Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

3. October '19 06:00 by Jørli Petersen

Gratis kaffe

Køge Nord Station ret forude. Skal vi fortsætte i vores Jaguar I-Pace, eller skal vi køre med miljøsvinene fra DSB, der lokker med gratis kaffe på den nye togstrækning. Den rene el-bil kan stadig køre 217 km (sådan da), før der skal tankes mere ukendt strøm på batteriet.

Den har kostet 10 milliarder kroner at bygge, og den nye jernbane mellem København H og Ringsted er Danmarks første højhastighedsbane.

Lidt endnu er den nye banestrækning under tilpasning, historier om signalsystemer og andet fra Banedanmark er almindelig kendt, men her skal det handle om gratis kaffe, gratis parkering og hvordan man kommer fra Køge Nord Station til København centrum på den mest miljørigtige måde.

DSB pudser i denne tid den grønne glorie, i 2030 bliver vi rigtigt grønne lover DSB, men hvad med de mellemliggende 11 år?

Vi har taget DSB på ordet, og ruller samme strækning på i alt 32 km fra Køge Nord Station til København H.

To ting vi ikke kan matche. Vi kan ikke køre strækningen så hurtigt som DSB. Man kan sige, at DSB har hele ”vejen” for sig selv, og hvis signalerne ellers fungerer, er det over stok og sten fra Køge til Hovedbanen. Med IC3 er rejsetiden kun 20 minutter. Vi kan heller ikke matche den gratis parkering, som DSB tilbyder ved Køge Nord Station. Der skulle være 650 gratis P-pladser ved stationen, vi har ikke talt efter, men indtil videre er de mange pladser gratis.

El-bil eller tog?

Vi kommer i dagens festlige anledning rullende i en af de mest miljørigtige biler, som er til rådighed nu, og ikke i 2030. Vores meget stille transport er Car of the Year i Europa, det er Jaguar I-Pace, og her har vi det logiske spørgsmål med det ukendte svar, – hvor meget sviner vi egentligt når vi kører elbil?

For at svare skal vi stille to spørgsmål. Skal vi beregne bilens totale miljøbelastning fra vugge til grav inclusiv miljøbelastninger omkring tilblivelse og genanvendelse af batteriet, som består af alt andet end miljøvenlige materialer.

Eller. Hvor meget udledning skal vi noteres for, da vi senest havde bilen til opladning?

Spørgsmålet kan ikke besvares bare nogenlunde præcist. DSB har tal for miljøbelastning for deres el-tog, herunder S-tog, mens seneste nye elektriske tiltag er den nye færge Ellen, der sejler mellem Ærø og Als. Her oplyser man, at udledning af CO2 fra den nye fuldt elektriske færge, er det halve af den mængde CO2 man ville udlede, hvis færgen havde dieselmotorer.

Færgen er altså ikke CO2 neutral, den er kun mere CO2 venlig, og vi har ikke tal på partikeludledningen, nøjagtigt som det er tilfældet med vores Jaguar I-Pace.

Til gengæld kan vi slå fast, at den mindst miljøvenlige transport fra Køge Nord Station til Hovedbanen eller København H er DSB’s tilbud om transport.

De togsæt vi har set på den nye station, er de gamle ME-togsæt, også kaldet dobbeltdækker tog, det er IC4 og IC3 togsæt, og her er de aldrene IC3 tog de mest miljøvenlige.

Bil banker tog

Hvis vi regner turen fra Køge Bugt til København som individuel transport, er tallene følgende. Jaguar I-Pace, desværre ukendt miljøbelastning, fordi vi har flyttet problemet til SEAS-NVE, Dong m.v. Vi er dog sikre på, at vi har en påvirkning, mens DSB er mere præcise, og det rigtigt slemme er belastning af partikler, som er det største problem i tæt bebyggede områder, mens det forholder sig helt anderledes ude på landet. Sagt meget kontant, så kan vi selv gøre noget ved udledning af partikler lokalt i Danmark, mens CO2 regnskabet er internationalt.

En køretur på 32 km fra Køge Nord med IC3 giver dig en personlig belastning på 4224 milligram grimme partikler.

Hvis du stiger på et IC4, belaster du miljøet med 4736 milligram partikler, og hvis det er bumletoget fra Næstved, der lokker med transport fra Køge Nord, går det helt galt, så udspreder du 10528 milligram partikler på din vej til Hovedbanen, foruden en pæn mængde CO2.

Disse tal er DSB’s egne. De er beregnet ud fra den optimale togtransport, hvor samtlige siddepladser i toget er besat, og ikke en eneste passager står i gangene.

Den nye stationsbygning på Køge Nord, er en arkitektonisk bedrift, den er 225 meter lang, og det er her man kan få gratis kaffe ved rulletrapperne til de gamle dobbeltdækker tog. Foto: DSB og Banedanmark.

Det er på denne måde DSB beregner sin belastning for hver person der transporteres en kilometer.

Hvis vi omsætter disse tal til hvilken belastning der er, for hvert tog der kører fra Køge Nord til København, er regnestykket meget værre, for et tog følger en køreplan, og kører både når toget er svingende fuldt eller nærmest tomt, og så er tallene mellem Køge Nord og Hovedbanen følgende.

IC3. Bedst mulige udregning. 591.360 milligram partikler for en standard IC3 togstamme.

IC4. Beregnet efter 204 passagerer. 966.144 milligram partikler for en standard IC4 togstamme.

ME-togsæt (dobbeltdækker). Beregnet efter 431 passagerer. 4.537.568 milligram for hvert af de gamle ME-togsæt, der kører fra Køge Nord til Hovedbanen.

Men det skal nok blive bedre lover DSB. I 2030 er det slut med partikler, men indtil da, er både el-biler og brint-biler den helt klare vinder. Eneste bil som med sikkerhed kan slå den nyeste el-bil, er den nyeste dieselbil, men det er en helt anden historie, for den reneste bil udleder NUL partikler.

Noget helt andet er selve den nye Køge Nord Station. Den er en arkitektonisk bedrift, og den er betydeligt mere veldesignet end samtlige parkeringshuse i landet.

Den nye højhastighedsbane gør det muligt at køre med hastigheder op til 250 km/t. DSB har ikke materiel til de hastigheder, men det er almindelig kendt, at høj hastighed betyder øget energiforbrug, og DSB’s gamle tog ville havde været forbudt for længst, hvis det havde været en privat virksomhed. Der er ingen EU miljøkrav til DSB. Foto: DSB og Banedanmark.

Pin It on Pinterest