot 3008 falder fra 25 km/l til 19,2 km/l, og alle disse ændringer betyder nye priser.

Peugeot mener, at Peugeot 3008 stiger 17.000 kr for både benzin og diesel. Toyota Aygo stiger 10.000 kr, VW UP stiger også 10.000 kr, mens VW Polo alt efter model stiger mellem 8000 og 18.000 kr. Storebror Golf stiger mellem 12.000 og 23.000 kr, så der er penge at spare på rigtigt mange biler, men de biler der stiger mest, er de biler, som efter de gamle målemetoder kørte rigtigt langt på literen, og det er især hybridbiler der rammes, og det er især hybridbiler uden plug-in, og dermed kan vi forvente ganske store prishop på flere Toyota-biler.

Du har en måned til at købe ny bil, hvis du har kik på en af de biler, som stiger rigtigt meget i pris, og forhandleren har alle de nye tal, så han kender den nye pris på din drømmebil.

Den nye WLTP test er mere kompliceret end tidligere, den er mere realistisk, men først og fremmest er det forbudt at fifle med den bil der testes, og det er ikke længere bilfabrikken der står for selve testen.

Pin It on Pinterest