Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

1. September '21 20:53 by Jørli Petersen

Maksimal el-Boxer

3500 kg elektrisk varebil, som i virkeligheden har en totalvægt på 4000 kg. Peugeot e-Boxer har nærmest sneget sig ind på markedet som den berømte tyv og natten.

Rygterne har været mange, Peugeot havde lovet, men ikke sagt noget endeligt, så det var helt uden forvarsel, at Peugeot kunne vise den nye fuldt elektriske e-Boxer på en messe for grønne løsninger på det vestlige Fyn.

Nyheden er en elektrisk bil i 3500 kg klassen. Faktisk er bilens totalvægt på 4000 kg, men på grund af særregler for elbiler, må bilen køres på lille kørekort og på samme betingelser som en almindelig 3500 kg varebil, og Peugeot arbejder fortsat på at få bilens totalvægt op på 4250 kg, som vil være ren gevinst for bilens nyttelast.

Først de vigtige data. Bilens rækkevidde oplyses til 224 km efter WLTP metoden. Ikke det helt vilde, men stadig et skridt i den rigtige retning, for ny e-Boxer er med sin pludselige tilsynekomst på det danske marked, blevet en af de biler med bedst rækkevidde i klassen, mens næste oplysning er bilens nyttelast, som på den største model rækker op til 1890 kg, når bilen står som rent chassis. Regner man bilen som almindelig kassevogn, er nyttelasten mærkbart lavere, i virkeligheden direkte sammenlignelig med Boxer diesel, mens bilens motor ikke er standardløsningen hos PSA med de 136 HK, med en anderledes motor med 120 HK.

Tyrkisk hjemmestrik. Peugeot laver ikke selv den elektriske del af e-Boxer.

Den fuldt elektriske e-Boxer kommer med to batteripakker. Den mindste løsning hedder 37 kWh, mens topudgaven har et 70 kWh batteri. Så vil den smarte køber selvfølgelig se nærmere på den lille e-Boxer med den store batteripakke, men sådan spiller klaveret ikke hos Peugeot.

Det franske mærke har tilpasset biler og batterier, de mindste kører med det lille batteri, mens de større modeller benytter de større. Den løsning er valgt for at skabe nogenlunde ensartethed i rækkevidde, mens de officielle tal for rækkevidde siger op til 117 km på det lille batteri, mens det naturligvis er det store batteri, der byder på de 224 WLTP kilometer.

På tur til Tyrkiet

Ny e-Boxer er dukket op som det berømte lyn fra den knap så klare himmel, for bilen var trods alt ventet, men det er uventet, at e-Boxer ikke tager den lige vej fra fabrikken på Adriaterhavskysten til de danske forhandlere, men lige tager en omvej over Tyrkiet.

Frem, tilbage eller ingenting. Automatgear i sin mest enkle form.

Peugeot sender en basisbil uden nogen form for maskineri til Tyrkiet, hvor en specialvirksomhed står for resten. At bilen er hasteudviklet ses tydeligt på bilens instrumentering, der er yderst traditionel, – faktisk helt identisk med den gang instrumenter, der findes i en almindelig diesel Boxer.

Temperatur, tankmåler samt omdrejningstæller findes også i den elektriske e-Boxer, eneste lille ændring er, at de tre visere i instrumenterne er fjernet, og som fuld kompensation for den naturlige placering, har Peugeot flyttet de væsentlige informationer om ladetilstand og rækkevidde op i bilens bakspejl, som alligevel ikke laver noget i en almindelig kassevogn.

Det er første kik på Peugeot e-Boxer, og der er grænser for det antal biler, der kan sælges i Danmark. Som det er tilfældet med andre elbiler, er e-Boxer endnu i begrænset produktion, som løbende øges, indtil den nye model Boxer ventes introduceret i løbet af 2023.

I al hast, kan man bruge som overskrift på denne fuldt elektriske Boxer. Selv instrumenteringen er hentet direkte fra Boxer diesel.

Begrænsningen er måske sat med god grund, for den elektriske e-Boxer i 3500 kg klassen, er ikke nogen billig bil.

Den fuldt elektriske kassevogn koster i runde tal fra 480- til 550.000 kr før moms i afrundede kroner, og i modsætning til køb af andre typer varebiler, skal man ikke regne med rabat af betydning, for de relativt få biler der kan finde vej, kan være af afgørende betydning for mange virksomheder, som gerne vil handle med landets kommuner, der i stigende omfang stiller krav om grøn transport.

Derfor kan de kostbare el-biler vise sig at være en adgangsbillet til opgaver hos flere og flere kommuner, – om virksomhederne så bryder sig om den nye virkelighed er en anden sag, men kravene er tydelige, og skal de opfyldes med varebiler i den største klasse, skal man regne med en pris, der ligger betydeligt over det man normalt betaler for en varebil.

Når tre ud af fire instrumenter under rattet ikke kan bruges til noget som helst, må man trylle med bilens bakspejl.

Peugeots nye modelprogram af el-biler deltager i den næste kåring af Årets Varebil i Danmark, der finder sted medio september.

Ny elektrisk Boxer kommer med to batteripakker. Når det går rigtig højt, er den officielle rækkevidde 224km.

Pin It on Pinterest