Gadedrengen Ignis

Suzuki Ignis har været igennem en transformation. Fra kedelig og intetsigende til anderledes, kæk og frejdig, og det skyldes udelukkende design og en lidt større højde end normalt for biler i denne størrelse.

Suzuki Ignis går over i bilhistorien som den bil, der uden videre vrøvl burde have haft en andet navn. Ny Ignis er meget langt fra tidligere model Ignis, alene den kendsgerning, at Suzuki forsøger at sælge Ignis som en mini-SUV, siger næste alt om den totale transformation, og så har vi i øvrigt problemer med betegnelsen mini-SUV til Ignis.

Problemet er, at vi skelner mellem cross-over og mindre SUV biler på muligheden for at købe bilen med 4-hjulstræk, og her falder vi mellem alle stolene, for ny Ignis kan fås med 4-hjulstræk, men selv om det er tilfældet, har vi svært ved at købe Suzukis påstand, men vi forstår fuldt og helt, at Suzuki forsøger at give Ignis den nye profil bilen fortjener, for der er ikke meget hårnet og alternativt duftende cerutter i dagens Ignis.

Fra at være maksimal kedelig, er Ignis nu frisk og frejdig, bilen sender signaler om -Her kommer jeg-, det er den lille klassens nye type gadedreng, for Ignis er anderledes, men det er især på design og udstråling bilen er noget særligt.

To motorer

Det lidt nedslående ved Ignis finder vi nok engang på det tekniske. Gadedrengen fås kun med en motor, men alligevel i to versioner. Motoren er den meget nye 1,2 liters dualjet motor, heldigvis en 4-cylindret (tak for det) men med to dyser til hver af de fire cylindre, og nok engang er vi lidt lurende ved, om det er ikke er et utidigt spild af gode dyser.

Andre motorproducenter kan det samme med en dyse, på den anden side, må vi trods alt indrømme, at vores samlede testforbrug lå på 21,2 kilometer per liter benzin, og det var ikke fordi vi bare rullede med 70 på øde sogneveje.

Det nye, anderledes og forfriskende går igen i kabinen som her med lyse farver til at bløde op og gøre kabinen indbydende og venlig.

Ignis kørte de faste testruter, men den måtte også tre gange tværs over Sjælland som en slags ekstra test, alene fordi bilens egen forbrugsmåler vise de meget optimistiske tal, men tingene passer. Klassens friskfyr-agtige Ignis er også en lille økonomisk tingest, og derfor ser vi frem til at få endnu mere ud af variant nummer to, som motormæssigt er identisk med denne testbil, men er tilført noget hybridsystem som en slags ekstraudstyr. Den model vil næppe give bedre økonomi på motorvej, men der er ganske sikkert gevinst ved bykørsel, og det er da også i byerne, den nye Ignis har det bedst.

Masser af gennemsnit

Hvis man lukker øjnene i overført betydning, vil Ignis køremæssigt opleves som en typisk bil for sin klasse. Ikke noget ophidsende, ganske god komfort og ganske gennemsnitlige køreegenskaber helt generelt, vi har ikke det store protester over hverken opsætning af undervogn, styretøj eller bremser, vores største indvendig går til bilens gearkasse, – vi kunne nu godt ønske en 6-trins, som vil give bilen det sidste pift på motorvej, for Ignis mangler det sidste i raffiniment ved hurtig kørsel, hurtige retningsskift viser at bilens undervogn er om ikke primitiv, så meget enkel i sin konstruktion, bilens større højde kan også være en del af forklaringen, men Ignis er stadig noget meget typisk for sin klasse.

Så åbner vi igen øjenene, og fornøjer os over det friske og anderledes ved Ignis. Bilen er på sin egen måde smittende i sin udstråling, det er nok engang en ”her kommer jeg – og har I set mig” bil i sit design, som går igen i kabinen, hvor vi slet ikke finder lejlighed til at dvæle ved kedeligt sort plast af hård kvalitet og gabende kedelig indretning.

Pladsmæssigt klarer Ignis sig også ganske pænt i sin klasse, den lidt høje bil giver let ind- og udstigning, der er meget let adgang til bagerste række sæder, hvis der er plads, kan man åbne dørene på vid gab og få endnu lettere adgang, mens bagagerummet er standard på alle leder og kanter. Det er som om Suzukis alternative designskole ikke er nået til bagagerummet.

Hertil og ikke længere. Suzukis designteam er endnu ikke nået til bagagerummet, der er meget traditionelt.

Inden vi lukker og slukker for de pæne ord og mere neutrale bemærkninger, skal vi nok engang fremhæve Suzukis nye måde at bygge biler på. Suzuki har for alvor pillet vægt ud af deres biler, en standard Ignis som testbilen har en kørevægt på 900 kg, omsat til egenvægt svarer det til mellem 800 og 825 kg, og det er forklaringen på bilens rigtigt flotte benzinøkonomi, det er også forklaringen på, hvorfor man kan få ganske fornuftige køreegenskaber ind i en bil med en meget enkel konstruktion, man skal populært sagt forhindre færre kilo i at komme på afveje, og de mange ændringer til lettere vægt, har ikke haft indflydelse på bilens sikkerhed, så Suzuki går nye veje, og vi kan endelig langt om længe slå fast med syvtommersøm, at øget sikkerhed ikke er lig med øget vægt.

Vi hilser den såkaldte mini-SUV velkommen, og sender er par hjerter til de designere, der har gjort den lille bilklasse lidt mere festlig og mangfoldig.

Suzuki Ignis 1,2 Dualjet

Kantet og med falske gæller på en meget markant C-stolpe, er alt sammen elementer der gør Suzuki Ignis til en lidt fræk og anderledes bil. Bilklassens nye gadedreng, men ægte SUV, – – den har vi problemer med at sluge, men det er også en bil, der nærmest råber på frække hjul for at gøre det samlede indtryk perfekt.

Pris: fra 127.990 kr

Pris for testbil: 156.990 kr

Motor: 1,2-liter 4-cyl

5-trins

90 HK v. 6000 o/m

120 Nm v. 4400 o/m

0-100 km/t: 12,2 sek

Tophastighed: 170 km/t

ECE-snit: 21,7 km/l

Kørevægt: 900 kg

Totalvægt: 1300 kg

Trailer: 400/1000 kg

CO-2: 104g/km

Bremsesystem er ekstraudstyr til 7000