Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

12. March '20 19:38 by Jørli Petersen

En ny klassiker

Ny Toyota Supra GR er ikke en 100 procent ægte Toyota. Selv om man er så stor som Toyota, kan man ikke sælge så mange biler, at det giver overskud. Derfor må man finde partnere.

Vi har tidligere budt Toyota Supra meget mere end velkommen, rent faktisk tør vi godt sige, at noget sporty fra Toyota har været voldsomt savnet, og nu har man tilsyneladende fundet en vej til nogle attraktive topmodeller, og vejen hedder samarbejde.

Den mindste sportsvogn fra Toyota er identisk med en tilsvarende model fra Subaru, og Supra er blevet en realitet i samarbejde med BMW. Udviklingsarbejdet har bestået af basiskomponenter, platform, motor og andre ikke synlige dele er identiske, men Toyota og BMW er gået hver sin vej.

Kompakt men faktisk med bedre plads end man lige skulle tro.

Hos BMW hedder resultatet Z4, en åben sportsvogn med kludetag hvor Toyota har valgt den lukkede sportsvogn, og når komponenterne er så ens som det er tilfældet, og udgangspunktet er det samme, bør det give et ganske stort plus til Toyota, for med fast tag og dermed et solidt kryds over bilen, bør det give et mere stift karrosseri som igen betyder bedre køreegenskaber.

Heldigvis er Supra GR den klassiske sportsvogn. Langsliggende frontmotor og baghjulstræk med en vægtfordeling på 50/50, den helt rigtige opskrift på en klassisk sportsvogn. Herfra skal Toyota kvaje sig gevaldigt, hvis ikke resultatet skal være godt, og det gør man heldigvis ikke.

Størrelsen

Prisen for nyeste udgave af Toyota Supra GR er en million gode danske afgiftskroner. Ikke en vild, opskruet pris, prismæssigt er ny Supra mere attraktiv end den tidligere model, og sammenligner vi Supra med oplagte konkurrenter, er Supra ikke så stor som mange tror.

Her er et meget stort plus ved Supra GR, en 6-benet række på 3 liter.

Med en akselafstand på 247 cm, er Supra noget mindre end det vi normalt kalder super-sportsvogne, dog med en enkelt undtagelse. Supra er målmæssigt næsten identisk med Porsche Boxter og ikke mindst 911, Boxter har 248 cm mellem akslerne hvor 911 måler 245 cm, og er således en sjat mindre end Supra.

Kort akselafstand har stor betydning for det man kalder handling, og her er Supra i meget høj klasse. Den rigtige vægtfordeling og de 340 HK fra den potente turbomotor går op i en højere enhed, når man kobler alle de obligatoriske anti-systemet fra. Pludselig skifter bilen karakter til det bedre, man kan køre sjov og man kan køre bredt med Supra, samtidig med man har en opfattelse af, at der er kontrol over tingene.

Når vægtfordelingen skal være perfekt, flytter man på ting og sager. Dette pluspunkt afslører, at bilens batteri er gemt midt i bilen.

At Supra også er en bil man ”tager på” frem for at sætte sig ind i, gør oplevelsen bedre. Der er kompakte mål rundt om de to siddepladser, takket være gode reguleringsforhold, kan de fleste finde en god kørestilling, og sæderne er lækre med støtte de rigtige steder.

Skal vi endelig sætte et lille spørgsmålstegn ved Supra, lander vi på den 8-trins automatkasse fra ZF. En rigtig lækker gearkasse, men selv om vi kører i ypperste sportsmode og styrer gearkassen manuelt, arbejdet vi fortsat med begrænsninger og vinduer for betjening, og her kunne Toyota måske have gjort det lige en bid bedre, – indrømmet, vi er helt ude hvor det også handler om smag og behag, men den helt ægte sportsvogn har manuelt gear, man har fuld kontrol over bilen, indtil en beskyttende omdrejningsbegrænser sætter låg på festlighederne.

Serieproduktion

Tre ting henter ekstra mange point under test. Først og fremmest den 6-benede rækkemotor. Vi er meget stor fan af netop denne type motor, som både har fordele og ulemper, fordelene er motorens gangkultur og balance, det kan kun gøres bedre, hvis man skulle finde på at lave en 8-benet rækkemotor ..???… så vi opgiver at finde det der er mere lækkert (ikke bedre), men det handler også om lyd og respons, når motoren ligger i en sportsvogn.

Der er mange lækre detaljer i designet. Læg mærke til bølgeformerne på taget.

Lyden er lige i skabet og motorens respons er flot, selv om der er tale om en turbomotor, som altid har en eller anden grad af turbotøven, men det er ikke noget man bemærker i Supra. Læg også mærke til motorens flotte moment, der ligger konstant fra 1600 til 4500 omdrejninger, hvor de mange heste efterhånden er klar til at tage over, -det er en fin helhed Toyota har lagt i Supra.

Det næste der henter bunkevis af point og ros er bilens handling. Selv som almindelig hverdagsbil, hvor man bare kører i hverdagsmode, kan man godt få lidt underholdning ud af bilen, og slår man det hele fra, er vi klar til en sjælden og underholdende oplevelse.

Lækre sæder og god oversigt over begivenhederne.

Endelig skal vi selvfølgelig sende ros til bilens design. Den har både klassiske kvaliteter, samtidig med den viser hvornår den er designet. Hvis vi gør frontdesignet mere enkelt på dagens Supra, ligner den til forveksling det tidligere Supra design, det amerikanske forslag til design der tabte til det japanske design, da den tidligere model Supra skulle vælges. Vi foretrækker klart denne type Supra, og læg især mærke til de små detaljer, – detaljer som formen på bilens tag, hvor to buler understreger, hvor bilens passagerer bør befinde sig.

Trykknapper der skifter fra hverdagskørsel til det rigtigt sjove.

Og prisen: Er bilen pengene værd? Svaret er et høj og rungende ja, og det gode ved Supra GR er også, at den forbliver i produktion, så hvis du vil køre festligt med alle de rigtige egenskaber, så er vejen til den lokale Toyota pusher ikke til at undgå. Målt på pris er Supra, BMW Z4 og Porsche Boxter direkte konkurrenter, og vores valg falder på Supra.

Toyota GR Supra 3,0

Pris: fra 1.009.990 kr

Supra er udviklet i samarbejde med BMW, men resultaterne er forskellige. BMW valgte en åben Z4, Toyota holder sig til den lukkede sportsvogn.

Pris for testbil: 1.029.978 kr

Motor: 3,0-liter 6-cyl

8 – aut

340 HK v. 5500-6500 o/m

500 Nm v. 1600-4500 o/m

0-100 km/t: 4,3 sek

Tophastighed: 250 km/t

Forbrug: 12,2 km/l

Kørevægt: 1390 kg

Totalvægt: 1815 kg

Trailer: 0/0 kg

CO2: 188 g/km

Pin It on Pinterest