Lavpris Lexus
LBX er både den mindste og for den sags skyld billigste model fra Lexus til dato, selv om det med billig og Lexus ikke for alvor fortjener noget i retning af et lighedstegn.
Vi går ret til mekanikken og bilens størrelse. LBX er og bliver en Yaris, der har fået lidt steroider. Vi kan kalde den Yaris Cross, for Lexus kalder deres mindste for en SUV type kompakt og andre smarte sammenstillinger af ord, og det smarte går igen i markedsføringen, hvor den glittede brochurer først bedyrer, at LBX er bilen til byen, mens billederne er domineret af smarte chicks og friske fyre i klæder der dufter af den dyrere ende af butikken, hvor vi for længst har passeret afdelingen for trikotage.
Lexus vil som alle andre gerne have fat i de unge købere, men disse købere må også gerne være ”mindre vidende” om automobiler i det hele taget, for Lexus vinder ikke på teknik. Bare det at lægge en 3-cylindret benzinmotor i en Lexus er langt over den røde streg. Det var ikke gået for en Mercedes. At BMW og Audi tyr til den form for besparelse er bare skuffende, men at Lexus går i samme fælde er skidt, så minus til Lexus.
Elmotor er størst
Når vi har sagt 3-benet haltefanden i en Lexus, siger vi også Yaris. Det er samme motor, som dog er omkalfatret en del i direkte sammenligning. Hvor Yaris Hybrid lægger sine 130 HK sådan nogenlunde kvit og frit med hovedvægten langt på benzinmotoren, er Lexus LBX det man kalder en selvopladende hybrid, – en ny gang ordflom der skal køre lidt ekstra glasur ud over en klassisk hybrid, som Toyota og dermed Lexus er mestre i at udføre, så hvorfor opfinde noget nyt?
1,5 motoren i Lexus er sat til at yde 91 HK. Som altid hos Toyota er elmotoren proppet ind i drivlinjen, el-motoren lægger 94 HK og 185 Nm, hvor den samlede effekt når de 136 HK, som er et tal, der stort set ligner det vi kender fra Yaris.
Før du begynder at mistænke os for at sige noget skidt om Toyotas motorer, så skal vi hurtigt tilføje, at ingen laver hybrid som den japanske gigant. Der er så mange generationer hybrid hos Toyota, at man hurtigt løber før for kugler på rammen, vi konstaterer blot, at det ikke fås bedre, men det er ikke det samme som at sige, at vi synes det hører hjemme i en Lexus.
Her er vi meget mere til den topudgave af LBX, som vi ikke har set herhjemme. En variant med 1,6 liters 4-benet motor, – det lyder allerede meget bedre, og når vi så siger 304 HK og 4WD, så bliver vi meget nysgerrige, og kan kun beklage de danske afgifter, der holder biler som denne væk fra de danske bøgeskove.
Spørgsmålet er så, om undervognen er sat op til at kunne tumle sådan en bandit, men mon ikke, selv om det nok kræver en del ændringer, fra det vi finder på den mindste LBX, der helt naturligt har lagt alt vægt på komfort, derfor den tidligere lovprisning af bilens egnethed til bykørsel, mens vi ikke er helt så venlige over for undervognen, der godt kan føles primitiv, når den møder dårlig vejbane, der er alt for almindelig i Danmark. Bilens højde har ingen indflydelse på det vi kunne forvente i følsomhed over for vind, her går det ganske fint, men så snart vi er ude i det åbne landskab, skinner det igennem, at konstruktionen er Yaris, og at det man har flettet sammen under bilen ikke lever op til det prisskilt vi finder på en Lexus LBX, hvor startprisen måske kan accepteres hos nogle, men som det er tilfældet med Audi og BMW, pas på med alt det ekstra.
Inden du har set dig om, at prisen stukket af, og med det mener vi op. Testbilen er allerede røget 75.000 kr over startprisen, så jo, vi er i luksussegmentet. I det mindste når det gælder pris og komfort i byen.
Samme men længere
Vi vender tilbage til den platform, der deles af Yaris og Lexus. Forskellen i akselafstand er to centimeter, hvilket ligger inden for det tilladelige for fælles konstruktion, vi kan også se forskel i længden til fordel for LBX, men her handler det om udhæng over akslerne, der er otte centimeter mere foran på LBX men hele 15 centimeter bagude, og her er forklaringen på den større totallængde til LBX, som selvfølgelig også resulterer i mere plads til bagage, men ikke nødvendigvis mere plads i kabinen, og vi synes ikke de to centimeter i større akselafstand til LBX, kan genfindes i noget der ligner mere benplads omkring bagsædet.
