Kender du Changan

Deepal S05 fra Changan er den mindste model fra det kinesiske mærke, der har to nye modeller på vej til Danmark.
Hvis ikke det er tilfældet, kommer du sikkert til at høre meget mere, for Changan er endnu et kinesisk bilmærke med kurs mod det danske marked med forventet debut i løbet af marts måned 2026.
Fra start lægger mærket Changan ud med to modeller, begge fuldt elektriske, modelnavnene er Deepal S05 og Deepal S07, S05 er en ellert i C-segmentet, det er 308, Corolla eller Golf størrelse, hvor S07 er D-segment, og dermed en klasse over, hvor vi er i 508, Avensis, Passat o.s.v. størrelse.
Bilmærket Changan har designcenter i Torino, et designcenter man har haft siden 2001, og så kan vi lidt spydigt spørge, hvad de dog har lavet i Torino i alle de år.

Deepal S07 er den store model, men den kan også være en lidt ældre model, for den er udstyret med en mindre motor end den mindre S05.
Ægte italienske bildesignere kan sprøjte et utal af lækre dytter ud på de forgangne 24 år, men Deepal ligner til forveksling en Aiways, – eller så mange andre kinesere, det er under alle omstændigheder et design, der kan forbedres betydeligt, og så kan de prikke tænder i den bemærkning i Birmingham, hvor Changan har sit europæiske hovedkontor.
Changan starter med det, der beskrives som et landsdækkende forhandlernet. Oversat til dansk for almindelige bilkøbere betyder det, at man sender endnu et bilmærke ud til landet Suzuki-forhandlere, for det er er Andersen Motors i Køge, der har lavet aftale med kinesiske Changan, og på den måde er man nu oppe på tre kinesiske bilmærker i Køge.

Deepal S05 trækker på baghjulene, den fås også med træk på alle fire, og prisen i Tyskland starter med 39.000 Euro.
Der er også en anden interessant oplysning i den første meddelelse fra Changan og Andersen Motors, her lyder det, at de to første modeller er fuldt elektriske, og hvis vi skal tolke på den formulering må det betyde, at man som MG har andet end ellerter på programmet, og det skærper selvfølgelig interessen, og i modsætning til mange andre kinesiske bilmærker, har Changan en del år på den kinesiske bag, Changan som bilmærke er 41 år i 2025, så det lyder meget mere end sandsynligt, at man har mere end ellerter på programmet, så vi vil både vente på de to nyheder, ligesom vi er lidt spændte på de næste modeller fra et bilmærke, der ser ud til at kunne andet og mere end to ellerter.

Kabinen i S05. Meget, meget kinesisk.
Om de to kommende modeller kan vi oplyse, at S05 har en rækkevidde på 485 km, den større S07 kører 475 km, begge tal er efter WLTP norm, og så skulle bilerne kunne lade med op til 200 kW, hvis man kan være så heldig, at finde en lader med så store muskler.
Med to modeller skulle man tro, at den store model S07 er den store på alle leder og kanter, men her er Changan usædvanlig. Den lille S05 er udstyret med en motor på 272 HK og 290 Nm, batteripakken er på 68,8 kWh, tophastigheden er 180 km/t og 0-100 klares på 7,5 sekund.
C05 er 460 cm lang, kørevægten er 2015 kg og trailervægten siger 1600 kg.
Basisudgaven trækker på baghjulene, men S05 fås også som 4WD. Det vides ikke, om begge varianter kommer til Danmark.

Tjahhhh, bum, bum
Den større model S07 er større målt på udvendige mål, men motoren er på 218 HK og 320 Nm, og det er her, vi finder det ualmindelige, for den mindste motor er lagt i den største bil, men til gengæld er batteripakken større, S07 har en batteripakke på 80 kWh, og så hedder tophastigheden 180 km/t, mens 0-100 klares på 7,9 sekund.
S07 er 475 cm lang, kørevægten er på 2148 kg, og trailervægten er på 1500 kg.
På toppen af disse oplysninger, er det kun prisen der mangler. Den har vi endnu ikke, og vi må sikkert vente til engang i februar/marts, alt efter hvad Andersen Motors synes er mest interessant, men vi kan da oplyse, at garantien er på otte år eller 200.000 km, og underligt nok, er den lille model S05 ikke prissat i England, men vi har fundet en tysk pris, der siger 39.000 Euro, mens den større S07 er prissat til 45.000 Euro, og vi kan også finde en pris i engelske pund på S07.

Changan er et ældre bilmærke set med kinesiske øjne. Det er 41 år gammelt, og man har haft designcenter i Torino siden 2001. Hvad pokker de så har lavet i Torino i 24 år, er uvist, for der er rigtig meget Aiways og andet kinesisk bil i Changan.
