Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

26. May '20 13:47 by Jørli Petersen

Fra plov til slæder

Det tidligere Landbrugsmuseum på Kongevejen i Lyngby, skal ombygges til et oplevelsesunivers med klassiske biler i centrum.

K.W. Bruun selskabet Interdan købte i begyndelsen af marts måned det tidligere Landbrugsmuseum i Lyngby. Nu løfter K.W. Bruun så sløret for fremtiden, som efter endt ombygning skal være centrum for alle med forkærlighed for klassiske biler.

Navnet på det nye center bliver Classic Car House, og huset bliver meget mere end blot et sted, hvor der udstilles et par gamle biler.

Classic Car House skal være et oplevelsesunivers. Det skal være for alle uanset køn, alder og pengepung, der skal være noget for enhver smag oplyser K.W. Bruun, og foruden de klassiske muligheder for at få fyldt maverne, kan man også leje sig ind til alle former for festligheder. Fra barnedåb til bryllupper, til præsentationer af enhver art, nok ikke så meget til nye biler, for beliggenheden på Kongevejen i Lyngby er ikke den bedste, men stedet ligger centralt lige over for Frilandsmuseet, med masser af plads rundt om bygningerne, så mulighederne er mange.

Mange kan stadig huske K.W. Bruuns dominerende bygning, som var nabo til Østerport Station. Billedet er fra dengang løven hævede sig højt over de københavnske tage.

Når K.W. Bruun udskifter den gamle plov med et antal gamle slæder, er det ikke hvem som helst, der har fundet et sted til deres gamle biler.

K.W. Bruun har været med i mange år. Den gamle K.W. var først til at importere Fiat til Danmark kort efter 1. Verdenskrig, men starten til det store bileventyr tog fart i 30’erne, hvor man startede selskabet British Motors.

Her solgte man biler fra Humber, Hillman og Sunbeam, og i 50’erne blev K.W. Bruun (Interdan) de første til at importere Peugeot, som stadig er flagskib i selskabet.

De har et eller andet med løver i det nordøstlige Frankrig. Pilen fra det oprindelige Peugeot logo, går igen i denne gigantiske Belfort løve, der står mellem Sochaux og Mulhouse.

Interdan har også importeret hollandske DAF, Datsun (Nissan) Alfa Romeo og Dodge, mens man i nyere tid har føjet Mitsubishi, Citroen, DS og senest Opel til den snart lange række af bilmærker.

Det bliver spændende at se, hvilke biler K.W. Bruun (Interdan) kan flytte ind i det gamle Landbrugsmuseum, men vi kan ikke helt udelukke lidt stemning af landbrug, når det nye oplevelsesunivers slår dørene op.

Hollandske DAF blev ofte omtalt som et overbygget tærskeværk, på grund af de remme der gik fra motor/gearkasse til de trækkende baghjul, og så kan vi heller ikke udelukke et ægte indslag fra 2. Verdenskrig, hvor K.W. Bruun gjorde sig i tørvegravning, så en enkelt skovl, et transportbånd og måske noget tørreudstyr, kan risikere at snige sig ind i et hjørne kort efter indgangen.

Det er K.W. Bruun eller Interdan, der står bag det nye Classic Car House. K.W. Bruun har importeret en lang række bilmærker gennem mere end 100 år, så det bliver interessant at se, hvilke biler der skal flyttes fra skumle kældre til det nye univers.

Pin It on Pinterest