Modsat er der skruet voldsomt op for udstyr og kvalivare inde i bilen. Det er sæder i topklasse, vi er tydeligt rykket mere end en enkelt klasse op, faktisk stikker Lexus både BMW, Audi og Mercedes mindste modeller, for gælder det udelukkende komfort, er der ingen tvivl om, at Lexus løber med de gyldne palmer, og det er selvfølgelig forklaringen på, at man forsøger at fortælle de unge købere, at dette er en bybil i luksusklassen.
Det er også en fornøjelse at røre ved ”plast”, når man sidder i en Lexus, vi er igen rykket op i kvalitet, dørene lukker med det ønskelige lille klik, men vi har ikke helt affundet os med den nye type dørluk hos Lexus. Det føles lidt som om man bliver sat uden for indflydelse, vi mangler det signal fra låsesystemet, der signaler lukket dør, og så er vi om ikke vilde med instrumenteringen, men det går vel an, der er stadig lidt knapper tilbage til daglige funktioner, men et særligt kapital hos Lexus er også alarmer.
Voldsomt irriterende
Man bliver bippet, så man nærmest er gasblå af irritation, inden man har kørt alt for langt. Bipperiet tager desværre overhånd under kørsel, man bliver totalt tonedøv overfor de mange alarmer, så hvis der endelig skulle være brug for en alarm, bliver den overhørt i den store mængde, hvorefter man er kommet galt afsted.
Derfor vores vanlige trick med en gang gul tape over det til lejligheden opsatte kamera, som har det formål, at holde øje med føreren. Man føler sig næsten overvåget i kinesisk forstand, når man ser sådan en dims, der bliver lige så forvirret i Lexus, som den gør i en Toyota, når kameraet kikker ind i en gang gul tape.
Efter at have kløet sig i nakken en hel del sekunder, kommer der så en udmelding fra alarmsystemet. Ret dig op i sædet, lyder formaningen fra overøvrigheden, og hvis jeg skulle anskaffe en Lexus i 2025, ville jeg tage en alvorlig snak med en teknisk vidende person hos enten Toyota eller Lexus, for jeg ville have sikkerhed for, at man kan afmontere en del af alarmerne, ligesom det skal være meget lettere at slå de lovpligtige EU-alarmer fra. Det skal ligge helt fremme på skærmen, eller også skal der være en knap, som vi finder det hos flere bilmærker som Mazda og Renault.
En anden ting er bilens økonomi. Her er vi ganske venligt indstillet overfor Lexus LBX. Den kører uventet langt på literen, og det hænger nok engang sammen med Toyotas lange erfaring og konstante opdatering af hybrid-teknikken. Vi har de vanlige indsigelser overfor automatgearet af CVT typen, og mens vi kan lovprise bilens ultra lave støjniveau i byen, genkender vi den irriterende lyd af 3-benet maskine, der jerner op i omdrejninger, når man giver gas på tilkørslen til motorvejen.
Et lille batteri
Vi noterer også, at Lexus LBX er tungere end Yaris. Ikke meget, men noget kan sikkert tilskrives den lidt anderledes teknik, for vægtforøgelsen skyldes ikke alene det mere udstyr og de bedre sæder, og slet ikke det meget begrænsede batteri på 1 kWh, der ligger gemt under førersædet, og så meget om selvopladende hybrid, det er ikke meget der skal oplades, for hybrid (2oo V system) er et konstant ping-pong spil mellem benzin- og elmotor, men alligevel kan man godt blive lidt imponeret over, hvor langt man rent faktisk kan køre på el, før benzinmotoren begynder at blande sig.
Havde det dog bare være en 4-benet motor!
Hvis vi læser rene forbrugstal, er vi rent ud sagt forvirret. Det er svært at finde lighedspunkter mellem opgivne tal for CO-2 og antal kørte kilometer på en liter benzin, men vi opgiver de tal der oplyses fra Lexus, og rynker panden.
Vi slutter med en lille positiv konstatering, for Lexus LBX må køre med en lidt større trailer end det er tilfældet med Yaris, ikke meget, men når vi er på det niveau, tæller hvert eneste kilo.
Lexus LBX
Pris fra: 349.500 kr
Pris for testbil: 422.500 kr
Motor: 1,5-liter 3-cyl
aut type CVT
91 HK v. 5500 o/m
120 Nm v. 3600-4800 o/m
Samlet effekt: 136 HK – 185 Nm
0-100 km/t: 9,2 sek
Tophastighed: 170 km/t
Forbrug: 44-47 km/l
Kørevægt: 1280-1350 kg
Totalvægt: 1755 kg
Trailer: 650/750 kg
CO2: 102-105 g/km