Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

22. June '23 12:19 by Jørli Petersen

Kilometerbissen

Ford Kuga er den mest solgte Plug-In Hybrid i Danmark, men også et rigtigt kilometersvin. En bil til hele familien, til bykørsel og til langturen over Alperne.

Er du til en rummelig SUV, synes du godt om lidt lavere afgift på den bil, der skal holde i indkørslen, og har du overvejet den smarte kombination af noget, der kan lidt af det hele, kan du godt læse videre, hvor vi genser og gentænker Fords topsælger, der samtidig er den mest solgte plug-in på det danske marked.

Vi har haft Kuga under behandling flere gange, og vi vil på ingen måde skjule, at vores foretrukne Kuga, er udstyret med et ordentligt svin af en dieselmotor i næsen, men bevares, det er ikke specielt politisk korrekt, og det er ikke længere den oplagte mulighed, og så må vi jo søge alternative løsninger, hvor Kuga PHEV er den oplagte.

Vi kikker omgående på noget mindre vigtigt for de fleste, men en trailervægt på 1700 kg er ved at være ualmindeligt, og det placerer ikke Kuga PHEV i den ende af skalaen, hvor man kan løbe med den store bådtrailer eller hestetraileren med to krikker på vej til enten dyrlæge eller stævne, begge dele koster i øvrigt kassen, men Kuga kan løbe med en pæn stor campingvogn, og vi ved fra tidligere, at Kuga er en trækker i absolut topklasse, noget som i øvrigt er en disciplin, Ford er rigtigt gode til.

God komfort i hele bilen, men selvfølgelig bedst i de rigtigt gode forsæder.

Det var det mindre vigtige for de fleste, så lad os bare gå til bidet, hvor de fleste fatter interesse, for Ford laver PHEV på den rigtige måde.

Basis i bilen er en 2,5 liters 4-benet motor, og på den måde sikrer man en trækkraft, som ikke dumper helt under lavmålet, når det bliver nødvendigt, enten fordi det går opad, fordi bilen er fyldt med mennesker og bagage, eller fordi man netop kører med en pæn stor tingest på trækkrogen.

Ford henter 152 HK ud af den 2,5 liters motor. I sig selv ikke imponerende, men vi lader nåde gå for ret, fordi man henter de 152 HK fra en motor med stor cylindervolumen, og så går vi herfra til bilens max ydelse, der siger 225 HK, hvilket vil sige den mængde motorkraft, bilen kan opnå, når både el- og benzinmotor spiller sammen på den bedst mulige måde.

Kun et lille minus

Elmotoren er på 131 HK, og her henter man især mærkbar effekt fra stående start, mens resten er et samspil fra hybridsystemet, som Ford har fået rigtig godt styr på.

Sammenlignet er skærmen i midten ikke den største, men stadig rigelig. Bilens head-up display er også af den lidt gammeldaws type, men fungerer.

Vi har haft Kuga PHEV til en mere intensiv test, vi har banket løs på mulighederne, både hvor det går opad, hvor bilen kører med det, der svarer til fire personer plus lidt bagage, ligesom vi har haft bilen på steder, hvor man må overskride normale danske fartgrænser, og på alle måder er der positive oplevelser.

Eneste lille minus i en ellers flot totalpræstation, kommer ikke uventet fra automatgearet af CVT typen. Vi har mange gange sagt grimme ord om netop noget CVT, første gang var så vidt vi husker i noget Fiesta, hvor det nærmest var pinligt, at trille rundt i københavnsk bytrafik, men nu skal man for alvor banke til bilen, før den viser den kendte CVT opførsel, og det sker først, når vi kører omkring 140 km/t, hvorefter det bliver mere stabilt, når hastigheden ryger over de 150 km/t.

Vi skal også uddele en gang ros til Ford, for at lave et system, der får samspil mellem el og benzin til at fungere rigtig flot, – det er topklasse blandt plug-in biler, og alt dette skal tilføjes et godt indtryk af en meget rummelig type SUV, som rigtigt mange danskere allerede har stiftet bekendtskab med.

