Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

2. April '22 19:16 by Jørli Petersen

Hvor er de henne?

Vi kører 750 km på tyske motorveje med Puttgarden som endestation. Undervejs ser vi nærmere på de el-biler vi møder.

Der er ikke den politiker, som ikke udtaler sig positivt om el-biler, og i EU vil man gå forrest som det hedder, og lave radikalt om på de biler vi har benyttet som den største selvfølgelighed i mere end 100 år.

Bilerne skal være CO2 neutrale, og hvordan er det så gået med lancering af de mange el-biler, som netop nu skaber en del politisk røre i Tyskland, for den seneste tyske fidus er at købe en el-bil med statsligt tilskud på i alt 67.000 kr, for så at sælge bilen let brugt til en ventende dansk køber.

Et velkomment syn, når man kører mod nord gennem Tyskland. Vi er ved ned- eller indkørsel til Kassel med den store VW motorfabrik som markant bygning i baggrunden.

I forvejen er el-bilen billigere i Tyskland, så det er ved at være en fed fidus for begge parter, og det er i det lys, man skal se de tyske registreringstal, der viser, at ud af 2,9 million nye personbiler i 2020, som er det seneste komplette år for en opgørelse, er 0,6 procent fuldt elektriske, mens yderligere 0,6 procent er af plug-in hybrid typen, og 1,5 procent er biler af hybridtype, som kan være det vi kalder rigtige hybridbiler a la Toyota eller biler med mild-hybrid, som kendes fra Mazda, Suzuki og flere andre.

Omsat til rigtige tal betyder det et samlet salg af nye el-biler i Tyskland på 17.400. Det samme tal gælder for biler af plug-in typen, mens hybridbilerne står for et samlet salg på 43.500 nye personbiler.

Disse tal kan meget vel være højere for 2021, men de er endnu ikke tilgængelige. Det er til gengæld den iagttagelse og optælling af el-biler på de tyske motorveje, som vi har gjort på en helt almindelig hverdag i en helt almindelig uge i slutningen af marts måned 2022.

Turen gik fra Karlsruhe til Puttgarden, hvor Scanlines Sørøveri mod fyrstelig betaling fragter biler tilbage Danmark.

Vi har talt og noteret alle de el-biler vi mødte på vejen fra Karlsruhe til færgen, selvfølgelig med et lille sving forbi Fleggaard, for at se om der skulle gemme sig en enkelt ellert blandt de mange sodavand og påskebryg, som på dagen blev trillet ud i store bunker.

Så mange

På de i alt 750 km tyske motorveje, mødte vi ialt ni el-biler, der kørte i samme retning som vi, og vi noterede hvor vi mødte dem, og hvor bilerne hører hjemme, for i Tyskland er det så snedigt, at man kan se hvor bilerne kommer fra, ligesom man kunne i Danmark i de gode gamle dage, hvor man kun se om en bil var fra Frederikshavn, Faaborg eller Frederiksberg.

Vi møder overraskende få el-biler på de tyske motorveje.

Første el-bil der røg i fælden, var en sjælden en af slagsen. En Mini Cooper SE, en ellert der ikke er kendt for nogen bemærkelsesværdig rækkevidde, vi mødte den elektriske Mini, der var på vej ned på motorvejen ved Ikea afkørslen i Walldorf. Den meget grønne Mini Cooper SE havde HD nummerplader, som betyder Heidelberg, så bilen er lokal, og kun få kilometer fra hjemmet.

Bil nummer to var en Tesla S. Vi mødte bilen ved Darmstadt N, og bilen var forsynet med nummerplader fra Frankfurt, og dermed også en bil der kørte i lokalområdet.

Nogen tid senere var der bid igen. Endnu en Tesla, denne gang en model Y, som vi passerede på motorvejen rundt om Frankfurt, Den hvide Tesla Y havde HG på nummerpladen, og det betyder Hochtaunuskreis / Bad Homburg, og det er en slags forstad til Frankfurt nordvest for storbyen.

