Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

8. February 12:30 by Jørli Petersen

Konas vokseværk

Hyundai Kona er vokset markant ved seneste modelskifte. Bilen er hele 15 centimeter længere, og det hele er gået til plads på bagsæde og i bagagerum.

Det kan godt se ud som om Hyundai havde valgt at begynde helt forfra, da man satte sig til tegnebordet, og skulle fastlægge rammerne for ny Kona.

Det mest iøjnefaldende ved den nye model er bilens størrelse. Ny Kona er betydeligt større end tidligere Kona, den er faktisk vokset en hel klasse, og hvor fætter Niro fra Kia tidligere blev opfattet som et større model, er Kona og Niro blevet ligeværdige.

Men, der er selvfølgelig et stort men, det eneste punkt hvor familien kan sammenlignes direkte, er på de fuldt elektriske udgaver, mens diverse varianter med klassisk motor er helt anderledes, og det var netop denne brede modelpalette, det gjorde Kona til en af vores absolutte favoritter, da der skulle fordeles stemmer til kåring af Årets Bil i Danmark.

Her havnede Kona helt i top på vores liste, og tjek lige det tekniske udvalg. Som benzin med 1-liters 3-benet, 1,6 liters benzin og endelig som nævnt, – som 100 procent ellert.

Gode sæder også i den billige ende af modelprogrammet, der er større end det vi ser i Danmark. Ude i den store verden kan man få Kona med 2-liters benzinmotor med 147 HK.

Vi arbejder os den kommende tid igennem to ud af tre varianter af Kona, og vi har lagt ud med den billigste model, den 1-liters 3-benede, og faste læsere ved, at denne type motor ikke er vores favorit. Det er kun i det bilfolket kalder A-segmentet, vi kan sige god for disse små motorer, men ny Kona er alt andet end en A-størrelse bil, den er blevet en rigtig rummelig og meget duelig familiebil.

På trods af modsætninger mellem motorens lidenhed og bilens nye faktiske størrelse, er der en overraskende harmoni over bilen. Lydtrykket i kabinen er overraskende lavt, det er ikke meget man hører til den 3-benede, som i perioder må arbejde ganske hårdt, men der er et pænt kraftoverskud over et bredt område, og det hele mildnes af den 7-trins automatkasse, der fungerer langt bedre end man kan tillade sig at forvente.

I testperioden kunne vi ikke en eneste gang konstatere et eksempel på unødvendig tøven eller forkert valg gear. Den 7-trins gearkasse er hele tiden klar til fornyet arbejde i rette gear, og alle funktioner sker uden ryk eller rusk, så på trods af motorens type, ender vi med en karakter, der hedder middel, og det er store ord til noget, der indeholder en 3-benet.

Det koster selvfølgelig at køre med automatgear. Ikke noget nyt på den front, og Kona opfører sig helt klassisk ved at køre lidt kortere på hverr liter, den er desværre også en klasse dyrere i strafafgift til staten, men det er det hele værd.

Velkommende til en velfungerende førerplads. Det grønne klisterbånd på ratstammen, er vores nyeste påhit til at sætte overvågningen ud af funktion.

Et eller andet sted er vi overbevise om, at merprisen også afspejles i en kommende brugtpris, og så længe man kører Kona, er det en fornøjelse helt at glemme den 7-trins automatkasse af typen dobbelt-kobling, og herfra behøver vi næppe skrive en egentlig anbefaling. Det er som om det allerede er på plads.

Plus 15 centimeter

Det er ikke de tekniske løsninger i den mindste Kona, der er den store nyhed. Det er bilens størrelse. Der kører en del el-Kona som hyrevogne rundt om i landet, Hyundai var tidligt ude og markerede sig positivt, men den tidligere model Kona havde ikke plads i kabine og bagagerum som rene plusser, da der skulle vælges el-taxi.

Jo, jo da, der er masser af skærm i Kona.

Det er helt anderledes med den nye model. Plads på bagsædet, rigtig god plads på alle leder og kanter i hele kabinen, især hvis vi også ser på startprisen 285.000 kr, vi taler rummelig familiebil med høj brugsværdi, så Kona fortjener betegnelsen praktisk og funktionel, og kommende ejere vil sætte pris på gode pladsforhold både for og bag, og vel især det markant større bagagerum, hvor der nærmest er tale om et kvantespring.

Et af de punkter, hvor Kona for alvor er forbedret.

De to forsæder får et pænt plus for komfort, og så kommer vi til selve indretningen af førerpladsen, der er lige op ad vores boldgade. Der er herlige knapper og kontakter til alle de daglige funktioner, selvfølgelig er der skærm med mængde af mindre betydende eller knap så hyppigt benyttede funktioner, men alt det daglige er lige ved hånden, og vi giver især ekstra plusser til Hyundai, for at sætte tre vigtige knapper på deres helt logiske placering.

I midterkonsollen er der lige ved højre hånd afbryder til varme i sæder og rat, en absolut herlig ting om vinteren, og ud for venstre tommelfinger, sidder en anden meget vigtig knap, som afbryder den medfødte linjevogter, så man ikke skal slås med bilens automatiske medstyring på byens mange hvide vejstriber.

Det får os til at sende en pæn vurdering af det man kalder assistentsystemer, som naturligvis er opgraderet i ny udgave, Hyundai gør det pænt og diskret med disse systemer, som vi på andre bilen kan finde direkte irriterende, og det var alt hvad vi fandt plads til omkring emnet sikkerhed.

Konas fortrin

Velplacerede knapper til varme i sæde og rat. De to knapper der er nærmest højre hånd.

Venstre tommel sidder helt rigtigt, når vi vil afbryde linjevogteren.

Køremæssigt er Kona lige så familievenlig, som den er kørevenlig. Det hele er udramatisk. Bilen er afstemt til komfort, der skal ikke være buler og bump i familien Danmarks tilværelse, hvis det står til Hyundai, men det betyder ikke, at bilen kører dårligt på nogen måde.

Den stikker bare ikke næsen frem, den er ikke sporty, hvilket designet tydeligt peger i retning af, styringen er måske det bedste ved bilen, man har lidt fornemmelse med vejbanen, og bilen styrer nogenlunde præcist, bremser er effektive, og Hyundai Kona er vokset med ynde, hvis man kan bruge den betegnelse om en bil, der også er blevet betydeligt større. Men det er netop det, der er ny Konas store fortrin, og som sidste bemærkning, peger vi igen i retning af bilens garanti. Fem år med ubegrænsede kilometer. Vi ser gerne mange andre bilmærker følge Hyundai eksempel.

Akselafstanden er med seks centimeter øget til 266 cm mens bilen er vokset med 15 cm til 435 cm. Det rykker Kona op i en helt anden klasse, som vi uden problemer kan kalde praktisk familieklasse.

Hyundai Kona 1,0 T-GDI 130

Pris: fra 284.990 kr

Pris for testbil: 349.995 kr

Motor: 1,0-liter 3-cyl

7 – aut DCT

120 HK v. 6000 o/m

200 Nm v. 2000-3500 o/m

0-100 km/t: 9,3 sek

Tophastighed: 180 km/t

Forbrug: 16,7 km/l

Kørevægt: 1520 kg

Totalvægt: 1855 kg

Trailer: 600/1200 kg

CO2: 135 g/km

Pin It on Pinterest