Hongqi på tilbud
Da kinesiske Hongqi blev lanceret i Danmark, fik vi helt ærligt kaffen helt galt i halsen. Ikke så meget fordi første model har et helt utjekket navn, heller ikke fordi bilen er en kæmpekasse, men ene og alene på grund af prisen.
Fra 800.000 kr til 1,2 million kroner, alt efter den mængde udstyr man ønsker i kinøjseren!
Bevares. Det er ikke bilens pris ved havelågen i Kina, det er prisen incl. moms og danske afgifter, for el-biler er også begyndt at betale afgift, og det er her, det begynder at blive spændende, når vi taler om leasing, for som vi skrev i det første indlæg om Hongqi i Danmark – hvem gider betale 1,2 million kroner for en ukendt kinøjser.
Hvis vi ser på leasing, er tallene pludselig anderledes. Her kan man betale afgift måned for måned, og er man lidt vaks ved havelågen, river man nummerpladerne af den leasede bil på det helt rigtige tidspunkt, for at optimere – eller minimere den danske bilafgift mest muligt.
Det er på den baggrund, du skal læse dagens tilbud på leasing af en Hongqi E-HS9.
4.495,00 kr incl moms og hele baduljen. Det er hvad det koster at køre Hongqi hver måned i 24 måneder.
Er der så ugler i mosen et eller andet sted? Ikke for den enkelte leasingtager, hvis samme person er villig til at udsætte sig for spøgefulde bemærkninger, men prisen skal ses i sammenligning med de priser, vi har indhentet i det nedenstående, og pudsigt nok er prisen for en Hongqi i billigste udgave med en prislap på 800.000 danske afgiftsplagede kroner, nøjagtigt den samme som det man skal betale i leasingydelse hver måned for en Tesla Y.
Er der så forskel på de to aftaler. Selvfølgelig. En af de store fælder må være, at man skal betale 50.000 kr i udbetaling for en Hongqi, hvor man slipper med 15.000 kr for en Tesla Y.
Dernæst er den leasingydelse vi nævner gældende i 36 måneder hos Tesla, Hongqi laver aftaler for 24 måneder, og så er der fri fantasi til at regne frem og tilbage på de tal vi har indhentet, men vi nævner lige en lille, men ikke særlig omkostningstung detalje. Det er det bilmærkerne kalder for ”afleveringsgebyr”, en detalje som nogle mærker misbruger, og noget der sikkert er opfundet sammen med den lokale bank, for hvis man indgår en aftale med en fast løbetid, skal bilen selvfølgelig leveres tilbage efter aftale, og det bør ikke koste noget som helst. Ikke så meget som fem af de flade ører.
Til Hongqis fordel skal nævnes, at det såkaldte gebyr er en del af den månedlige betaling, men alene det, at man skriver der er et gebyr, må være, at det kan indføres fra den ene dag til den anden, så nok engang, husk at læse det med småt.
En anden detalje omkring Hongqi er nok så iøjnefaldende. Prisen på knap 4500 kr om måneden varer kun frem til 31. august, eller så længe man har biler til levering.
Mærke/model | Pris månedlig | Antal mdr | Udbetaling | ||
Tesla Y 347 HK | kr 4.495,00 | 36 mdr | kr 14.995,00 | ||
Polestar long range | kr 4.295,00 | 36 mdr | kr 14.995,00 | ||
VW ID.3 | kr 3.999,00 | 12 mdr | kr 15.000,00 | ||
VW ID.4 | kr 4.899,00 | 12 mdr | kr 25.000,00 | ||
Nissan Ariya | kr 4.795,00 | 36 mdr | 0 | ||
Hongqi E-HS9 | kr 4.495,00 | 24 mdr | kr 49.995,00 |
Det er her, vi tror hunden ligger begravet. Siden Hongqi blev lanceret med piber og trommer, blev der hurtigt registreret nogle biler, – det er med stor sikkerhed forhandlerbiler langt de fleste, og siden, er det gået som vi spåede i vores første skriv om priser og danskernes vilje til at købe ukendt kinøjsisk luksusellert.
Der er i alt indregistreret 20 Hongqi i Danmark frem til 31. juli. I juli måned er det blevet til en enkelt registrering, og det kan betyde, at der står en masse Hongqi og æder havre, som det populært kaldes i bilkredse, når en bil bare bliver stående hos forhandlerne.
Derfor den korte tilbudsperiode. Der skal ryddes op i lagrene, alle de håbefulde Hongqi skal ud og køre, og på den måde skubber man problemer foran sig, selv om man forsøger at gardere sig en lille smule med en førstebetaling på 50.000 kr, så når de to år er gået, kan man måske køre de brugte biler til Norge, hvor populariteten for kinøjsere er højere, end det er tilfældet i Danmark.
En ting ligger dog fast, Hongqi slipper for at betale en god del af bilens afgifter, der betales kun for de måneder bilen er i Danmark og er forsynet med nummerplader, og så handler det om at sælge de to år gamle biler bedst muligt, før man kan sige noget om tab eller måske en smule gevinst.
Apropos kinøjser. Det er på ingen måde en nedsættende betegnelse, det er noget vi har lært af MG, som jo er meget kinesiske.
Hvor mange usolgte Hongqi står der så i Danmark? Vi ved det ikke, men læg også mærke til, at Hongqi’s leasingpriser som altid er ”fra”, og prisen på 4.495 kr om måneden, gælder kun for den model, der koster 800.000 kr. Man kan risikere, at der kun er de dyre modeller på lager, når man kommer med fyldepennen fremme. Er det tilfældet, sker der selvfølgelig noget drastisk med den månedlige pris.