Fra toppen og videre
Renault Captur er et ægte danskerhit. Bilen er oprindelig fra 2013, en hel stribe konkurrenter myldrer frem fra alle sider, så nu er det tid til et face-lift, for selv om man er på toppen i den klasse man selv har været kraftigt medvirkende til at skabe, skal man videre, og Renault vil selvfølgelig helst forsvare sin position som absolut topsælger.
Hvordan gør man så det? Renault har været i tænkeboks, og resultatet er yderst forsigtigt.
Hvis det var en filmdiva, der havde været under kniven for at opretholde status quo, ville den pågældende person sikkert være meget tilfreds, men om det er nok til at holde Captur på toppen de kommende år, vil kun tiden vide, for der er stort set intet sket.
Eneste synlige forskel på det ydre er helt forenklet LED lygter for og bag. Renaults lygtesignatur er nu synlig på fronten af Captur, hvis man studerer baglygterne, kan man også se en lille ændring, men herfra handler det om farver, fælge og et fast glastag, som klæder bilen gevaldigt. Kabinen bliver meget mere lys og venlig, når man skyder gardinet væk, og dermed er vi inde i kabinen, hvor vi taler om lidt bedre materialer og lidt mere udstyr omkring radio, navigation, lyd og ikke mindst tilkobling og brug af mobiltelefoner, hvor Renault lægger alle sine æg hos Android.
Apple får indtil videre fingeren, for Renault har sikkert opdaget, at Android i dag er meget større end æblet, og vi aner en form for nyt videoopgør i fremtidens bilen, et videoopgør, hvor Windows var video 2000, Apple er Betamax, og Android er det vindende VHS.
Ikke mere sikkerhed
Opdateringen af Captur er ikke fra en total 2013-model til dagens nye version. Renault har løbende opdateret bilen med nye motorer og forbedret teknik, derfor er der ingen ændringer på den front, der er mere tale om en løbende udvikling, men Renault har heller ikke benyttet lejligheden til at indføre flere af de nyeste sikkerhedssystemer, den nye type adaptiv fartpilot er ikke på dagens Captur, og det samme gælder nødbremse.
Nødbremsen har vi ikke noget imod hvis den er velfungerende, men den adaptive fartpilot skal først installeres på en bil, når den er pudset og poleret, så man ikke irriteres af funktionen, og der er meget langt mellem de velfungerende, så vi vil ikke kritisere Renault for denne mangel.
Sådan nogenlunde
Testbilen er topudgaven af Capture med 1,2 liters 4-cylindret (heldigvis) motor, turbo og 120 HK. Det lyder ikke vildt, og det opleves heller ikke så ophidsende, men det er en markant forbedring i forhold til den 90 hestes, som er en meget svækket version.
Captur i testversion overrasker derfor positivt på mellemaccelerationer, Renault har tydeligt prioriteret den hurtige, sikre overhaling, og teknisk er vi ganske godt tilfreds med selve motoren, mens den 6-trins automatkasse af typen EDC, som er en mere primitiv og billigere type automatgear, er løbende er forbedret, men den er fortsat ikke helt velopdraget.
Lidt uforståelige gearskift, enten nedgearinger eller manglende skift opad fanger med mellemrum opmærksomheden, men hvis det bliver for meget, kan man køre gearskift manuelt, det er især ved langsom- og kørsel efter koldstart hvor det er fristende.
Prisen for billigste model Captur er helt uændret siden 2013. Til den bedrift hører et par trin ned i registreringsafgift de seneste år, men testbilen koster næsten 100.000 kr mere end billigste model, og spørgsmålet er selvfølgelig, om man ikke føler sig fristet til også at se på de mange nye konkurrenter, for dagsprisen for testbilen er ganske velvoksen. Der er mange gode biler i den prisklasse, og Captur er inderst inde ikke forbedret i forbindelse med face-lift. Dagens Captur er samme omkvæd, blot tilsat lidt mere rytmeboks.
Renault Captur TCe 120 EDC
Priser fra: 159.900 kr
Testbilen koster: 257.900 kr
Motor: 1,2-liter 4-cyl
6-trins aut
120 HK v. 5500 o/m
205 Nm v. 3500 o/m
0-100 km/t: 14,3 sek
Tophastighed: 161 km/t
ECE-snit: 18,2 km/l
Kørevægt: 1202 kg
Totalvægt: 1744 kg
Trailer: 0/900 kg
CO-2 g/km: 125 g/km