Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

4. May '21 20:56 by Jørli Petersen

El-bomben

Dacia har skåret og formet den helt rigtige el-bil, bilen til den daglige transport, og bilen til det el-bilen kan, – til bykørsel.

Dacias forår rammer først Danmark i det tidlige efterår, men selv om den nye Dacia Spring enten er forsinket, eller alt for tidligt ude, bliver landets billigste el-bil et nedslag i et marked, der bliver mere og mere orienteret mod biler med en eller anden form for el-drift.

Dacia Spring er ikke kun billig, den er også anderledes. Samtidig er den en elektrisk bil, der er set helt rigtigt, og det er som om Renault, Dacia eller måske dem begge, har låst sig inde i den store tænketank, og først er kommet ud, når man har fanget det helt essentielle ved den nære fremtids elektriske bil. Bilen frem til 2030, hvor vi alle kører på brint eller noget helt andet.

Her på redaktionen er vi af den overbevisning, at Dacia har set helt rigtigt. Som det hed under den nordiske præsentation af den ny Dacia, der fandt sted i København, – så er Dacia Spring ikke bilen, hvor man skal planlægge en sommer(bil)tur til Nice eller Barolo.

Spring er praktisk 5-dørs i SUV stil uden at være det, der er plads til fire personer, og bagagerummet er ganske pænt. Farmor kan godt køres til lufthavnen.

Dermed var meldingen fra Dacia helt klar og utvetydig. Dacia Spring er en bybil. Det er bilen til det daglige behov, det er bilen til og fra arbejde, det er bilen til supermarkedet, til fodbold og håndbold, og når de daglige gøremål er overstået, ryger Dacia Spring i stikkontakten, og er mere end klar til næste dags helt dagligdags opgaver.

Den hjemlige sutsko

Dacia Spring er basisbilen. Spring er no nonsens, den bliver en tro følgesvend i hverdagen, Spring bliver lige så stor en selvfølgelig som de gode sutskoe der venter i entreen, og der er ikke for fem flade øre prestige eller for den sags skyld snobberi i Dacia Spring.

Sådan. Prisen starter ved 129.000 kr og rækkevidden er rigelig til det daglige behov. De fleste behøver kun lede efter en ladestander et par gange om ugen.

Og så er Spring anderledes på helt afgørende punkter.

Dacia sparer på de kritiske grundstoffer ved at gøre bilens batteri så afbalanceret som muligt. Ikke for lille, men heller ikke for stort. Med et batteri på ”kun” 27,4 kWh, ville vi have dømt en ny el-bil ude længe før dansk salgsstart, men ikke når bilen vejer 970 kg i køreklar tilstand, heraf er de 200 kg vægten på batteripakken, så en Dacia Spring vejer uden fører og batterier beskedne 700 kg, og her er en af hemmelighederne ved Danmarks billigste ellert.

Den anden er motoren. Igen har Dacia skåret byens kørselsbehov helt ind til benet. Det er ikke nødvendigt med en motor, der er større end 44 HK, og efter den første gang rundtur i København, er vi på nippet til at give Dacia ret, selv om vi forbeholder os den endelige mening, indtil vi set, målt og vejet Dacia Spring over et længere forløb.

Rækkevidden oplyses til 230 WLTP kilometer, som vi altid betegner som teoretiske. Dacia opgiver også 305 km som rækkevidde ved ren bykørsel, og det er jo det bilen er bygget til, og det er her vi trækker det naturlige forbehold. Det skal selvfølgelig efterprøves.

Hurtiglader kan også benyttes til Springs relativt lille batteripakke, men det koster ekstra.

 

Dacia slynger også rundt med andre tal, blandt andet mener man, at et typisk dagligt forbrug i en bil ligger på 30 km, hvis man bor i landets byer, og gør man det, kan man nøjes med at lade den nye Spring en gang om ugen.

Det får os selvfølgelig til at hive i bremsen, for hvis der er noget med el-biler vi ikke er glade for, så er det at køre elbilen ned de sidste kilometer i rækkevidde. Man ved jo aldrig, om turen pludselig går til skadestuen, eller måske til mormor, og så er det rart med nogle kilometer på tanken, men det ødelægger ikke indtrykket af Dacia Spring, der først og fremmest er ærlighed.

