Klassens ener
BMW i5 er Årets Bil i Danmark. På forunderlig vis nåede den ikke at blive årets bedste nye bil i Europa, og hvorfor det ikke skete, kræver vist meget mere end almindelig indsigt i bilernes verden.
Vi giver allerede nu efter overskriften i denne test. Med klasse mener vi ikke størrelse, eller prisklasse. Vi favner samtlige el-biler på det internationale marked, og placerer BMW i5 som den bedste ellert til dato. Og det er en føring med flere længder.
Vi har tidligere testet i5,men det var i topversion. Den såkaldte M60 udgave med voldsomt mange heste og bunkevis af udstyr, men også med et prisskilt på mere end 1,2 million kroner.
Testbilen er stik modsat. Her er der kun en enkelt motor på 340 HK, det lyder ikke af alverden sammenlignet med så mange andre ellerter, men mellem venner kan vi godt liste en lille hemmelighed ud. Det er rigeligt. Vi føler os absolut ikke ladt i stikken med en 0-100 tid på seks sekunder rent, og at tophastigheden på 193 km/t er elektronisk begrænset, og vi sætter endnu engang en tyk streg under høje hastigheder og el-biler. Det er to ting der slet ikke hører sammen.
Den såkaldte rækkevidde skal helt genbeskrives, hvis man finder en stump tysk motorvejsstrækning, hvor man kan køre med pedalen i bund, – og man kommer faktisk ikke ret langt med den type gaspedal, så skal du køre tysk motorvej, så skal der en forbrændingsmotor i næsen på BMW 5-Serie.
Sammenligningen med topmodellen M60 holder på flere området, og det vi især lægger mærke til, er batteripakken.
Selv om vi er i basisniveau med i5, er det samme batteripakke, som vi finder i den dyre M60. Vi har 81,2 kWh til rådighed, den officielle pakkes indhold er 84,4 kWh, og det skulle række til 572 kilometer efter WLTP normen. Igen kan det ikke kommer som nogen større overraskelse, at det vi måler er ganske langt til den officielle opgivelse, men summa sumarum kan vi skrue det ned til, at BMW i5 kører nogenlunde samme antal kilometer som de oplagte konkurrenter, måske med undtagelse af Tesla, der tilsyneladende har et par tricks i ærmet.
Noget om størrelse
Hvordan så med udstyr i en basis BMW. Vi er sådan nogenlunde tilfredse. Det der især giver ekstra krydser i karakterbogen er bilens generelle komfort, vi er også mere end meget tilfredse med bilens sæder, og så er det umuligt ikke at sætte stor pris på bilens stabilitet, herunder retningsstabilitet på motorvej, som både er en ren paradedisciplin for en i5, men samtidig også bilens fjerne nummer et, netop med hensyn til rækkevidden.
Pladsmæssigt er ny i5 mere på det jævne. Det er ikke her bilens henter topkarakter, bilens fysiske størrelse kan give forventning om mere, og det er vel især bilens bagageplads der kan virke lidt under det man kan forvente i forhold til bilens størrelse, men så længe man opholder sig i bilen, er det svært at være ægte utilfreds, – sådan for alvor.
Køremæssigt har vi tidligere nævnt bilens enlige motor og det klassiske baghjulstræk, som man forventer af en rigtig BMW. Vi kan ikke komme uden om, at en i5 er en ganske tung vil, vi er på den forkerte side af 2200 kg i ren kørevægt, men et koster at køre med et stort batteri, og et mindre vil ikke være en løsning, for så er rækkeviden pludselig for kritisk, så derfor er pakken velafstemt.
Men det der for alvor sætter BMW i5 i spidsen for alle el-bilerne er bilens køreegenskaber. Hvor vi har for vane at beklage os over elbilers køreegenskaber, skal vi ikke ytre det mindste kritiske ord om i5.
Klassens klare nummer et
Her er der både behændighed, balance og gode reaktioner, selv om det man først og fremmest oplever, er bilens komfort. Først når man udfordrer bilens grænser, opdager man, at BMW har gjort sig voldsomt umage med at tilføre den elektriske i5 noget af det der er et særkende for BMW. Lækre køreegenskaber.
Bevares. Vi når ikke de højder, som vi kan nå i en 5-Serie med 3-liters række 6’er, men vi holder os til en sammenligning blandt ellerter, og her er i5 helt i særklasse.
Så kan man beklage sig lidt over prisen, og ja, vi starter lige omkring de 600.000 kr, hvis man ønsker at købe bilen på almindelig vilkår, men kun meget få kunne drømme om at købe ved at smide en stak snart ugyldige tusser på disken hos BMW forhandleren.
Vi taler leasing, og her er situationen en ganske anden. Tjek bare BMW’s registreringstal de senere år, og den store fremgang handler om firmabiler og dermed om leasing. Det er også dette marked BMW dyrker, og det gør det rigtig godt, og skal man køre el-bil, har BMW det ultimative trumfkort, – en i5. Årets Bil i Danmark 2024.
Rækkevidde estimeret: | BMW i5 eDrive 40 | ||
By koldt vejr | 450 km | By mildt vejr | 670 km |
Motorvej koldt vejr | 340 km | Motorvej mildt vejr | 440 km |
Gennemsnit koldt vejr | 395 km | Gennemsnit mildt vejr | 540km |
Tal er internationale beregninger fra Holland, England og Tyskland. |
BMW i5 eDrive40
Pris: fra 590.000 kr
Pris for testbil: 722.497 kr
Motor: 1-baghjulstræk
1 – aut
340 HK
430 Nm v. 0 o/m
0-100 km/t: 6,0 sek
Tophastighed: 193 km/t
Batteripakke 84,4/81,2 kWh
Rækkevidde 572 km WLTP
Spænding 400 V
Forbrug 18,2 kWh/100 km
Kørevægt: 2205 kg
Totalvægt: 2740 kg
Trailer: 750/1500 kg
CO-2: 0 g/km