Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

30. June '23 09:30 by Jørli Petersen

Herlige dieselheste

Det er næsten vildt, men det viser også, at Mazda går egne veje, når man gør noget så usædvanligt og politisk ukorrekt, som at lancere en helt ny dieselmotor, endda i sværvægtsklassen.

Det er med en sær blanding af forventning og lidt ærefrygt, vi kravler ind i den mest eftertragtede udgave af den store Mazda CX-60.

Vi har tidligere testet CX-60 som plug-in hybrid, og en af de udmeldinger vi efterlod var, at det bedste var på vej. Og nu er den her. Den ene af to særdeles interessante og vildt ualmindelige nyheder.

En sprit ny model Mazda med en endnu mere ny 3,3 liters motor. En række 6’er. Og: En diesel.

En DIESEL. I 2023?

Denne gang ber’ vi ikke fru Heilbundt fra Livsens Ondskab, vi takker den sure mokke for et herligt ordsprog, og den store dag er en mandag og ikke en onsdag, for at blive i Gustav Wieds univers, hvor vi lidt frejdigt kan udpege den nye Mazda diesel til en helt ægte Knagsted.

Velfungerende og brugsrigtig kabine. Knapper og kontakter til alle daglige funktioner og skærmen styres med drejehjul i midterkonsollen.

En provokatør. En udfordring for alle de, der har vendt tommelfingeren ned til diesel, og selv om denne CX-60 slet ikke er den billigste model i 60-rækken. Plug-in modellen kan fås til en startpris under 500.000 kr, det bliver så ændret ved årsskiftet, hvor afgiften stiger, men lidt endnu er der en prisforskel på 150.000 kr fra PHEV til diesel, men nu drister vi os til en vild forudsigelse, for mens rigtigt mange har travlt med 2030 i en helt anden sammenhæng, har vi den forudsigelse, at når politikerne får held til at stoppe salget af benzin- og dieselbiler, bliver netop denne Mazda CX-60 diesel en af de biler, der stiger i værdi.

Til arbejde og fest

Og hvorfor nu det? De første runder i en ny Mazda diesel, blev taget kort før skolelærerne skulle have deres surt optjente ferie. Vi røg til tasterne flere gange både i forløbet, ligesom denne epistel er påbegyndt dagen efter vi vinkede farvel til CX-60 diesel, og både skolelærere og mange andre, er på vej på ferie, når vi slipper testen løs på Bursd.com.

Ferie og Mazda diesel. Er der igen en sammenhæng? Ja selvfølgelig. En bil i CX-60 størrelse med en 3,3 liters dieselmaskine af nyeste konstruktion, spiller en hovedrolle for rigtigt mange, og med tiden en hovedrolle for endnu flere, for hvad skal man spænde for det rullede feriehus, når politikerne får deres ønske om el-biler opfyldt. El-biler og en campingvogn i familiestørrelse, enten til Gardasøen, eller måske på rundtur i Kroatien.

God plads til ferieoppakningen, og endda lidt ekstra overskud, hvis man skal have lidt ekstra forbrugsgoder med over grænsen.

Nej vel!

Ferien er til alt andet end at være bundet fast til en ladestation, men når man kan køre med 2500 kg på krogen, er der mange andre brugere, der har et godt øje til noget så oplagt, -alle der kører med større typer trailer, bådtrailere eller hestetrailere, vil omgående have mere end et godt øje til Mazdas nyhed, og så er vi endda begyndt fra bunden. En 3,3 diesel med ”kun” 200 HK, men til gengæld med en solid mængde medfødt bundtræk fra de mange kubik, så 450 Nm helt fra 1400 omdrejninger, er vel ikke overvældende.

Mild-hybrid a la Mazda

Vi skal selvfølgelig dyrke den usædvanlige teknik, og første indtryk, da vi trykkede på startknappen var: Hovsa, – en helt traditionel startmotor. Det klassiske indgreb fra startmotoren, der går til angreb på svinghjulet, siger en del om selve motoren, for igen er det usædvanligt, at vi her har fingre i en teknik, hvor man forbinder noget mild-hybrid med en dieselmotor.

Inline 6, er den lidt pralende meddelelse, til de de må holde ved side af ved stoplyset. På dansk: Række 6’er.

Men hvorfor er vi så overrasket? Selvfølgelig fordi den typiske gang bil med mild-hybrid, har en kraftigere kilerem fra den forstørrede ladeenhed, der også fungerer som ekstra motor til fremdrift, men her har Mazda åbenbart tøvet. Kan vi lave en type start med kilerem direkte på remskiven til krumtapakslen, – eller skal vi lave den klassiske løsning med en elmotor, der angriber selvsamme aksel fra bagsiden via svinghjulet, har man spurgt hos Mazda. Det blev til det sidste.

Vi tror det er, fordi bilen skal fungere problemfrit under alle klimatiske forhold. Det siger også noget om hvor tung motoren er at trække rundt, når den er kold, men selvfølgelig kan man lave en løsning, hvor motoren startes med en kraftigt forstærket kilerem, men hele enheden skal sikkert overdimensioneres voldsomt, så Mazda har valgt den klassiske løsning.

