En forhenværende MPV
Hvis vi tjekker i officielle dokumenter, står Mercedes V-klasse opført som en stationcar. En rigelig stor en af slagsen, vil de fleste nok mene, mens den mere almindelige betegnelse er MPV, som i dag er en type bil, der stille og roligt er gledet i baggrunden. Se bare på Car of the Year 2025, Renault Scenic og især Espace, der har slået sine folder som MPV type, – og det er de slet ikke længere.
Derfor falder vi tilbage til en ældre betegnelse, minibus. Bilens primære anvendelse er ægte transport af mere end fire personer, V-klassen er enten seks eller syv-personers, det er en bil med skydedør i begge sider, en type bil der ofte ses ved officielle lejligheder, hvor alle andre end ministre eller kongelige, skal flyttes fra A til B, og når det er tilfældet, skal det selvfølgelig ske med en vis mængde luksus, og her kan Mercedes V-klasse være med.
Som minibus uddistancerer den alle sine europæiske konkurrenter, ingen kommer på siden af V-klasse målt på luksus, så vi skal se mod øst, nærmere betegnet til visse typer Toyota, som vi tidligere har beskrevet som det mest fantastiske i netop denne type bil.
Udligningsafgiften
Vi siger det også lige ud, vi har hygget os med V-klasse under test og gensyn. Det er meget længe siden, vi har kørt Mercedes mini-bus, og ser vi på den nye runde med V-klasse, er der både plus, men sandelig også minus i direkte sammenligning.
Plusserne kommer på alt med luksus. Den har fået en ekstra runde eller to på skruen, der er skruet op, vi har været hele vejen rundt fra materialer over samlekvalitet til selve sæderne, og der er dømt lækkerhed over hele linjen.
Vi kunne faktisk godt leve med en V-klasse hjemme i indkørslen, men vi vil selvfølgelig krympe os lidt hvert halve år, når der dukker en opkrævning fra det offentlige op i postkassen, hvor den grimme ting som ”udligningsafgift”, læs ekstraordinær strafafgift, får den halvårlige opkrævning op på den anden side af 4000 kr.
Måske derfor har Mercedes skruet ned for bilen i afdelingen for personbiler. Den er på behændig vis blevet overført til erhvervskøretøjer, selv med hvide nummerplader står den ved siden af almindelig Vito og Sprinter, selv om det er to meget forskellige biler målt på alt det indre.
Ikke spare på benplads
Testbilen er af typen lang, men det er samtidig den version, vi betegner som den mest logiske. Når man har valgt denne type bil for persontransport, er der ingen grund til at gå ned på plads i kabinen. Man skal sikre benplads og komfort på alle tre rækker sæder, og prishoppet er så lille, at det ikke giver nogen mening at vælge en V-klasse standard.
Modsat er man begrænset, når man ser på teknikken i V-klasse, og det er her vi henter en gang minus. Selv om der står 300 bag på testbilen, er det ikke en V6’er. Det var det sidst vi testede V-klasse for snart længe siden, det var en rigtig lækker 2,8 liters V6’er, som ikke længere findes på listen over mulige motorer til V-klasse. Et stort desværre.
Vi bøjer os ikke for alt det med fy, partikler og diesel, vi mener stadig, at hvis man køber luksus, har man også fortjent luksus i maskinrummet, og en 4-benet 2-liters er ikke luksus. Det er standard.
Det Mercedes så gør, er at skrue op ned for turbotrykket til den 2-liters motor, der spænder fra 163 til 239 HK. Vi kender de 163 fra varevognen Vito, mens der er en del forvirring om testbilens ydelse, for selv på Mercedes egen hjemmeside, kan man ikke blive enige med sig selv om hele banale tekniske data. Vi skal i denne forbindelse også rette en kritik mod Mercedes, for ikke at gøre det muligt for potentielle købere, at skaffe sig et overblik, og mange må gå forgæves, hvis man ledte efter noget helt konkret. Herunder denne redaktion, som måtte ty til alternative kilder, for at finde den ønskede information, og her kommer noget af det vi har tjekket.
Den 2-liters diesel i V-klasse, gør det ganske pænt. Vi kan i den forbindelse så tilføje, at dagens type V-klasse er ved at have årene i mod sig, en ny model venter ikke så langt ude i fremtiden, og med modelskifte, forventer vi også, at den nuværende 2-liters udskiftes med en anden 2-liters, der er nyeste generation diesel fra Mercedes.
Hold øje med OM
Det vi finder ganske tilfredsstillende i dagens V-klasse, er en 2-liters på 1950 kubik. En klassiker i rigtigt mange biler fra Mercedes. Nyeste nye 2-liters har en motor på 1993 kubik, og det er ikke de sidste 43 kubikcentimeter vi hylder, der er den teknik der ligger bag motoren, der har gjort den til den første 0-forurenende diesel. Motoren kendes under typebetegnelsen OM 654, den har været lagt i andre personbiler i flere år, og det er motoren man bør sikre sig, hvis man vælger 2-liters diesel fra Mercedes, og i tilgift kommer vi med en opfordring, køb endelig diesel, for denne motor er mere miljøvenlig end alle kendte benzinmotorer. Den er bare ikke anerkendt som sådan.
Derfor efterlyser vi denne motor i V-klassen, og derfor forventer vi, at det er OM 654, der dukker op i næste generation V-klasse.
Automatgearet i en luksus persontransporter fra Mercedes er naturligvis også af høj standard.
Langturskomfort
Flueben ud for automatkassen, så tilbage er kun køreoplevelsen i en klassisk type minibus med træk på baghjulene, V-klasse i type lang har en tilsvarende størrelse akselafstand, så den er ikke overraskende meget stabil ved højhastighed på motorvej, med langsliggende motor er der blevet plads til ekstra store hjulkasser, så kan kan tillade lidt større udslag fra de styrende hjul, så man på den måde kompenserer for den lange akselafstand, for V-klasse er lettere at parkere, end man umiddelbart skulle tro.
Selvfølgelig har Mercedes hældt alle mulige og næsten umulige sikkerhedssystemer i V-klasse, og her uddeler vi et minus. De mange sensorer til overvågning er alt for følsomme. Det vrimler med advarsler, der hele tiden kræver opmærksomhed, også selv om man har sluppet gassen, og sidder med højre fod forsigtigt på bremsepedalen. Det må kunne gøres bedre.
Støjmæssigt er der ikke noget at komme efter, kørestillingen i en type klassisk MPV eller minibus er anderledes, end den er i en personbil, og med et førersæde som man tilbydes i V-klassen, er vi på det niveau, hvor vi endnu engang må tilstå, at sådan en bandit ville passe ganske fortrinligt i den private indkørsel. Hvis det da ikke lige var for prisen, selvfølgelig.
Som sidste fodnote skal vi tilføje, at bilens officielle forbrugstal på 13,7 kilometer på en liter, ikke er noget problem at genskabe i virkeligheden. Der skal trædes ganske hårdt på pedalen, før vi glider under.
Mercedes V-klasse 300 D lang
Pris fra: 1.034.446 kr
Pris for testbil: 1.215.584 kr
Motor: 2,0-liter 4-cyl
9 aut 239 HK v. 4200 o/m
500 Nm v. 1600 o/m
0-100 km/t: 12,5 sek
Tophastighed: 220 km/t
Forbrug: 13,7 km/l
Kørevægt: 2482 kg
Totalvægt: 3100 kg
Trailer: 750/2500 kg
CO2: 192 g/km