Eneste lille minus er den kendte store læssehøjde til bagagerummet, noget der altid er en ulempe i denne type bil, men Kuga har plads til det meste, tager sig godt af de mennesker, der opholder sig i hele kabinen, og vi er helt tilfredse med den komfort, der tilbydes i forsæderne.

Når Ford er bedst

Masser af plads med en sædvanlige rigelige læssehøjde. Der er ikke dobbeltbund i bilen., Når bunden er lidt åben, er det fordi vi har smidt ladekablet i kælderen, så det ikke rasler rundt i bilen.

Vi må også erkende, at en del af de ting vi oplever i den opdaterede Kuga, er lidt tæt på sidste udløbsdato. Man kan aflæse de vigtigste informationer i nedre del af forruden, men måden det gøres på med den lille skærm, der kører op og ned, når man starter eller stopper motoren, er old-school, men det virker, og vi er ganske godt tilfredse med resten af bilens funktioner, hvor firmaets direktør pegede på skærmen midt i bilen, og ja, den er ikke blandt de største, men den skal heller ikke bruges til et utal af upræcise eller modvillige tryk, så vi er tilfredse, mens vi også skal fremhæve noget som vi tidligere har noteret hos Ford, noget som den automatiske lygtestyring fungerer så godt, at det ikke overgås i andre biler, og her tænker vi på den automatiske op- og nedblænding til langt lys. Når man kører Ford, får man ikke de misfornøjede blink fra modkørende lastbiler på motorvejene, og mange af disse funktioner skal lægges oveni den velafstemte undervogn, som er nødvendig, for at gøre bilen velegnet til at køre med en stor trailer.

Kuga er igen noget typisk Ford. På trods af bilens forhøjede tyngdepunkt, har vi haft fornøjelsen af en bil med en vis mængde kurveegenskaber. Bevares, vi er slet ikke i Cosworth-ligaen, men for en halvhøj SUV, er det rigtig flot, og så kan vi forsikre, at bilen ikke sætter sig i fjedrene, når man læsser bilen godt og grundigt, heller ikke, når en del af den påførte vægt nok ligger lidt rigeligt langt tilbage i det meget rummelige bagagerum.

Tænk en tanke

Frække fælge og ruller tilsat rød maling på caliprene.

Slutteligt har vi netop gennemlæst samtlige linjer en ekstra gang, for vi måtte lige være helt sikre på, at vi ikke var blevet grebet af en lidt uheldig stemning. Men nej. Ford Kuga er toppen af poppen blandt danske plug-in biler, og helt fortjent den mest populære i Danmark.

En god del af den forklaring er selvfølgelig startprisen på 310.000 kr, og er du det mindste i tvivl, kan vi kun opfordre dig til at afkorte tænkepausen, for der er prishop på vej.

Det gode råd er, at bestille din bil på en sådan måde, at den med sikkerhed kan blive monteret med nummerplader inden klokken slår 2024, hvor der nok engang er tale om højere afgifter på biler af plug-in typen.

Fra 1. januar 2024 er prisen på en Kuga med sikkerhed steget med mindst 15.000 kr, så gør tænkepausen så kort som muligt. Man kan jo godt købe den nye bil i løbet af sommeren, og først hente den nye bil engang i december måned.

Ford Kuga 2,5 PHEV St-Line

Pris: fra 309.990 kr

Pris for testbil: 420.050 kr

Motor: 2,5-liter 4-cyl

Aut type CVT

Samlet:

225 HK v. 6100 o/m

230 Nm v. 0 o/m

Benzinmotor – 152 HK

Elmotor – 131 HK

Batteripakke: 14,4 kWh

0-100 km/t: 9,2 sek

Tophastighed: 200 km/t

Forbrug: 100,0 km/l

Rækkevidde el WLTP: 66 km

Kørevægt: 1844 kg

Totalvægt: 2320 kg

Trailer: 750/1700 kg

CO-2: 22-24 g/km

Pin It on Pinterest