Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

19. May 09:00 by Jørli Petersen

En fræk nummer fire

Toyota kommer som en klar nummer sidst med den elektriske Proace, til gengæld kan de vinde i det lange løb, for mens de andre kun giver to års garanti, giver Toyota op til næsten 11 år, og det er er for helt identiske biler.

Først kom Berlingo, siden er tre andre kommet til, og selvfølgelig skal stedbarnet i det store samarbejde om varebiler også have en elektrisk Proace, når både Citroen, Opel og Peugeot allerede har fået deres.

Det er heller ingen overraskelse, at Toyota kommer som nummer sidst. Der foreligger en fordelingsnøgle på den samlede produktion, og vi har ikke oplysninger, der tyder på en ændring i den oprindelige fordelingsnøgle.

Toyota Proace kommer både som personbil og som varebil. Sidstnævnte er målrettet de mest aktuelle købere af elektriske biler anno 2022.

 

Proace er 100 procent identisk med Berlingo og de to andre fra Opel og Peugeot, men den store udvidelse er ikke slut. Fiat er seneste mærke i koncernen, Fiat har to mindre varebiler, Fiorino og Doblo, og netop Doblo ligner det næste medlem af det, vi kan kalde Berlingo-klanen, men så er det store spørgsmål, -er produktionen på fabrikken stor nok, og hvad sker der, når den samlede produktion øges? Vil det også øge antallet af varebiler til Toyota. Vi kvitterer med et rungende – måske!

Underteksten Electric gør bilen mere sjælden. Selv om mange taler om el-biler, er salget af elektriske varebiler stadig behersket.

Toyota Proace Electric kommer i to udgaver. Som personbil og som varebil. Det er ikke alle, der sælger begge versioner, Peugeot har indtil videre valgt denne model fra, og selv om Toyotas nyhed er alt andet end en nyhed, kan den alligevel blive den store vinder, når først kommende købere får sat sig ind i de samlede betingelser.

Næsten 11 år

Det store slagnummer hos Toyota er selvfølgelig garanti, men det er også et forhandlernet, der er kendt for at ligge helt i top, når det gælder service.

Hvis vi sætter tingene på spidsen, kan vi sige: Citroen E-Berlingo, to års garanti. Toyota Proace City Electric tre års garanti som udgangspunkt, men hvis man sender sin ellert til service hos den lokale Toyota forhandler, forlænges garantien til 11 år minus en enkelt dag, hvis man gør det helt rigtigt.

Hvad vælger den kløgtige bilkøber så, når valget står mellem to helt identiske biler? To års garanti eller 10 års garanti plus 364 dage?

Som personbil satser Toyota på det praktiske, måske fordi man først og fremmest anser den elektriske Verso som den praktiske bybil.

Ok, tænker den kloge iagttager, så er Citroen Berlingo sikkert meget billigere, – men svaret er forkert. Ny elektrisk Proace som varebil er 1000 kr billigere end Citroen E-Berlingo, 9000 kr billigere end Peugeot e-Partner og 15.000 kr billigere end Opel Combo-e. Alle priser er før moms, og det er listeprisen for den billigste udgave af de fire biler.

Samme undersøgende læser kan så tænke: Der er forskel på bilerne udstyr, og det er helt korrekt.

Det overraskende udspil fra Toyota er basismodellen med betegnelsen Base+. Denne model er sammensat med særligt henblik på de mest aktuelle købere, – de offentlige myndigheder i bredest mulig forstand, men det er især landets kommuner, der køber el-biler.

Berlingo med Toyota skilte for og bag, har klassisk tophængslet bagklap når den er en personbil. Bagklappen er stor som en mindre ladeport.

Samme kommuner forlanger ruder i bilen, og derfor er der glas hele vejen rundt i Toyotas basismodel. Modsat vil en dansk håndværker have så lidt glas til varerummet som muligt. Man ønsker ikke at skilte med det værktøj, der måtte ligge i bilen, så håndværkeren køber model Comfort, som ikke har ruder i varekassen, til gengæld er der en masse andet udstyr, og før man helt kan sammenligne de fire biler, skal man starte det store regneark, men Toyota satser tydeligt på de offentlige købere, så hvis Toyota kan få biler nok, kan man snuppe en god del af dette marked.

Mindre luksus

Modsat er Toyota mere sparsomme med udstyr til Proace City Verso. Denne kopi af Berlingo har ikke samme topudstyr, som vi ser hos de andre mærker, der er ikke en model elektrisk Verso med stort glastag og det absolutte topudstyr, Toyota satset på et pænt basisudstyr, og spørgsmålet er vel mere, om Toyota har set rigtigt, når man betragter den elektriske City Verso, som bilen til alt det praktiske i byerne, men det med toplukus er mindre aktuelt.

Den elektriske Verso i basisversion koster 300.000 kr minus hundrede kroner. Bilen har selvfølgelig skydedør i begge sider, den er 5-sædet, og i modsætning til varebilen, er bagklappen på personbilen en rigtig tophængslet bagdør, hvor alle varebiler har to-delt sidehængslet bagdør.

Med og uden. Hvis den elektriske varebil er uden ruder i varerummet, er det de-luxe modellen, mens basismodellen har ruder hele vejen rundt.

Som en ægte børnebus er der Iso-fix ved alle pladser på bagsædet, sikkerhedsudstyret er på plads, fartpiloten har fartbegrænser plus en masse andet praktisk udstyr.

Mange bilmærker lider i øjeblikket af leveringsproblemer, så kan Toyota i det hele taget levere den nye elektriske Proace?

Svaret er indtil videre positivt. Bilen har salgsstart i juni måned, der er allerede et mindre antal biler i landet på det tidspunkt, men ellers melder Toyota om levering i august, ligesom man netop nu lover en ventetid på ikke længere end tre måneder.

Man skal se på den midterste del af rattet, for at fastslå bilens mærke, for der er lige nu fire helt identiske biler. De fire adskiller sig kun på pris, udstyr og garanti.

Pin It on Pinterest