Dobbelt automatgear
VW Crafter i VW regi var oprindelig en form for straffeaktion fra Mercedes. Stjernefabrikken fra det sydlige Tyskland syntes pludselig ikke, at man havde overskud til at bygge Sprinter til VW, så man ønskede ikke at forhandle en forlængelse af den gamle aftale.
Det tvang VW til at bygge deres egen Crafter, og det er vel gået meget godt, alt taget i betragtning. Der er i alt bygget 354.000 helt ægte VW Crafter, og nu skal bilen forbedres, og foruden at være en stor varebil der kan bygges til det meste, er det mest iøjnefaldende, at næste generation Crafter vil kunne fås med to typer automatgear.
Den allerede kendte automatkasse kører videre til de Crafter, der har træk på forhjul eller alle fire, mens den mere klassiske Crafter med baghjulstræk får en anden automatkasse. Måske en helt ny, det er ikke helt tydeligt ud fra de oplysninger, der er tilgængelige fra VW.
Bortset fra det er meget ved det gamle, når den nye Crafter kommer til salg i foråret 2024. Det er fortsat den 2-liters diesel, der trækker det tunge læs, Crafter i næste generation vil kunne leveres med enten 140, 163 eller 177 HK, og det er trods alt en pæn udfordring for en stor Crafter, der fås med totalvægt op til 5,5 ton, og hvis man samtidig vælger den model med størst højde, er det meget vind der skal flyttes oveni den høje vægt på topmodellen.
VW oplyser også, at næste generation fås med to akselafstande, kassevogne med totallængder fra 6,0 til 7,4 meter, hvilket betyder, at den korteste model kan slippe over broerne til laveste pris, og så kommer der selvfølgelig ikke en ny varebil uden mere elektronik og flere assistentsystemer.
Hos VW bemærker vi, at nødbremse og linjevogter (lane keeping system) er standard på alle udgaver af ny Crafter, der er også ny digital instrumentering og elektrisk håndbremse i næste Crafter, som udnytter pladsen omkring den manglende gearstang på de automatgearede modeller til endnu en gang opbevaring i form af en kopholder.
Prisen på næste Crafter kommer kort tid før salgsstart.