Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

16. April '21 09:42 by Jørli Petersen

Europæisk kikstart

Toyota er klar med deres fuldt elektriske udgave af Proace. En 100 procent el-bil med totalvægt omkring de 3000 kg, men også en varebil med en fornuftig rækkevidde.

Toyota har slet ingen el-biler. Lidt endnu holder man sig til hybrid af flere typer foruden brint selvfølgelig. Men intet varer som bekendt evigt, og når Shanghai Motorshow slår dørene op til nok en gang publikumssucces, trækker Toyota tæppet væk fra mærkets første 100 procent el-bil.

Men der er noget galt. Toyota i Japan ser tilsyneladende helt uden om de fuldt elektriske biler med Toyota skilt, der flere uger før det elektriske tæppeløft i Kina, kører rundt i København og nærmeste omegn.

Bilerne er på belgiske nummerplader, de er kun på kort visit, men allerede i maj måned, kan Toyota levere de første Toyota Proace Electric til danske købere, på det tidspunkt er den kinesiske biludstilling kun lige lukket, så det er lidt usikkert, hvordan man skal håndtere de to nyheder. Fuldt elektrisk Toyota på visit i Danmark og en afsløring af mærkets første el-bil i Kina i slutningen af april?

Selv om man kører el-bil, er der ingen grund til at gå ned på udstyr. Handskerummet har køleanlæg, så madpakken har gode kår indtil der står frokost på dagsbefalingen.

Man kan ikke engang undskylde sig med, at der er tale om en varebil, for Proace Electric kommer også på hvide nummerplader med sæder fra for til bag, men bilen er ikke en helt ægte Toyota. Proace Electric er som andre biler med navnet Proace en bil, der er bygget sammen med andre, og både Citroen, Opel og Peugeot har vist deres udgave af Proace Electric.

Alt godt fra Frankrig

Opskriften på Toyotas elektriske varebil er nøjagtigt den samme, som den er på de tre kusinemodeller. Det er standard fransk opskrift på el-bil, en motor på 136 HK som det maksimale, mens resten handler om, hvor mange batterier man har stablet sammen under bilen.

Proace Electric kommer med batteripakker på 50 og 75 kWh, nyttelasten er på 1000 kg, og som det er tilfældet med de øvrige biler fra samme fabrik i det nordlige Frankrig, er det bilen med den mindste batteripakke, der kan præstere den højeste totalvægt med 3100 kg.

Den anden gode nyhed for Toyotas første ellert i det hele taget, er påhængsvægten. Max trailer er 1000 kg, vi har ikke tal der viser, hvor meget de ekstra 1000 kg på krogen påvirker bilens rækkevidde, men vi kan oplyse, at den officielle rækkevidde efter WLTP normen er 330 km for den store model, og her er så, hvad vi oplevede med den første fuldt elektriske Toyota.

Varekassen og faciliteter i den elektriske Proace er helt identisk med det vi kender fra dieseludgaven.

Dato for test. Den 13. april, start for kørsel 10.30, udendørs temperatur plus 8 grader, ikke meget vind og en enkelt minimal byge på turen men tør vejbane.

Start med rækkevidde på 330 km fra Dynamovej. Herfra udfordrede vi det store trafikale kaos på Ring III mod syd, vi stod af i Brøndby hvor vi kan finde et lille åndehul, der ligner dansk landevej, derefter på Vestmotorvejen for at køre bilen i den type trafik den gør bedst, bykørsel ad Folehaven, en rundtur i Sydhavnen, over Københavns Havn, forbi Hovedbanen og Tivoli, videre ad H.C. Andersens Boulevard med et kort stop for lidt foto ved det gamle Bella Center for foden af Bellahøj.

Herfra retur gennem tunellen, videre af Hareskov motorvejen, af på Ring III og tilbage til Toyota på Dynamovej. Hvis du er kendt i København, har du en fornemmelse af den kørte strækning, og du ved, at den ikke er på 120 km, som er det tal rækkevidden faldt på den første tur med Proace Electric.

