Dobbelt Fabia

Skoda er klar med en ny model Fabia i marts måned. Den nye Fabia er blevet betydeligt større, og indtil videre fås bilen kun som 5-dørs hatch-back. Desværre følger motorprogrammet ikke med bilens størrelse.
Skoda Fabia er populær blandt danske bilkøbere, og det er især Fabia som stationcar, der henter gode point, men den nye model Fabia må indtil videre vente med den mest rummelige model, så den nyhed der toner frem i marts, er den 5-dørs udgave af Fabia, som er blevet noget større end den nuværende model.
Direkte sammenlignet er ny Fabia 11,1 cm længere end den nuværende model, den er blevet næsten fem centimeter bredere, og det hele suppleres med en akselafstand, der er flotte 9,4 cm længere. Alt i alt betyder det, at ny Fabia er en helt anden og meget større bil end den nuværende model.
Modsat er der ikke sket det store på det tekniske område, og alt det med diesel, er fortid hos Fabia. Priserne på den nye Fabia starter ved 160.000 kr, men det er en sølle udgave af Fabia, især når den er blevet så meget større, så den mindste Fabia har CityGo motor, en 1-liters 3-benet på 65 HK kan ikke yde den større Fabia nogen retfærdighed, heller ikke når Skoda lokker med tre års gratis service som en del af prisen på de 160.000 kr.
Ialt kommer ny Fabia med fire motorer, hvoraf de tre er varianter af 1-liters 3-benet.
Ydelserne starter som nævnt ved 65 HK, herefter hedder det 95 og 110 HK, men den rigtige Fabia, og den model der vil blive den mest eftertragtede på markeder, hvor man ikke dyrker afgifter på biler så nidkært, som man gør Danmark, er den 1,5 liters med 150 HK, – samme motor som er basismotor i Octavia og VW Golf.
Selvfølgelig fås den 150 hestes også med 7-trins automatgear af typen DSG, og prisen for denne version koster 246.000 kr, så vi skal vænne os til at vurdere Fabia som en både større og dyrere bil, end det Skoda selv indikerer med deres basisudgave, som mest af alt er beregnet til at lokke mulige kunder ind i butikken.
Mens vi venter på ny Fabia, sender Skoda en såkaldt udstyrsmodel på gaden. Denne model Lif skal holde gang i salget de næste par måneder, prisen for en Fabia Life med 95 hestes 1-liters motor er 220.000 kr, og set i lyset af den nye og meget større Fabia, skal man tænke sig om en ekstra gang, før man vælger den nuværende model, som meget hurtigt vil blive betragtet som en ældre model, med alt hvad det indebærer.

Fabia som 5-dørs starter med en pris på 160.000 kr som også indeholder tre års gratis service. Indtil ny Fabia er klar, lokker Skoda med en veludstyret udgave af den snart gamle model, men man skal tænke sig om en ekstra gang, for prisen på den snart tidligere model er ikke specielt attraktiv.
