Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

31. May '22 21:18 by Jørli Petersen

Diskret og vild

BMW bygger plug-in på den rigtige måde, man benytter en helt almindelig motor, og lægger el-komponenter på toppen af det hele.

BMW X3 er snart ved at være en god gammel ven. Det var den første model X fra BMW, så vi kan godt slå fast, at det er denne størrelse X BMW har satset på, og X3 er også den mest solgte model X fra BMW til dato.

Om det holder i længden, kan ingen sige, men i modelår 2022 har BMW holdt godt fast i det danske trumfkort, en plug-in hybrid, som både har været billigere end de er i dag, men det er stadig en skattebegunstiget BMW, så en pris på 626.000 afrundede kroner, lyder som en rigtig gunstig pris for en BMW, og vi undskylder samtidig forvirringen i det nedenstående skema, for vi har tradition for at oplyse pris på den billigste bil i modelrækken, og de 700.500 kr vi opgiver som det billigste, er selvfølgelig ikke korrekt, men det er det nærmeste vi kommer en korrekt pris for en X3 2,0i i skrivende stund, og det betyder, at selv den mindste model X3 uden halløj af nogen art, koster rundt regnet 75.000 kr mere end en model plug-in, så hvorfor ikke vælge PHEV, for BMW’s opskrift er den, vi mener er den rigtige type plug-in hybrid.

X3 trækker på alle fire, og el-motoren er skudt ind efter benzinmotoren, så både benzin- og el-motor trækker på samme aksel.

Den rigtige model PHEV eller plug-in er en helt almindelig bil med en helt almindelig motor. Forskellen til plug-in hybrid er de tillæg man giver den almindelige model bil, i dette tilfælde en X3, så alle hybridkomponenter er ekstra eller tillæg om man vil.

BMW har ikke tilpasset en plug-in, hvilket vil sige, at man benytter en mindre kraftig benzinmotor, som hurtigt kan vise sig at give et begrænset overskud, men BMW holder fast i den kendte 2-liters med 184 HK, som så suppleres med en elmotor på 109 HK.

Faceliftet version af X3, har ikke de store forbedringer rent teknisk på X3 3.0e, en af de få forbedringer fra den første plug-in, er batteripakken, den er øget en smule, men stadig ikke til noget, der for alvor rykker.

Forhøjet type 3-Serie lokker med de kendte fordele, som først og fremmest er plads.

En batteripakke på 11,2 kWh til en X3 med kørevægt på den anden side af 2000 kg, og et ganske stort frontareal og tilhørende stor vindmodstand, er ikke noget det rykker på vores testrute, hvor X3 som PHEV lander lidt under det gennemsnit, vi har på alle de plug-in biler vi har haft til test.

Småt er godt

BMW er et af de bilmærker, som ikke laver dramatiske ændringer i bilernes design. Det er evolution frem for revolution, og nyeste udgave af X3 er et godt eksempel, hvor ændringerne kun er ændrede lygter og den lidt kedelige udvikling i en stadigt større nyre, men her er X3 langt fra værst i hele BMW programmet.

Teknisk er netop plug-in udgaven sluppet helskindet gennem det store face-lift, det skyldes at plug-in modellen er nyere end de andre, det er kun et spørgsmål om batteri og sikkert noget styring af el-delen, der er forbedret, men det er også dele, der er vanskeligt at knytte sammen med noget begavet under test, for med mindre BMW har klumret godt og grundigt, er det stort set umærkeligt.

Den store forskel er som det er tilfældet med mange andre nye biler, et spørgsmål om større skærm i kabinen. Det er ved at blive til en ganske stor tingest, der er plantet øverst på midterkonsollen, den er designet, så den rager godt op i luften, og mange vil nok mene, at det er knap så klædeligt, men det er heldigt, at betjeningen sker med en stor drejeknap lige omkring gearvælgeren, for alt andet havde gjort skærmen fejlplaceret.

Mest iøjnefaldende på den nyeste model X3 er en endnu større skærm på toppen af midterkonsollen.

Når vi siger småt er godt, er det mest med henvisning til mængden af ændringer. På det tekniske område, er X3, som navnet antyder, en forhøjet udgave af 3-Serie, bilens længde er 471 cm, mens akselafstanden er 286 cm, som også giver en god mængde plads i kabinen, og netop funktion og den højere bil, er nøgleord i bilens gode salgstal.

Det er til gengæld også uden for enhver tvivl, at de høje udgaver af BMW ikke kommer i nærheden af de lave modellers spændende køreegenskaber. X3 som plug-in trækker på alle fire, men det gør ikke bilen til et køremæssigt højdepunkt. Vi nøjes med at sige noget pænt om de generelle egenskaber, stabilitet, reaktion på styreudslag og bremseevne, men at trække bare en forsigtig parallel til en klassisk 3’er, er at stramme den lovlig meget.

I stedet får man et af de gode eksemplarer i den mere og mere populære SUV klasse, det er også værd at fremhæve nok engang, at BMW har lavet denne plug-in på den eneste rigtige måde, og så kan vi godt begræde, at BMW ikke længere gør så meget ud af noget række 6’er, for selv om X3 3,0e peger i den retning, er maskinen kun 2-liters, så det er på plads at knibe en lille tåre, selv om bilens godt kan opleves som ganske kraftig, men kun så længe der er fyldt godt op på batteriet, så de 109 ekstra elheste kan foldes helt ud.

Kan kan så ikke få X3 med 6-benet maskine, – svaret er jo, men så er det en X3 med 3-liters diesel, og det er jo heller ikke så ringe endda. Beklageligvis laver BMW ikke plug-in hybrid med dieselmotor, så hvis du også skæver til bilens pris, er du fanget i en literpris på brændstof, som netop nu ser ud til at kunne ramme omkring 20 kroner literen i en kortere eller længere periode.

BMW X3 3.0e xDrive

Den 4-cylindrede motor fra almindelig 3-Serie, går igen i X3, og samlet er det ganske imponerende, når 184 benzinheste arbejder sammen med 109 elheste. Desværre tømmes batteriet ret hurtigt, og så kniber det med elektrisk tilskud.

Pris: fra 700.500 kr

Pris for testbil: 626.067 kr

Motor: 2,0-liter 4-cyl

8 automatgear

Samlet:

292 HK v. 6100 o/m

300 Nm v. 1350-4000 o/m

Batteripakke: 11,2 kWh

Rækkevidde på el: 42-49 km

Benzinmotor – 184 HK

Elmotor – 109 HK

0-100 km/t: 6,1 sek

Tophastighed: 210 km/t

Forbrug: 50,0 km/l

Kørevægt: 2065 kg

Totalvægt: 2600 kg

Trailer: 750/1500 kg

CO-2: 46 g/km

Pin It on Pinterest