Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

20. September '20 18:23 by Jørli Petersen

Farvel til Opel

Det er med stor sandsynlighed den sidste Astra, der kan kaldes for ægte Opel. Når der næste gang vises en ny Astra, vil bilen have en længere stribe fætre og kusiner.

Den sidste udgave af Opel Astra er på mange måder den sidste bil, vi kan kalde en ægte Opel. Med god hjælp fra kinesiske aktionærer, er Opel nu en del af PSA gruppen, og hvor PSA vendte op og ned på den nye model Corsa, har man ladet den opdaterede Astra være nogenlunde i fred, også med et nyt motorprogram, hvor to af tre nye motorer er ægte Opel.

Vi kipper ikke med flaget for Opels nye motorprogram. Hele molevitten består af 3-cylindrede motorer, og dermed nåede Opel også at slå ind på den noget kedelige bølge, før der blev lukket og slukket for ægte Opel, men helt uden fransk indflydelse er ny Astra ikke. De såkaldte folkemodeller har den kendte 1,2 motor fra PSA, mens topmotoren i Astra er Opels egen, en 3-cylindret motor på 1342 ccm der lægger 145 turboheste, og så behøver man ikke være spåmand for at forudsige, af en af de to benzinmotorer får et ganske kort liv.

Vi tror selvfølgelig det bliver den tyske 1,3 motor, som Opel selv beskriver som 1,4, men vi har før set, at sproglige studenter står for regnearbejdet, når der skal afrundes tal, men det er vel ikke typisk tysk, at man ikke er grundig med data og tal.

Klassisk Opel med en god bunke tryk- og skrueknapper, der gør den daglige brug let og enkel.

Når vi har krydset klinger med Opels nye 3-cylindrede, og med tiden har fået et indgående kendskab til PSA’s motor af samme konstruktion, kan vi kun pege på den tyske, som den bedste af de to. Vi nægter fortsat at tale om motorkultur i en 3-benet, men Opels er et hak bedre, man har gjort mere ud af denne konstruktions svage punkter, så nok engang kunne det godt se ud, som om det nye store samarbejde kommer til at koste endnu en Opel motor livet, selv om det objektivt set er forkert.

Sammen med ny Astra, er der også en ny motor, som igen kan blive den sidste motor der kan kaldes ægte Opel.

Hvordan det ser ud når man sætter hele produktionen op i et regneark, er sikkert ikke overladt til de tidligere nævnte studenter, her handler om kolde franske frank og kinesiske ying-yang, så 1,2 kører videre, og vi tror heller ikke på noget langt liv for Opels nye 1,5 diesel, som vi tidligere har haft under behandling.

Den tyske arv

Opels historie har været noget omtumlet, det tyske mærke overgik til amerikanske ejere efter WWII, men man fik lov til at opretholde en tysk kultur og metode. Den linje kan vi allerede se ændret, og mens vi forudser Opels nye 1,4 motors endeligt, gør det ikke så meget, at det samme sker med Opels nye automatgear til Astra, som er et automatgear af CVT typen.

Man kan måske forstille sig PSA bruge denne gearkasse i noget hybrid af en eller anden art, men indtil videre er der ikke udsigt til noget CVT. PSA bilerne med Plug-In bruger den kendte og meget lækre 8-trins automatkasse, som vi har skamrost snart mange gange, og vi ser gerne, at denne gearkasse bliver lagt efter Astras nye 1,4, men det sker nok først, når der er to torsdage i samme uge.

Vi ved selvfølgelig ikke, hvad Opel havde af planer med den 1,4 motor, som man akkurat nåede at udvikle, før Opel skiftede fra tysk til fransk. Et godt bud vil være denne motor i flere varianter, som man ser det hos andre bilmærker, men nu nøjes man med at gøre motoren til en topmodel, samtidig med det er den eneste løsning, hvis man ønsker Astra med benzinmotor og automatgear, men igen må vi lidt nødtvungent indrømme, at Opel har gjort sit arbejde godt, igen har man forsøgt at minimere de svage punkter ved CVT kassen, men selvfølgelig kan man bringe systemet i affekt, og få den til at hyle op i omdrejninger, som er typisk for denne type automatgear.

Selv automatgearet i ny Astra er nyt, og med nyt mener vi ægte Opel. Der er tale om et automatgear af CVT typen.

Opel mener så, at man med CVT automatgear er med til at gøre bilen næring med de gustne CO2 dråber, men det er lidt vanskeligt at afgøre, da vi ikke ser motoren i anden aftapning end denne ene, hvor den kører med tilhørende automatgear, men vi kan konstatere, at denne top Astra kører 17,5 officielle kilometer, hvor samme bil med 1,2 motoren med samme ydelse men med manuel 6-trins gear kører 18,9. Vi kan konstatere, at vi er ganske godt tilfredse med det vi kunne hente ud af bilens samlede økonomi, den lever ganske godt op til det Opel lover i den glittede brochure, men det samme gør 1,2 motoren, når vi har haft den til test, så hvor meget og hvor lidt der handler om automatgear, bliver spørgsmålet stående som ubesvaret.

Som afslutning skal vi nok engang tale om Astra og dens køreegenskaber. Det er det klassiske tyske indtryk vi har af Astra, det er det lidt konservative vi oplever, men det er på den gode måde. Hos Opel har man ikke sagt ”wir schaffen das”, man laver først noget, når man ved hvordan det fungerer, sådan har det været med Opel i en længere årrække, men nu blæser nye vinde hen over Opels modelprogram. Mange kendte modeller er pist borte, flere rigtigt gode motorer er røget samme vej, så hvis du vil have noget helt ægte Opel, er det ved at være tid, for den næste Astra vil være meget nært beslægtet med en 308, en C4 og måske den næste Fiat Tipo.

Opel Astra 1,4T 5-dørs

Pris: fra 199.990 kr

Klassisk 5-dørs Astra, som imidlertid har meget stor succes som stationcar. Det vildt underlige ved denne udgave af Astra, er trailervægten. 190 kg både med og uden bremser. Årsagen til den manglende trailervægt er bilens automatgear.

Pris for testbil: 346.990 kr

Motor: 1,4-liter 3-cyl

aut type CVT

145 HK v. 5500 o/m

236 Nm v. 1500 o/m

0-100 km/t: 9,8 sek

Tophastighed: 210 km/t

Forbrug: 17,5 km/l

Kørevægt: 1345 kg

Totalvægt: 1845 kg

Trailer: 190/190 kg

CO2: 131 g/km

Pin It on Pinterest