Helt uden tændrør..???
Mazda har udsendt et tørt stykke papir tæt beskrevet med visioner om fremtidens køretøjer, men når Mazda begynder at pille ved motorer og udvikle nyt, skal man slå ørerne helt ud og læse alt det med småt, for der kan meget let være noget helt nyt og skelsættende fra afdelingen for sydlige motornørder i Japan. Og ganske rigtigt, det er der også denne gang.
Mazda lover en helt ny benzinmotor, som i store dele af arbejdstiden ikke behøver noget tændrør?
Benzinmotor uden tændrør?
Det lyder helt ude i rismarken, men der er måske måde med galskaben, for den seneste generation motorer fra Mazda var og er allerede noget helt særligt. Mazdas benzin- og dieselmotorer har samme kompressionsforhold, og hvis vi skal oversætte det til dansk, er det et unaturligt lavt kompressionsforhold til dieselmotoren, og et tilsvarende unaturligt højt kompressionsforhold i benzinmotoren.
Et kompressionsforhold, hvor Mazdas hverdagsmotor kører med højere kompression end en Formel 1 racer, vel at mærke på helt almindelig 95 oktan.
Mazdas nuværende dieselmotor har opfyldt Euro 6 miljøkrav længe før de trådte ikraft, og mange motorfabrikanter klør sig fortsat i nakken og forsøger at forstå Mazdas dieselmotor, men hemmeligheden bag Mazda fremtidige motorer er fortsat kompression.
Selvantændt benzin
Mazdas nye benzinmotor har fået navnet Skyactiv-X. Som alle andre benzinmotorer, blandes forstøvet benzin med luft, men hos Mazda vil motoren det meste af tiden antænde blandingen alene ved stemplernes kompression, og fidusen ved det system er selvfølgelig selve styringen af den komplicerede proces, for der skal også laves en umærkelig overgang mellem normal tænding med tændrør, og det nye system med kompressionstænding.
Mazda ser ud til at have løst gåden, man lover en motor med hurtigere reaktion, man lover en motor der giver mellem 10 og 30 procent mere drejningsmoment sammenlignet med dagens meget moderne benzinmotor, man lover lavere benzinforbrug og mindre CO-2, og det der lyder allermest besnærende er høj effektivitet – læs trækkraft eller power – over et bredere omdrejningsområde, hvilket igen betyder, at man kan vælge gearing og udveksling på en helt anden måde.
Mazda giver ingen tidsangivelse for den nye benzinmotor, men der er næppe tvivl om, at motoren allerede kører, at den har været igennem et meget langvarigt og krævende testprogram, så det lyder sandsynligt, at Skyactiv-X motoren er klar senest i 2020, måske endda før.
Ultimativt ”kør-selv”
Mazdas fremtidsvision arbejder med to årstal. Trin et frem til 2030, mens målet for fremtiden hedder 2050.
Mazda regner med forbrændingsmotoren som hjørnestenen i den nære fremtids biltrafik, men fra og med 2019, vil Mazda også lancere el-biler, hybrid og plug-in hybrid i områder med høj produktion af grøn elektricitet, og det betyder helt nye Mazda-løsninger i Europa.
På den lidt længere bane arbejder Mazda med andre typer brændstof, herunder brint, som Mazda har flirtet med siden de tidlige 90’ere, og så arbejder Mazda også med fremtidens sikre biler, hvor kør-selv-bilen skal være klar senest i 2025.
En af de mest interessante sikkerhedsdetaljer i fremtidige biler, er det Mazda kalder for ”virtuel” kontrol over både fører og bil.
Mazda udvikler et system, som i uventede situationer helt kan tage kontrol over bilen, og bringe den til parkering et sikkert sted. Denne overtagelse af køretøjet kan ske, hvis føreren skulle miste bevidstheden, – eller måske falder i søvn, og hvis Mazda kan lave et sådant system, kan det blive et endog meget stort bidrag til nedbringelse af alvorlige ulykker, ligesom bilen naturligvis helt automatisk vil ringe til den lokale alarmcentral, hvis man ikke kan komme i kontakt med føreren.
Den fagre nye verden venter senest i 2025.