Duster som Cargo

Det vides ikke, om Dacia har hentet ideen i Danmark, men det er generation tre af en fabriksombygget Dacia Duster, som i billigste trim fås med 4×4.
Man skulle tro bilen er en ombygget dansk Dacia Duster.
Det er det ikke. Til gengæld kan vi ikke helt afvise, at ideen er dansk, men hvis det er tilfældet, ligger det en del år tilbage, for det er generation tre af en fabriksombygget Dacia Duster Van, der ser dagens lys, og bilen ventes klar til levering i slutningen af indeværende år.
Nu er der ikke det store hokus-pokus i en ombygget personbil set med danske øjne. Det er noget danske bilimportører har excelleret i i snart generationer, udelukkende med det formål, at drible rundt om danske bilafgifter, og Dacia lægger ikke skjul på, at det også er det primære formål med denne fabriksombyggede Duster Van.

Varerummet i den fabriksombygede Dacia ligner det vi kender fra Danmark. Bagsædet er erstattet med en træbund og ruderne er blændet. Mellem varerum og forsæder er der et stofnet, og det er meningen, at bilen senere kan bygges om til personbil.
Sammenlignet med den danske fremgangsmåde er der forskel. I Danmark forlanger man en fast form for skillerum mellem varerum og førersæde, sådan er det ikke i den fabriksombyggede Dacia. Her nøjes man med et net, men ellers er resten nogenlunde, som vi kender det fra danske ombygninger. Bagsædet er naturligvis fjernet, i stedet er der bygget en træbund i bilen, og man har blændet ruderne, men ikke med metal som Dacia tidligere har gjort det, og som det var kendt fra det danske marked, hvor man havde biler på papegøjeplader med bagsæde. Disse biler havde karrosseriplade i stedet for glas bag fordørene.

En tidligere udgave af den fabriksombyggede Dacia Duster Van.
Det mest overraskende ved Dacia Duster Cargo er ikke, at man fortsætter med at lave en fabriksbygget Van. Det overraskende er den mindste version, der er udstyret med 4×4 og 6-trins manuelt gear. Der er således tale om en ægte terrængående Duster, men i den billige ende, bilen er dog samtidig udstyret med vanlige ændringer til kørsel i terræn, bilen har hill-decent og fire programmer til off-road kørsel, og den primære konkurrent til denne udgave af Dacia Duster, er den terrængående pick-up, som er væsentligt dyrere både i Danmark og i det store udland.
Der hvor Dacia Duster Cargo har sine begrænsninger, er netop varerummet. Der er den størrelse vi kender fra personbilen, vi har en samlet kapacitet på 1030 liter, og så er der også en grænse for lasteevne, som Dacia oplyser til at være 410 eller 430 kg alt efter model.
På den måde har vi også fortalt, at Duster Van kommer i to varianter. Den mindste model med 4×4 og 6-trins gearkasse har 1,2 liters benzinmotor med mildhybrid, der samlet lægger 132 HK.
Topmodellen har ikke 4×4, til gengæld er det en 1.8 liters fuldhybrid med 157 HK og automatgear, og med den store forskel på de to udgaver, er det åbenlyst hvilke købere de respektive modeller bejler til.
Endelig er der alt det med det danske marked. Indtil videre er denne Dacia Van en nyhed der cirkulerer på andre markeder end det danske, selv om ideen måske er dansk. Dacia er ved at lave voldsomt om på deres danske forhandlernet. Man gør klar til at være mindre synlige, man ser i øjnene, at Dacia bliver dyrere i Danmark, og måske netop derfor, kan denne Dacia Duster Van snige sig ind på det danske modelprogram, men det kræver, at prisen er helt rigtig.

Dacia er i gang med den store omstilling på det danske marked. Dacia giver ikke rabat til det danske marked, så priserne stiger, og måske netop derfor, kan den fabriksombyggede Van få en chance i Danmark. Uden for landets grænser beskrives bilen som “meget billig”.