Her er el-bilen, som bør kunne blive solgt i stort tal.

Dacia Spring er ikke en SUV, men stilen peger i den retning. Bilen er til fire personer og har et ganske fornuftigt bagagerum. Akselafstanden på 242 cm sætter bilen på plads i ren størrelse, bilens totallængde er 373 cm, og så har Dacia udnyttet den mulighed man har, når der ikke ligger en traditionel forbrændingsmotor på tværs i motorrummet.

Igen en gennemtænkt løsning. Fast sæde med fast nakkestøtte. Ingen overflødig vægt.

Der er plads til større hjulkasser, og dermed plads til større styreudslag, og bilens vendediameter er ganske imponerende. Bilen vender 180 grader på steder, hvor alle andre må give op, den er ultra let at parkere, og selvfølgelig er der ikke noget der hedder gearskift i en ren el-bil. Det er næsten som i en radiobil i Tivoli, frem eller tilbage, og den begrænsede tophastighed på 125 km/t er underordnet, el-biler er slet ikke egnet til at køre hurtigt, hvis bilen samtidig skal have rækkevidde, men den 44 hestes motor er en el-motor, og sikrer at bilen kommer hurtigt ud af starthullerne i byerne, hvor det er tempoet til 50 km/t, der betyder noget.

Dagens billigste el-bil koster 129.000 kr, når den står klar til danske nummerplader i september. Igen er der tale om en basis Spring, men selv om Dacia kalder bilen for basis, er den ganske pænt udstyret. Man kan faktisk godt klare sig med en basis Spring, den er så den ventende sutsko, man bare tager på, uden at tænke mere og tingene, men mange vil sikkert være fristet til at nappe næste trin på stigen, hvor der ryger ekstra 10.000 kr ud af tegnebogen, og hele beløbet går til mere udstyr, hvor man bliver afsløret, om man er en fedterøv eller et luksusdyr, når man holder for rødt ved kødbyen, for tagbøjlerne, der er standard på alle modeller, har blå markeringer på basis Spring, mens de er orange på de modeller, der er begunstiget med mere udstyr, herunder en noget bedre radio, metallak og noget der er ved at være meget usædvanligt, – et reservehjul, og det er lidt sjovt, at vi skal finde denne form for selvfølgeligt udstyr i en bil, hvor der virkelig er tænkt over bilens vægt, for at finde flere kilometer i hver eneste opladning.

Type 2 ladestik, men læg også mærke til muligheden for ladestik fra en hurtiglader.

Beskeden el-motor på 44 HK, men rigeligt, hvis man holder sig inden for byskiltene.

Vi bemærkede også, at Dacia Spring er udstyret med højdejusterbare seler. Desværre en detalje, der er ved at gå noget i glemmebogen, og sammen med højdejusterbart førersæde, kan alle, uanset højde og tyngde finde en god kørestilling. Især når turen ikke er længere, end en tur rundt i byen.

Helt i tråd med tilværelsen som bybil, er det ikke muligt at få fartpilot til Dacia Spring, Til gengæld er der begrænser, så man har lidt lettere ved at undgå de lumske fotovogne, vi lægger også mærke til, at Spring kun har en enkelt visker i forruden, nøjagtigt som Mercedes 190 eller Citroen BX, der er spinket og sparet, der er tænkt så det knager, og så skal vi også tilføje, at man ikke har gjort sig voldsomt umage med at give indtryk af komfort, men igen, Spring er til den korte tur, og til den form for kørsel, er det ikke nødvendigt med en sofaekspress.

Basisudstyret på basisudgaven af Dacia Spring er overraskende højt.

Vi hylder Dacias udspil til en basis el-bil. Den er efter vor mening tænkt helt rigtigt, og den bør vælte markedet for el-biler, hvor især offentlige myndigheder synes oplagt som de helt store aftagere, også selv om Dacia Spring ikke kan opnå de efterhånden uforståelige fem Euro NCAP stjerner, som vi ikke længere forstår. Men mere om det i en snarlig og stærkt kritisk artikel.

Dacia Spring på lynvisit i København, hvor bilen er i sit naturlige element. Godt beskyttet imod den grimme landevej med masser af vind, krav om højere hastighed og det rigtigt slemme, stejle bakker.

Pin It on Pinterest