Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

13. October 14:54 by Jørli Petersen

En stjerne (gen)fødes

Cupra i den absolutte topversion vender tilbage, efter at have været ude af markedet siden 2023.

Cupra er et af de bilmærker, der har travlt med at sende el-biler ud på det danske marked. Det samme gør sig gældende for alle andre mærker i koncernen, men pludselig kom den gode nyhed.

En nyhed der er et herligt lys i den grumsede verden af meget ens og upersonlige ellerter.

En Cupra Formentor VZ5!

Vi kan samtidig konstatere, at denne model Cupra skal produceres globalt, eller er det en fortalelse fra spin-kontoret, for det er vel mere korrekt at påstå, at bilen skal sælges i alle de lande, hvor Seat eller Cupra er repræsenteret, men den lidt triste nyhed er også, at produktionen kun kommer til at bestå af 4000 eksemplarer.

Sid behagelig, men du skal også sidde med støtte de rigtige steder.

Hvorfor er vi så pludselig blevet næsten overdrevent begejstret for Cupra VZ5. Først og fremmest fordi der er tale om en genfødsel. Samme VZ5 blev lanceret første gang i efteråret -21 og den blev trukket fra markedet to år senere, i efteråret -23, men efteråret 2025 er tidspunktet, hvor den vender tilbage, og et kæmpe hurra for det.

Bilen er Cupra Formentor, som har en historie med 1,5 motorer, med 2,0 TDI og TSI-maskineri, men også i en 2-liters VZ version med 310 hårdt pumpede turboheste, men topmodellen er ubetinget den 5-benede 2,5 liters VZ5, der både i tidligere og nu i den fornyede version kommer til at lægge 390 HK og 480 Nm.

Motoren er en kendt 2,5 liters række fra VW-koncernens ganske mange hylder med alle mulige motorer, for at blive i det 5-benede, kan vi også ruske en VR5 ud fra skyggerne, så koncernen har lang erfaring med 5-benede, og den er i næsten alle tilfælde en herlig sprød sag, uanset hvilken bil der ligger i, om den skal forbrænde olie eller benzin, eller hvor mange hypheste man forlanger af den givne model.

Her kan man tydeligt se en af de særlige detaljer ved Formentor VZ5. En udstødning af kobber.

Når vi er særligt begejstret for Cupra Formentor varianten, skal man lige kikke på motorens data. De 390 HK er på plads fra 5700 omdrejninger op til det maksimale, der er 7000 snoninger, samtidig kan man hente samtlige 480 Nm allerede ved 2250 omdrejninger, og der er max trækkraft helt op til netop 5700 omdrejninger, hvor alle de mange heste er røget af stalden, så vi taler om en meget velopdragen motor helt uden huller i den effektive trækkraft.

Det er heller ikke gearkassen, der er med til at lægge begrænsninger på bilen, VZ5 er udstyret med en 7-trins DSG, bilen trækker på alle fire, men ellers er den bortset fra fintuning af undervogn og noget anderledes bremser en næsten helt almindelig Formentor.

Så vil den vakse læser selvfølgeligt tro, at vi har glemt andre sjove data, men nej. 0-100 er overstået på 4,2 sekund, bilen er begrænset til en tophastighed på 250 km/t, men den begrænsning kan fjernes med lidt fiflen med motorstyringen, og hvad så med benzinforbruget, vil benzinbilernes fjende nummer et – De Radikale – sikkert påpege. Det er lige omkring 10 km/l, og for at få partiets benzinfjendtlige politikere helt op i det røde felt, kan vi sige 230 gram CO2 for hver kørt kilometer, og så ikke et ord om De Radikales tidligere forkvinde – der har en ganske lækker ægte veteran holdende i garagen. En lille 2-personers åben herlighed, som kun luftes få gange årligt, bedyrer samme politiker, når samtalen peger i retning af denne ægte veteran, der både kræver bly i benzinen og slet ikke aner, hvad en katalysator er for en genstand.

Hvad skal man så især lægge mærke til i denne super Formentor, der kommer til Danmark i foråret 2026. Vi kender ikke antal og pris, men hvis du er interesseret, er det med at blive skrevet op hos den lokale Seat- Cupra pusher, hvor du kan høre meget mere om udstyr, om skålformede sæder, og husk også at spørge til den meget anderledes diagonaludstødning, der er fremstillet i kobber, hvilket ikke gør den billigere.

Fik vi nævnt vægt/effekt forholdet. Sikkert ikke, men det er 4,1 kg til hver af de potente heste, og vi behøver vel ikke sige det, – vi glæder os til denne Cupra er tilbage i Danmark.

VW koncernen har en lang historie med 5-benede motorer, men de fleste vil nok tænke på Audi, når vi siger 5-cylindret, men her ser vi den 2,5 liters rækkemotor i en overordentlig fornem udgave.

Pin It on Pinterest