Må ikke returneres
Toyota Proace er altid en traditionel kassevogn med totalvægt omkring 3000 kg, men når der står Verso efter de to første modelbetegnelser, er bilen noget helt andet.
Den er stadig en fransk bygget bil, den er stadig en del af den treenighed der bygger fælles varebiler ikke så langt fra den belgiske grænse, men når man sætter sig bag rattet i Proace Verso, skal man pludselig til at både se og mærke godt efter, for pludselig er der rigtig langt til en traditionel Proacce.
Hvis man også trykker på knappen, der får de to skydedøre til at glide tilbage, kan man se hvad der skjules bag de meget mørktonede sideruder, og pludselig er man klar over, at Proace Verso er en ægte luksusbus. En af den type, som godt kan transportere samfundsspidser til og fra en royal middag på Amalienborg, og de gode sæder bag i bilen, går heldigvis igen på forreste række, og det er her vi har den aller største forskel fra almindelig kassevogn, hvor malersvend Jensen ikke skal sidde og godte sig alt for længe i sæderne, til luksus-Verso, hvor man pludselig oplever at få fuld valuta i siddekomfort.
Både fordi man kan få massage mens man kører, og dels fordi man får den støtte og komfort man kan efterlyse med meget store bogstaver i den almindelige franske kassevogn, og bag i bilen er der yderligere et par meget brugbare foldbare borde, som, – hvis chaufføren ellers kan sit arbejde og kører uden voldsomme ryk og undgår pludselige sidevers bevægelser, vil disse være meget anvendelige til lidt lækre snacks under kørsel, som nærmest bør ledsages af lidt mousserende dråber af den mere velsmagende type.
Velkendt teknik
Motoren i Proace Verso er også det bedste, man formår fra det nordlige Frankrig. Det er 2-liters diesel med 177 HK tilsat 6-trins automatgear, og når vi nok engang taler Verso, er der også lagt meget mere lydisolering i bilen, så man hører nærmest ikke den tekniske pakke forude, som godt kan følge med i hastigt tempo på motorvejen, uden det på nogen måde føles som noget fremmed for bilen.
Velafstemt, ganske retningsstabil, ikke voldsomt følsom for sidevind, teknisk klarer bilen sig rigtig pænt, men Proace Verso er ikke bygget som velfærdsydelse til den eller de personer, der skal betjene styregrejerne, Proace Verso er bilen til transport af særligt udvalgte gæster, det er bustransport på første klasse, og når det gælder transport til VIP og andre særligt betydende mennesker, er transport af børnebørn selvfølgelig en helt oplagt opgave til netop Proace Verso.
De to poder så noget undrende ud, da farfar pegede på den sorte bil med de sorttonede ruder. Eldørene gled næsten lydløst til side, og så blev øjnene så store som tekopper, for at blive lidt i eventyret.
De fandt hurtigt på plads, noterede med stor tilfredshed, at der var varme i sæderne, og herfra blev der udstedt køreordre til farfar på første række, og da turen var slut, var den afsluttende kommentar fra de meget veltilfredse passagerer, – et forbud mod at sende bilen retur.
Den skal du bare beholde farfar, mente ældste barnebarn med stort eftertryk, men sådan kom det ikke til at gå.
Bilen er tilbage hos Toyota, vi har fornøjet os over det nærme bekendtskab med en bil, som vi ellers kun kender fra proff-siden, hvor kassevogne kan runge og siddekomforten som hovedregel er mere end tvivlsom, men det kan altså lade sig gøre, Verso er bilen til den unævnelige del af taxi-transporten, til afhentning af gæster i lufthavnen for hoteller og lignende.
Toyota Proace Verso 2,0D3
Pris: fra 549.900 kr
Pris for testbil: 799.900 kr
Motor: 2,0-liter 4-cyl
6-trins aut
177 HK v. 4500 o/m
400 Nm v. 2000-2500 o/m
0-100 km/t: 16,1 sek
Tophastighed: 170 km/t
Forbrug: 10,1 km/l
Kørevægt: 2100 kg
Totalvægt: 3000 kg
Trailer: 750/2000 kg
CO-2: 155 g/km