Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

30. August '20 22:02 by Jørli Petersen

Golf den 8.

En af hemmelighederne hvis man vil have succes, er at holde fast i navnet. Denne Golf er nummer otte i rækken.

Den første Golf blev præsenteret i 1974. På det tidspunkt var Golf mindre end dagens nye Polo, og når Golf notorisk er et nummer større end Golf, er det sket meget på de mange generationer.

Golf er også den bil, der har fået en helt bilklasse opkaldt efter sig, det er også den model alle sammenligner sig med, det er bilen alle konkurrenter vil slå, især når det gælder salgstal, for Golf er overgået på flere vigtige punkter, men det har måske ikke påvirket salget så meget.

Golf er fortsat Golf, så derfor er det med en vis spænding og en god portion ærbødighed, vi indtager generation 8 af en legende.

Vi lægger ud lige på og hårdt. Golf 8 er af den nye type med mild hybrid. Det er et 48 volt system, der bør have en positiv påvirkning på bilens forbrug, men hvor meget og hvor lidt det egentlig bidrager med er svært at sige. Vi antager, vi formoder, vi mener at kunne mærke, – disse ord har vi brugt i en række anmeldelser af biler med mild-hybrid, men så længe man ikke kan prøve bilen med og uden det nye mild-hybrid system, bliver det ved ”antagelser”.

Derfor nøjes vi med at tro, at de godt 20 km/l vi kunne måle i perioden, er et resultat af positiv effekt fra 48V systemet, og så er det heller ikke nogen overraskelse, at en ny Golf kommer som en slags langsom lavine, der er helt tiden noget nyt på programmet, indtil omgivelserne er begravet i et hav af Golf modeller.

Standard Golf

Vi forventer, at testbilen repræsenterer den mest almindelig type Golf. En 150 hestes med 7-trins automatgear af typen DSG, og i bedste Golf stil er ny Golf både bedre og større end forgængeren. Det med størrelsen er nu ikke så voldsomt, alt kan måles i millimeter, men det er især berettiget med ny 8’er, lidt i længde og højde, men der er også glattet nogle linjer uden på bilen, der er gjort noget ved bilens støjniveau, som især kan godskrives mild-hybrid systemet, men det handler selvfølgelig også lidt om isolering, og uanset hvordan man vender og drejer ny Golf, er den lidt bedre end den tidligere model, sådan noget i retning af 10 procent med lidt pil op hist og pist, og det samme gælder bilens køreegenskaber, hvor Golf også ligger i den gode ende.

Ny Golf er lidt bedre end tidligere Golf, og målt på bagage, er Golf også ganske god, hvis den måles efter type og klasse.

I den nye model otte skal man næsten provokere bilen for at finde ud af, at den er god nok, den er fortsat understyrende når den presses, men vi er godt tilfredse med bilens opsætning og styring, den er faktisk så god, at det er umuligt at blive bare en anelse gal eller irriteret på Golf, den er præcis som forventet, og det er umuligt at undgå navnet Golf, hvis man vil sætte navn på de bedste i netop Golf klassen.

Bilen bærer med rette sit navn.

Vi er også ganske godt tilfredse med de pladsforhold man får til en pris der ligger omkring de 300.000 kr, med rigtigt mange udgaver af Golf, er det lidt vanskeligt at sætte den helt i bås når det gælde pris, men man kan få større og mindre biler for de samme penge, så plads på bagsædet og i bagagerummet er godkendt.

Den digitale hytte

Og nu kommer vi så til det nye. Det som for alvor er nyt ved Golf. Noget som slet ikke var oprundet, da den første Golf I blev sendt på gaden i -74. Alt det elektroniske!

Det er her det går galt. VW har overdrevet brugen af trykfølsomme plader, der betjener alt i bilen. Den højglans polerede overflade bliver hurtig fyldt med støv og fedtfingre, mens betjeningen er langsom og upræcis.

Golf 8 er fuldt elektronisk. Den er mere end det, den kan kobles på nettet, den kan styres fra din mobilos, den er så digital at det næsten gør ondt, og selv om vi beklager os lidt, er vi langtfra færdige med den udvikling.

Først når vi har de selvkørende biler, kan det elektroniske og digitale måske flade lidt ud, men det handler også om funktion den lækre fornemmelse. På det punkt er vi ikke specielt begejstret for ny Golf.

Alt betjenes på trykplader. Der er ikke så meget som en eneste lille bitte drejeknap, ikke en kontakt der giver en hurtig gang on-off, og for at gøre de mange ”funktionsplader” ekstra indbydende, har VW valgt højglans til hele molevitten.

Kære VW, det ser ud af h……. til. Først er betjeningen gjort unødvendig kompliceret og langsom, men højglans i en familiebil, som ikke bliver pudset og poleret hver dag. Bevares, den er let at spritte af i en Corona tid, men igen taler vi om en familiebil, så det er kun en forbigående og meget lille formildende omstændighed, så sagt meget firkantet, vi er alt andet end fan af den nye såkaldte digitale kabine i Golf 8. Modsat holder vi meget af lidt gode gammeldags dreje- og trykknapper til de mest almindelige funktioner, så mens bilen fortsat er meget ny, og mange nye udgaver af Golf 8 er på vej, er vi allerede klar med et forslag til forbedring, når den står på face-lift om godt tre års tid.

Køremæssigt og teknisk er det pil op til ny Golf, – den dutter, men kabinen er efter vor noget gammeldags mening om funktion en skævert. Selv om man kan diskutere smag og behag, er vi ikke parat til at diskutere funktion og sikker betjening i mørke.

VW Golf 1,5 eTSI 150 DSG

Man siger, at klasse ikke fornægter sig, og Golf er generelt set også i den absolutte top i sin egen klasse, og Golf 8 kommer i et utal af varianter. Aldrig har Golf været så mangfoldig.

Pris: fra 278997 kr

Pris for testbil: 342.994 kr

Motor: 1,5-liter 4-cyl

7 – aut DSG

150 HK v. 5000 o/m

250 Nm v. 1500 o/m

0-100 km/t: 9,0 sek

Tophastighed: 210 km/t

Forbrug: 16,9 km/l

Kørevægt: 1280 kg

Totalvægt: 1780 kg

Trailer: 1700/640 kg

CO2: 134 g/km

Pin It on Pinterest