Leasing og størrelse

Vi kørte meget lidt kørsel af type landevej, få kilometer motorvej med begrænsning af hastighed på 90 km/t på en god bid af strækningen, mens resten af ruten er bilens foretrukne type kørsel.

Det man skal være opmærksom på med elbiler, er ”koldstart”, som er noget andet i en el-bil. Her handler det om at få varme i bilen, de første 15 km i rækkevidde er tabt, inden man har stavet til Ib, og når vi går op i vilkår for kørsel, er det fordi vinter og kulde er elbilens fjende nummer et.

Alle officielle data på en elbil er baseret på en god dansk sommerdag, en dag med plus 25 grader og nul vind, mens 10 graders frost i februar giver helt andre resultater. Også når vi taler ladetider.

Toyota Proace Electric leveres med to gange kabel. En såkaldt mormorlader, som er anderledes i Danmark, hvor man er begrænset af det danske stærkstrømsreglement, derfor er den danske mormorlader nedsat til det der svarer til den gamle type 6 A sikring, hvor samme mormorlader købt i Sverige eller Tyskland lader med det der svarer til 10 A.

Toyota har bedre garanti end sine samarbejdspartnere, men når det handler om nye elektriske varebiler, er det oplagt at lease firmaets praktiske gris, og leasingpriserne bliver helt afgørende for salgstallene.

Derfor dur mormorlader ikke til el-biler i Danmark. Det er og bliver en nødløsning, og de officielle ladetider er afslørende. Med mormorlader tager det lidt mere end 54 timer af lade bilens batteri, hvis man vælger Proace med det store batteri, og vi kan ikke anbefale andet.

Med 11 kW vægboks falder tiden til 7 timer, 50 kW hurtiglader korter tiden til 1 time og 15 minutter, men disse tal er idealtider. De virkelige tal vil være anderledes, for alle opladninger påvirkes af den tilgængelige mængde energi i de såkaldte hurtigladere, dernæst handler det om dagens klima, og vi har allerede godt kendskab til de ladesystemer, der findes i el-biler fra PSA, så vi maner til forsigtighed.

Proace Electric kommer som nævnt med to størrelse batteripakke og i to længder. Basisudstyret er fornuftigt, og så starter priserne ved 260.000 kr før moms, og indtil videre produceres der så få el-varebiler, at man ikke skal regne med de rabatter, man kan opnå på traditionelle varebiler.

Kort før salgsstart i maj måned, er Toyota klar med pris på leasing, og leasing ligner den helt oplagte løsning til firmaets første el-bil, for ingen kender afskrivningen på el-biler. Hvad er brugtprisen om tre, fire eller fem år?

Proace Electric kommer også som chassis til opbygning af lad, men i denne udgave kan man kun få den lille batteripakke, men hvilken af de fire elektriske varebiler med brugbar rækkevidde ligger til den danske højre fod.

Fransk pakkeløsning i Toyotas nyeste varebil, der også fås som chassis.

Citroens priser starter ved 230.000 kr. Peugeot ved 235.000 kr, mens Opel for samme bil starter ved 270.000 kr. Toyota holder til i toppen med de 260.000 kr, hvor alle priser er før moms, der kan være lidt forskel i udstyr, Toyota har lidt mere som standard, men det hele handler om den leasingaftale, der kan strikkes sammen.

Det var oplagt at fremhæve Toyotas bedre garanti, men når der tales om leasing med tilhørende serviceaftale, er alt med garanti og levetid på batteriet af underordnet betydning.

Budskabet er derfor, at vi i midten af maj måned har fem varebiler i denne klasse, der kan bruges til noget fornuftigt, og når vi taler fornuft, handler det fuldt og helt om rækkevidde og om en el-bil, der også kan bruges om vinteren.

Toyota slår på stortromme i Kina. Her viser man officielt mærkets første rene el-bil, men længe før den officielle afsløring, kører der allerede fuldt elektriske Toyota el-biler rundt i Danmark, og de kan leveres til danske købere fra maj måned.

Pin It on Pinterest