Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

3. April '18 08:35 by Jørli Petersen

Hele ugen alene

Tænk, at plads kan blive et problem for en bil. Den helt uventede oplevelse med 500L som 7-personers MPV var, at jeg følte mig meget alene. Som at sidde på en god stol ude midt på gulvet.

Vi har tidligere brugt Fiat 500L som skydeskive på grund af bilens navn. I dagens anledning springer vi let og uelegant over modelbetegnelsen, og går direkte til det denne version af 500L handler om. Plads og brugsværdi.

500L er familiebilen, den praktiske gris og nu også i MPV version med plads til syv. Det kommer heller ikke som nogen overraskelse når vi siger, at komforten for de sidste to personer på bagerste række er begrænset. Som vanligt er det benpladsen den er gal med, men sådan er det med denne type biler, som mest af alt er velegnet til det vi kalder sammenbragte familier, til familien med masser af børn og unge, og så kan den 7-personer selvfølgelig det samme som den mere almindelige 500L, åbne sommerhuset når foråret endelig får overtaget, tømme et byggemarked eller smide køre den nye opvasker hjem, når den gamle er gået i udu og tallerkenrækken tom. På disse punkter er 500L 7-personers klart bedre end forgængeren Multipla, der ”kun” havde plads til seks og mindre plads til bagage.

Er 500L så svaret på alle praktiske bønner? Svaret er desværre et nej, for bilens åbenlyse minus er trailervægten. 1100 kg efter en 7-personer familiebil med dieselmaskine er ikke noget det henter plusser til karakterbogen, og svagheden er gennmegående i hele 500L og X programmet, så på den måde er det meste af campingfolket udelukket.

Doblo dieselmaskine

Motoren i denne 7-personers 500L er Fiats 1,6 liters diesel, som i de fleste tilfælde er bestilt til at lægge 120 HK. Vi kender motoren fra en række Fiat-biler, blandt andet fra postvæsenets biler med automatgear, de er alle udstyret med 1,6 motor, som på alle måder er en rigtig god hverdagsdiesel.

Sæderne i sig selv er ganske gode, der er rigelig luft i kabinen, men der er også langt til lidt armlægning med dørens hvilepunkt. Venstre arm mangler aflæggeplads.

Støjsvag og effektiv, en motor med et større kraftoverskud end man skulle tro, når man nøjes med at læse data, og tilsat en veltrimmet 6-trins gearkasse, hvor der ikke er for små eller for store spring fra gear til gear, opnår vi et rigtig flot resultat målt med børnefamiliens kritiske øjne.

Vi kan så tilføje, at vi med blandet kørsel opnår en ganske flot økonomi. Blandet kørsel på landevej kan gøres på den gode side af 20 km/l, når vi kører motorvej ligger vi noget under, – forsigtigt oplyser vi det til 17-18 km/l, fordi testruten var plaget af kraftig vind, men det er jo også daglige vilkår i Danmark, og så er vi fremme ved det mere glædelige ved 500L, vi har fingre i en bil, der også kører bedre end man skulle forvente.

En rigtig pænt opsat undervogn, et ganske godt styretøj, en bil der også kan køre med fuldt læs, så selv om den italienske kernefamilie måske er blevet lidt rigelig målt i antal hoveder, skal man fortsat tilbydes en bil, som kører ganske anstændigt, er Fiats let gennemskuelige opskrift.

Det store plus

Det er lige så let at gennemskue Fiats plan B med den 7-sædet 500L. Fiat går direkte i kødet på konkurrenterne, som groft sagt kan indsnævres til Citroen Gr. Picasso, Opel Zafira, Renault Gr. Scenic foruden Dacia Lodgy, der er helt sin egen.

Med plads til syv og den velvalgte diesel med 1,6 motor og 120 HK, skiller 500L sig kraftigt ud i bunden af prisoversigten. Uden tilvalg af ekstraudstyr koster 500L 235.000 kr, når der skal være plads til 7, Citroen kan kravle ned i omkring 255.000 kr, når der er kampagnetilbud, mens både Opel og Renault starter på den anden side af de 300.000 kr, hvis det skal være 7-sædet og 1,6 diesel. At Dacia så kan præstere en diesel 7-personers til 175.000 kr, er selvfølgelig også noget det kalder på opmærksomhed, men ellers ligger Fiat lunt i prissvinget, før vi kommer med den måske mere personlige indvending mod 500L.

Jeg føler mig så ensom bag rattet i en Fiat 500L!!!

Hvad er nu det for noget pjat at skrive? Og ja, det er usædvanligt, og stik mod det man oplevede i forgængeren Multipla, hvor man sad tæt og en anelse på sned, når man styrede Multipla med tre sæder i begge stolerækker.

I 500L har jeg den fornemmelse, at jeg sidder på en slags komfortabel køkkenstol ude midt på gulvet. Jeg mangler den tryghed, jeg oplever i næsten alle andre biler, hvor man er tæt omsluttet af midterkonsoller, et instrumentpanel hvor fødder og ben er usynlige når man kører, og det helt afgørende, døren sidder nogenlunde tæt på kroppen, og der er mulighed for at hvile venstre arm under kørsel. Kort sagt aflæggeplads til armen.

Det er der ikke i 500L. Derfor følelsen af at sidde ude midt på gulvet. En underlige fornemmelse, som jeg ikke kunne ryste helt af under testperioden, et klart minus i min helt personlige karakterbog. Om andre har samme oplevelse og truende angstanfald, når man ikke kan klamre sig til døren, er op til hver enkelt at afgøre.

Fiat 500L 1,6 MJT 120 Wagon

Målt på rummelighed ligger Fiat 500L så langt fra navnets oprindelige betydning som tænkes kan. Bag den store bagklap ligger to ekstra sæder foldet smukt væk i vognbunden. 500L som 7-personers er plads og brugsværdi til en særdeles gunstig pris.

 

Pris: fra 184.732 kr

Pris for testbil: 260.103 kr

Motor: 1,6-liter 4-cyl

6-trins man

120 HK v. 3570 o/m

320 Nm v. 1750 o/m

0-100 km/t: 10,9 sek

Tophastighed: 189 km/t

ECE-snit: 23,8 km/

Kørevægt: 1523 kg

Totalvægt: 2075 kg

Trailer: 400/1100 kg

CO-2: 112 g/km

Pin It on Pinterest