Diesel og renhed

Efter den indledende overraskelse, var det tid til at lytte og tid til at nyde lyden af en række 6’er. Motoren starter som noget typisk Mazda, man har en markant anden motorstyring helt fra start med blandt andet en noget højere omdrejning, vi kan også høre den forsigtige klapren fra ventilerne på en diesel, som endnu ikke er driftsvarm, og Mazdas trick med de ændrede indstillinger fra kold, har netop til hensigt at få bilen op i arbejdstemperatur så hurtigt som muligt, og vi taler ikke om kølevand, men om temperatur til minimering og forbrænding af uønskede partikler.

Man bliver nærmest budt velkommen med gode sæder.

Vi har ingen tal på udledning fra den nye Mazda diesel. Til gengæld kan vi gentage, at de nyeste dieselmotorer brænder mere rent end langt de fleste benzinmotorer, – det er især politikere, som ikke er modtagelig for denne kendsgerning, men vi kikker nærmere på Mazdas metode, og konstaterer, at man igen arbejder med en lavere kompression end normalt for en diesel, men ikke så lavt som tidligere. Kompressionen er 15,2:1, som er pænt lavt for en diesel, men ikke hvad vi tidligere har set på en diesel fra Mazda, og vi kan til almindelig information oplyse, at den nye motor er en såkaldt langslaget motor, det favoriserer moment, og det er netop det dieselmotoren handler om.

Mens vi har kastet os ud i denne lange forklaring, er motoren i mellemtiden blevet varm, der er faldet ro over ventilerne, og vi kan nyde lyden af række 6’er. Det er lige før Mazdas nye er lige så kultiveret som BMW’s række 6’er, næsten, og det er slet ikke en fornærmelse af Mazda. Det er faktisk en ros.

Den fødte trækker

Bag rattet føler vi os hurtigt som landevejenes konge. Sæder og kabine har vi før stiftet bekendtskab med, så vi kan bruge den fulde opmærksom mod det helt ualmindelige, det er tage stilling til en ny dieselmotor, og finde ud af hvordan det hele spiller, og jo, – der er musik i Mazda CX-60.

Nydeligt pakket ind, og det er ikke en six-pack der symboliseres i dette motordækken, og så alligevel. Tæl bare antallet af ribber til højre.

Vi har været lidt efter Mazda de senere år, for at have automatgear af en lidt for gammeldaws type. Der har været mange mindre forbedringer og opgraderinger af automatgear hos Mazda, seneste opdatering er et endog pænt stort fremskridt, og med en 3,3 diesel foran automatikken, spiller det på en helt ny måde.

Den 8-trins og 3,3 motoren er særdeles velafstemt, motoren får lov at bruge sit medfødte moment, og selv om vi ikke har haft mulighed for at spænde bilen foran en tungere trailer, er vi ret sikre på, at vi har fat i en endog særdeles velegnet trækker, som også er født til at være den lækre familiedyt til den store ferietur rundt i Europa.

Når man løfter første store plasticdækken, kommer man ned til endnu mere plast, men nu begynder man at ane motoren, som pludselig fylder godt op i motorrummet sammenlignet med det vi så i CX-60 PHEV.

Fejl og mangler: Er der slet ikke noget. Jo, vi er faldet over en lidt uventet mangel i den let hårdt afstemte undervogn, – det er de små ujævne tværgående vejstriber eller buler, man kan finde på en halvdårlig type motorvej, og disse små ujævnheder slår tydeligt igennem i undervognen.

Vil det så automatisk blive bedre, når bilen bliver ældre, og lidt mere slap og slidt i undervognen. Svaret er ja. Spørgsmålet er bare, om man gider at vente, for Mazda benytter komponenter, som ikke bliver bløde tre dage efter garantiens udløb, og her rammer vi endnu en øm tå.

En meget øm tå endda. Hvis du køber en CX-60 i Flensborg, giver Mazda fem års fabriksgaranti. Hvis du køber bilen i Danmark til en højere afgift og alt det pjat, er der kun tre års garanti på bilen.

Det er en ren Mazda beslutning, og det handler om penge. Kort sagt har Mazda Danmark ikke råd til at give fem års garanti på bilen, selv om de hævder, at en Mazda skam ikke går i stykker.

Samlet set er første kik på Mazdas diesel så positivt, at vi har ændret holdning. Oprindeligt havde vi ikke fundet det særligt spændende, at teste topmodellen med 240 dieselheste, men bare rolig. Da vi afleverede bilen, lavede vi aftale om en tur i den store CX-diesel, så vi slutter som vi gjorde, da vi testede CX-60 som plug-in hybrid ved at sige, – det bedste er på vej.

Vi vover pelsen og påstår, at Mazda CX-60 vil holde sin værdi usædvanlig godt. Når fremtidens campingvogne og hestetrailere skal flyttes rundt, bliver en CX-60 diesel meget efterspurgt. Også som brugt.

Mazda CX-60 3,3 D 200

Pris: fra 643.600 kr

Pris for testbil: 703.550 kr

Motor: 3,3-liter 6-cyl

8-aut

200 HK 4800 o/m

450 Nm v. 1400-3000 o/m

Samlet ydelse 200 HK

0-100 km/t: 8,4 sek

Tophastighed: 212 km/t

Forbrug: 20,0 km/l

Kørevægt: 1980 kg

Totalvægt: 2500 kg

Trailer: 750/2500 kg

CO2: 129-130 g/km

Pin It on Pinterest