Fiestas egen jungle
Topsælger og populær bil i Danmark snart gennem generationer, og ny Fiesta er tro mod sine aner, og meget af det man kender fra Ford, stikker tydeligt næsen frem i Fiesta, som har sendt en lidt anderledes model på gaden, en såkaldt Active, som godt må minde lidt om en aktiv fritidsbil og måske endda trækker lidt tråde til en rigtig SUV, men som det er tilfældet med mange andre biler, skal man være opmærksom på den udvikling man udløser på prislisten, så snart der er tale om en lidt speciel model, men også hvis man hælder en god portion ekstraudstyr i bilen.
Lad os derfor lægge ud med det lavpraktiske. En Ford Fiesta fås fra lidt mere end 130.000 kr med nummerplader og fem liter benzin i tanken, altså helt køreklar, men Fiesta model Active koster omkring de 200.000 kr som udgangspunkt, og hvis man så sætter pris på det udstyr vi kan notere i testbilen, er prisen strøget op på den forkerte side af 250.000 kr, og så kan man stille det helt naturlige spørgsmål: Hvad kan man ellers får for den kvarte million kroner?
Fiestas specialitet
Nu er det ikke alt at trække ned i en vurdering af en bil. Fiesta er selvfølgelig mere end pris og udstyr, den er også alt det helt basale med køreegenskaber og oplevelsen bag rattet i Fiesta, og på den front ligger Fiesta helt fremme i sin klasse, der heldigt for Fiesta, er en meget populær størrelse bil i Danmark, som er blevet endnu mere populær, efter man har reduceret lidt på de danske bilafgifter, så de små micro-dytter er skrumpet i rene salgstal.
Køreoplevelsen i Fiesta er først og fremmest bilens styring. Det er åbenlyst, at Ford har gjort sig umage med at lave en ganske skarp og præcis styring, så den potentielle køber kan blive begejstret, når der prøvekøres flere biler i samme klasse før køb, det kan ikke undgå at falde i øjnene, og hvis man så giver bilen lidt (begrænset) gas, vil man også få fornøjelse af den opsætning man har givet undervognen.
Vi krydser ingen grænser eller hælder for meget på tanken hvis vi siger, at Ford Fiesta har en af klassens mest sporty køreegenskaber, den er en af de biler med de klart bedste køreegenskaber, så alt burde jo være den rene fryd og gammen, men vi har selvfølgelig også lidt grus at kaste i maskineriet, og netop maskineriet er en meget præcis hentydning.
3-cylindret øv
Fiesta fås heldigvis med flere typer motor. Billigste maskine er en mere traditionel 1,1 liters uden nogen form for spræl eller underholdning. Testbilen var udstyret med den motor, Ford er blevet alt for glad for de senere år, den 1-liters 3-cylindret tilsat turboladning, og testbilens påstod at kunne tælle til 125 på skalaen for heste.
Længere oppe i modeprogrammet findes mere underholdende motorer, dem vender vi tilbage til i en senere test, men der er også 1,5 liters diesel, og vi drister os til at sige, hvis du på nogen måde kan finde anvendelse for en diesel, så tøv ej. Køb en ordentlig maskine, for 1-liters har en række ulemper, som man ikke kan se bort fra, selv om Ford hyppigt påpeger, at motoren er en såkaldt prisvindende gang maskine.
Det er så ikke med stemmer her fra redaktionen, her trækker 3-benet altid ned i regnestykket, og det er ikke til at komme uden om, at kombinationen lille motor, få cylindre, benzin og en motor tilsat trykladning, er en motor med visse kvaliteter, men også med mange bløde punkter.
Et er bilens daglige forbrug. 23,2 km/l i nutidens forbrug, det lyder godt, nok der skal beregnes afgift, men vi er meget langt fra de pæne tal i denne test. Vi skal så også påpege, at vi kan køre langt på literen, hvis vi kører forsigtigt på almindelig dansk landevej, men vi er ikke specielt imponeret over økonomien ved bykørsel, og på dansk motorvej (pendlerkørsel) med lidt almindelig kørsel før og efter det lange transportstræk, kører vi 14,3 km/l i snit.
Det er også en kendsgerning, at små motorer har åbenlyse mangler når det går op ad bakke, der skal røres flittigt i benzinen, når vejen begynder at vise pukler, og hvis man er fire i bilen, skal der røres endnu mere. I de gode gamle dage havde man et begreb for Ford Escort, Opel Kadett og Toyota med 1,3 motorer, de blev kaldt en-komma-træls, nu leder vi efter et nyt ordsprog til 1-liters 3-benet, som er også bliver en nødløsning til ære for noget CO-2 betinget EU skrammel.
Fords egen måde
Vi har tidligere rost Fords specialitet med køremåde og opsætning, men vi genkender også Ford fra andre særheder, og her er et par ting, der er tydeligt for Ford.
I en bil med bunkevis af ekstraudstyr og en prislap på den kvarte million, er der ikke el-ruder på bagdørene. Rent faktisk er det sjældent, vi kører en bil med elruder kun på forreste række, og den veludstyrede Fiesta var også med masser af lækkert lyd og infotainment teknik, men antennen i taget er af den gamle type der kan skrues af, det er også sjældent hvis man har en bil med fabriks navigation, den hårde plast på dørsider og instrumentbord er hentet fra de billigste udgaver af Fiesta, men det er det ganske kostbare panorama tag ikke, det er med to glasfelter i taget, der er selvfølgelig noget stof, der kan trækker for, for at stoppe en eventuel skarp sol, men det er helt overraskende manuelt betjent, og mens det forreste med lidt besvær kan betjenes for forsæderne, er det helt umuligt at betjene det bagerste gardin. Det skal selvfølgelig være el-betjent lige som åbning og lukning af den forreste del af soltaget.
Vi undrer os også over, at hvis man vælger panoramatag til en ganske pæn pris, kan man ikke samtidig få monteret trækkrog? Af en eller anden grund er det ikke tilladt? Man kan heller ikke få trækkrog på en Fiesta med udstyrstrin ST, det kalder selvfølgelig også på et par spørgsmålstegn, så Fiesta er en lille jungle at finde rundt i, så vi vender tilbage med den løftede pegefinger, glæd dig over bilens køreegenskaber og overvej nok engang, om ikke det bør være en diesel af de mere hverdagsagtige udgaver af Fiesta.
Ford Fiesta Active 1,0 Ecoboost
Pris: fra 130.640 kr
Pris for testbil: 251.440 kr
Motor: 1,0-liter 3-cyl
6-trins man
125 HK v. 6000 o/m
170 Nm v. 1500 o/m
0-100 km/t: 9,9 sek
Tophastighed: 195 km/t
Forbrug: 23,3 km/l
Kørevægt: 1164 kg
Totalvægt: 1650 kg
Trailer: 580/1000 kg
CO-2: 99 g/km