Endnu bedre CX-5
Mazda CX-5 er langt fra en gammel slæde. Forgængeren og den første CX-5 er fra 2012, men allerede i 2017 har Mazda sendt en opdateret version på gaden, og man er slet ikke færdig med at forvandle og forbedre programmet. Flere varianter af CX-5 face-lift er på vej, men når man skal vurdere den nye udgave af CX-5, er det vigtigt at understrege, at hele platformen under bilen er nøjagtigt den samme som på model 2012, og motorprogrammet er indtil videre også det samme.
Det sidste er vi slet ikke kede af, for Mazda har noget af det mest lækre og teknisk raffinerede man kan finde i denne og noget højere prisklasser, og så kan vi gentage det samme som vi gjort for få linier siden, understrege, at der er mere og bedre på vej.
Når vi kan sige uændret motorprogram, er det fordi Mazdas 2,2 diesel for længe siden overholdt de Euro 6 krav der trådte i kraft i 2015, så Mazda kørte bare helt upåvirket videre, mens andre kæmpede med diverse former for kunstgreb for at klare Euro 6, så det eneste sted vi kan prikke lidt til Mazda og deres teknik, er til det automatgear, der sidder i CX-5.
Ikke at det er dårligt, vi prikker fordi Mazda ikke er så langt fremme som mange konkurrenter, den 6-trins gearkasse fungerer glimrende, men det kan gøres endnu bedre, og når Mazda viser det næste og helt nye i motorteknik, kan vi være heldige og finde en ny automatkasse hængende på den nye type motorer, som på mange måder vil være en revolution.
Mærkets identitet
Når man ser ny CX-5, er det især det udvendige der falder i øjnene. Fronten er næsten en let tilpasset version af den mindre CX-3, det er en tydelig signatur Mazda har udviklet, og man er ikke i tvivl, når man møder en Mazda.
Generelt har Mazda givet bilen en opdateret profil, den har fået opdateret sikkerhedsudstyr, man har fået finpudset en lang række detaljer på bilen, og så er kabinen også blevet opdateret, så den nu er blevet endnu bedre end tidligere.
Vi lægger især mærke til en usædvanlig støjsvag kørsel. Det er ujævn asfalt der giver støj i kabinen, ikke motoren, vi mærker ingen vindstøj, og efter et besøg i den lokale vaskemaskine var vi overrasket over at finde lidt vanddråber øverst på venstre fordør, så vi tog endnu en tur på motorvej, og lyttede efter godt efter den vindstøj, som vi ikke havde bemærket, – igen uden resultat.
Den høje komfort styrkes yderligere med rigtigt gode sæder, man finder uden problemer den kørestilling, der passer perfekt, head-up display og meget andet styres fra den store centerskærm, hvor Mazda som så mange andre bilmærker har egne metoder og ”underligheder”.
Let fedekur
Vægten på face-liftet CX-5 er steget en anelse. Hele vægtforøgelsen er gået til udstyr og sikkert til ekstra isolering og polstring, men det er en topmodel med 4-hjulstræk og automatgear, så man mærker ikke den øgede vægt, og motoren er helt og aldeles ligeglad, den knurrer bare lystigt under alle forhold, og for en gang skyld går vi let hen over den lækre dieselmaskine, som har et usædvanligt højt kompressionsforhold, en anderledes opførsel ved koldstart og meget mere, men vi vil da ikke undlade at hylde Mazda for deres 2,2 motor, og læg mærke til cylindervolumen, for de mange kubik er med til at gøre CX-5 til noget særligt og ekstra lækkert.
Vi har også en kraftigt mistanke om bilens kvaliteter foran en større trailer eller campingvogn, med 2000 kg som det størst tilladte er det også fristende at bruge CX-5 foran en hestetrailer, og foruden opsætning af undervogn er det især motoren, der gør CX-5 til noget ekstra lækkert, når der skal køres med trækkrog.
Den daglige kørsel giver også plusser på testkontoen, vi giver solide point til en let og ganske præcis styring, og selv om CX-5 hører til i den lidt større SUV-klasse, er den overraskende adræt på den snoede sognevej. Faktisk er CX-5 så let og velafstemt, at vi næsten fik lyst til at tage en tur rundt om bilen, blot for at være helt sikker på, at vi ikke havde taget den mindre CX-3 ved en fejltagelse, men den indvendige mængde plads talte sit tydelige sprog, så Mazda har forbedret en i forvejen rigtig god bil til en endnu bedre, og det vel ikke så ringe endda.
De små henvisninger til ny teknik handler om en ny topversion med 2,5 liters benzinmotor, en model der allerede kører i Japan og USA, en 4-cylindret motor der give pause til en eller flere cylindre, når de ikke er nødvendige, og så er der jo 2018, hvor vi sidst på året skal se den første benzinmotor fra Mazda, der kører ”næsten” uden tændrør. En helt ny type motorteknik som først kommer i næste generation CX-5. Tror vi.
Mazda CX-5 2,2 150 AWD aut
Pris: fra 292.133 kr
Pris for testbil: 417.188 kr
Motor: 2,2-liter 4-cyl
6-trins aut
150 HK v. 4500 o/m
380 Nm v. 1800-2600 o/m
0-100 km/t: 10,1 sek
Tophastighed: 200 km/t
ECE-snit: 17,9 km/l
Kørevægt: 1605 kg
Totalvægt: 2143 kg
Trailer: 750/2000 kg
CO-2: 147 g/km