Hvad du ønsker
Isuzu er et af de meget små bilmærker på det danske marked, og modelprogrammet består fortsat kun af en enkelt model, D-Max, der er en traditionel type japansk pick-up.
Rå og lidt upoleret med tydelige amerikanske fortrin, men også med fordele, hvor den ene er bilens mulighed for at køre med 3500 kg på krogen, selv om bilen kun har en totalvægt i omegnen af 3000 kg alt efter variant.
Et andet fortrin er importørens uforbeholdne opmærksomhed omkring deres eneste aktiv. Man forsøger at opdyrke det danske pick-up marked, og derfor har man tilegnet sig et slogan, der nogenlunde lyder som denne artikels overskrift. Frit oversat betyder det, hvad du ønsker skal du få, du ønsker, – vi opfylder, er det signal Isuzu sender til nye købere.
Seneste påhit eller meget specielle udgave af D-Max er en model med forlænget lad. Man tager en helt almindelig D-Max, piller det fabriksmonterede lad af bilen, og forlænger selve chassisrammen med imponerende 81 cm.
Denne forlængelse fortsætter til bilens lad, der bliver 120 cm længere end det oprindelige lad, og når det hele er målrettet et meget langt lad, kan man opnå en ladlængde på hele 350 cm på en Isuzu D-Max.
Vi har ikke oplysninger om en ændret lasteevne, vi tror ikke det har den store indflydelse, men det har selvfølgelig indflydelse på bilens pris, for det er ikke nogen gratis øvelse, når bilen skal gennem ombygning og individuelt syn for at blive godkendt. Forlængelse af selve bilens ramme med syn og det hele står til 30.000 kr før moms. Dertil kommer prisen på det uoriginale lad, den er 20.000 kr før moms, så selv om man trækker al moms ud af den ombyggede bil, er det alligevel en merpris på 50.000 kr, så den samlede mindstepris for en Isuzu D-Max lander lige omkring 300.000 kr før moms.
En ganske saftig pris for en pick-up med et lad på 3,5 meter.
Hvis vi griber Isuzus slogan om hvad du ønsker, går redaktionens ønske i en anden retning. Vi kunne god drømme om en mere volumenstærk motor til D-Max. Den nuværende 1,9 med 163 HK har sine bløde punkter, når bilen både kører med mere end et ton på ladet og de tilladte 3500 kg på krogen.