Lånte fjer
En ny TV-serie følger den nuværende topchef for Renault, og foruden nærbilleder fra chefkontoret, vil den opmærksomme seer også blive vidne til en anderledes premiere på en helt ny model. Faktisk er det en legende, der får nyt liv, en Renault Turbo 3, men før drømmene ryger lige op i den mørke vinterhimmel, skal du lige spise en smule brød til herligheden.
Det er en ellert
Turbo og ellert?
Det er som at købe Kong Frederiks kronregalier i simili version, det er og kan ikke blive det samme, heller ikke hvis Renault skulle gøre sig den ulejlighed, at sætte kunstig lyd på oplevelsen.
Til gengæld er der ikke mangel på de rå heste. Det hedder plus 500 HK nogle steder i det materiale vi kan få fingre i, andre steder hedder det 500 rent, men uanset hvad, så er 500 HK ganske pænt for en bil i størrelse Renault 5.
Bilen hylder også de to legender, Renault Turbo 5 og Renault Turbo 2, ved kun at trække på to hjul. Alene det at 80’ernes topmodel turbo trak på baghjulene, gjorde den originale Turbo til noget særligt, en standard 5’er var yderst beskeden på trækkraft, men typisk for tiden havde den forhjulstræk, men den kommende Renault 5 Turbo 3E har to motorer på bagakslen, og så ved vi ikke ret meget mere, end den kommende topmodel i 5-programmet først er klar til salg i 2026, mens banaliteter som batteripakke, rækkevidde og ikke mindst vægt må vente til engang ud i fremtiden, for især vægten på nyheden kan blive meget afgørende for værdien på fornøjelsesskalaen.
Den oprindelige Renault 5 Turbo, var i produktion fra 1980 til 1987. Den kom i tre varianter, med 105, 115 og 120 HK for årgang 1987, og bilen var ægte GTI, selv om den hed Turbo. Den var direkte sammenlignelig med Golf og 205 GTI med motoren på tværs foran og træk på forhjulene og en egenvægt på 830 kg, men når det bliver rigtig rørstrømsk omkring Renault 5 Turbo, så er det Turbo 2 motorfolket tænker på, en model der var i produktion fra 1980 til og med 1982, og denne variant var ægte rally og motorsport.
Motoren på tværs, basismotoren var den samme 1,4 liters, men nu var det centermotor, lige bag de to forsæder, træk på baghjulene, 5-trins gearkasse og 160 HK. 0-100 på 3,5 sekund, tophastighed 200 km/t og en egenvægt på 970 kg, så bare ved at sammenligne vægt på de to gange Renault 5 Turbo, kan man se, der er sket noget meget alvorligt med den flyvende Turbo 2 – skråstreg 5’er med centermotor.
Vi sammenlignede den kommende falske Turbo, som ikke har det fjerneste at gøre med turbo, så det er trut i en hornlygte, men derfor kan det da godt bliver underholdende. Men helt ægte bliver den ikke. Den kan i bedste fald blive sin egen.