El-bil nummer fire er igen en Tesla. Igen er det en Tesla S, og bilen blev passeret ved Reinhardshain, der er mest kendt som en rasteplads af ældre dato. Stedet er nu ombygget med masser af ladestandere, der alle var ledige, og stedet ligger nærmere Frankfurt end Kassel, og her var der interessante bogstaver på el-biler. Der stod HH på nummerpladen, og det betyder Hamburg, så endelig mødte vi en ellert på langtur.

Vi nærmer os, og bilen er lastet med herlige afgiftslette varer fra det sydlige udland. 

Næste ellert var også en Tesla S. Vi mødte bilen ved Kircheim, hvor der ligger et stort outlet center. Kirchheim er ca. 40 km syd for Kassel, og bilen havde GS på nummerpladen, og det betyder Goslar, og igen er der tale om en bil fra lokalområdet.

Herefter gik der lang tid, før vi mødte den næste ellert. Fra 40 km syd for Kassel, skulle vi helt op til den del af motorvejen, der sniger sig lige øst om Hannover, og her var bilen meget passende en VW ID.4, for der er vist noget med, at VW har fabrik i Hannover!

Om bilens ejer er VW ansat ved vi ikke, men vi ved, at der stod EL på nummerpladen, og det betyder ikke el-bil men Emsland / Meppen, og det betyder, at bilen er lidt for langt hjemmefra til vi kan kalde den lokal, bilens nummerplade stammer fra et område, der ligger 80 km vest for Hannover.

Så var der igen bid. Endnu engang en Tesla S, bilen blev overhalet lige syd for Hamburg eller Hamborg på dansk, bilen havde HH nummerplader, altså Hamborg plader, så bilen er lokal.

Vi nærmer os.

På vej ud af Hamborg med ophøjet tempo mod Lubeck og Puttgarden, mødte vi nok en Tesla S, nu stod der OD på nummerpladen, det betyder Stormarn eller Bad Oldesloe, og det er et område lige nordøst for Hamborg, så nok engang en el-bil på udflugt i lokalområdet.

Fra Hamborg skulle vi helt op til Heiligenhafen, før vi mødte den næste og sidste el-bil på den 750 km lange tur på tyske motorveje. Dennegang var bilen en Mercedes EQV300, bilen blev noteret ved afkørslen Heiligenhafen Ost, der stod OH på nummerpladen, og det betyder Ostholstein og ikke Oldenburg Holstein, selv om det er samme område, og således var den sidst antrufne ellert i Tyskland også en bil der hørte til i lokalområdet, men kun to af de ni var på langtur.

Vi gjorde som nævnt også stop ved Fleggaard, ikke fordi Fleggaard Leasing har gjort sig uheldigt bemærket med registrering af leasingbiler, men for at tanke op med afgiftslette emner, hvorefter turen sluttede med Scanlines Sørøveri, hvor vi ikke så nogen el-biler i venteområdet eller på bildækket væk fra Tyskland.

Med en bestand på 48.500.000 million personbiler, og rigelige offentlige tilskud til at købe en el-bil i Tyskland, er det forbløffende få man møder på motorvejene. Vi kan se der sælges el-biler i Tyskland, 17.400 nye i 2020, men hvor er de henne? Er ejerne af el-biler bare klogere end danske ejere af el-biler, og holder dem væk fra motorvejene? Vi har ikke svaret, men vi har gjort en interessant iagttagelse i det tyske. Der er masser af ledige ladestandere, og der kommer flere hver eneste dag. Tyskland har sat turbo på det forsyningssystem, som skal sørge for fremtidens brint og el-biler med energi.

Men ni el-biler på en tur på 750 km på tyske motorveje en helt almindelig hverdag i slutningen af marts 2022. Det er ikke mange. Nærmest overraskende få.

Målet er ret forude. Om få øjeblikke bliver vi nok engang flået af Scanlines Sørøveri.

Pin It on Pinterest