Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

7. February '21 14:04 by Jørli Petersen

Mere af det samme

Forskellen på elektrisk 2008 og den mindre 208 er til at huske. Det handler om størrelse og vægt. Ikke andet.

Peugeot e-2008 er et rigtig godt eksempel på, hvordan Peugeot har til hensigt at tilpasse sig det nye marked med mere vægt på det elektriske.

Peugeot 2008 er allerede en etableret succes. Ikke helt på højde med 208, men det er ved at være tæt på, og vi bragte for kort tid siden en test af den fuldt elektriske 208, der som 2008 har et lille ”e” forrest i modelbetegnelsen.

Når man i det nordlige Frankrig skal forvandle en 2008 til en e-2008, smider man kort sagt motor og gearkasse over højre skulder. Differentialet ryger samme fejl, og så er man lidt mere omhyggelig at at holde rent mellem for- og bagaksel, for her skal der helst være plads til en gang batterier.

På den nordfranske hylde ligger en elmotor med 136 HK, ved siden ligger en stak batterier, der kan kobles i serie efter behov, men i løvernes HQ i Paris, hylder man det enkle, så man har sendt samme opskrift på e-208 og e-2008.

Dermed hedder det 136 HK fra motorrummet, batteripakken er 50 kWh, så vi kan ikke overraske ret mange, når vi siger, at alt det med styring, især ladestyring, er nøjagtigt det samme.

Større bil, samme pakke

På den måde kan vi koge de betydende forskelle mellem elektrisk 208 og 2008 ned til to ting. Frontareal og kørevægt.

Alt det tekniske er nøjagtigt det samme som som det vi finder i den mindre 208.

Frontarealet er betydeligt større på 2008, end det er på 208. Samtidig ryger den mindste kørevægt i vejret fra 1558 til 1662kg, og derfra kan vi så vurdere resten af bilen og dens muligheder som ene bil i en gennemsnitlig dansk husstand.

Rækkevidden på e-208 er officielle 340 WLTP kilometer. Den større bil med højere vægt klarer 318 km, og det er en overraskende lille nedgang de to bilers type taget i betragtning. Men. Da vi havde elektrisk 208 til test, skød vi bilens rækkevidde godt og grundigt i sænk. Vi kunne ikke på nogen måde komme i nærheden af noget der bare minder om officielle tal, og det samme gentager sig selvfølgelig med e-2008, – her er det bare lidt værre, og årsagen er selvfølgelig de to primære faktorer, frontareal og dermed vindmodstand samt bilens kørevægt.

Til det lidt triste med rækkevidde, ladetid og alle de begrænsninger det medfører, må vi placere e-2008 i den afdeling der hedder ”bil nummer to”. Hvis man på nogen måde ønsker den fleksibilitet en bil giver en dansk familie, vil man føle begrænsninger, når man har valgt e-2008.

Et af de store plusser hos 2008 generelt, er kabine og førerplads.

Man skal som minimum have sin egen 11 kW lader hjemme i carporten. Hvis familien holder til på 3. sal i de større byer, samtidig med man har dummet sig ved at vælge et Clever abonnement, er man godt nok ”på potten”, for en e-2008 lægger beslag på en ladestander fra arbejdstids ophør til næste morgens afgang, så den elektriske e-2008 lægger også op til fleksible løsninger blandt venner og familie. Kan man bytte bil i udvalgte week-ender og ferier, så den elektriske bil kan holdes i de områder hvor den er bedst, og det er som vi altid påpeger, alt inden for byskiltenes beskyttende skærm.

En ny rolle

Hvis du mener at have læst ganske positiv omtale af standard 2008 her på sitet, har du ganske ret. Vi havde voldsomme problemer med at vælge mellem 2008 og Renault Captur, da der skulle kastes stemmer efter årets nye biler, og vi er på mange måder svært begejstret for 2008, som især i dieseludgave udgør noget nær den helt perfekt bil til den typiske danske familie, med det gennemsnitlige behov. Stil, køremåde, plads, indretning, vi kan sige så gruelig meget pænt om 2008, som er en cross-over og ikke en SUV i ordets egentlige betydning, men der bliver lagt nogle svære begrænsninger ned over den elektriske udgave, som er rigtig fornem til bykørsel, den klarer alle de daglige funktioner, afsted til arbejde i den anden ende af byen, hente unger, købe ind, klare de lokale fritidsinteressen, og så hjem til ladeapparatet i carporten, mens alt det andet mere end minder om den ukendte by i Rusland.

e-2008 er ikke en SUV i forkortelsens oprindelige betydning, men en såkaldt crossover.

e-2008 er bil nummer to. Den viser den gode vilje og parathed til omstilling, men ikke til omstilling for enhver pris. Alle de små detaljer med trykknapper til at benytte den fulde motorkraft går selvfølgelig igen i e-2008, man skal aktivt bede om at få 136 HK og ikke ”nøjes” med 100, som i parentes går rigtig udmærket i byerne, man kan også køre ren økonomikørsel med yderligere begrænsninger, men den indstilling vælger man ikke, det er noget man tvinges til, ligesom man får en rigtig dårlig vane med at glo på bilens rækkevidde, lige så snart man har stukket snuden ud på motorvejen, og en kold og blæsende dag i januar, går det rigtig stærkt med at få brugt al den oplagrede energi.

Så: Vi kan som sagt sige meget pænt om 2008, men kend dit behov før du vælger. Er der brug for mere end en bil i husstanden, kan e-2008 med stor sandsynlighed være det mulige valg som bil nummer to.

Peugeot e-2008 GT-Line

Pris: fra 279.990 kr

Plads, plads og atter plads er sammen med vellykket design de gode plusord for 2008.

Pris for testbil: 319.990 kr

1 – aut

136 HK

260 Nm v. 0 o/m

0-100 km/t: 9,0 sek

Tophastighed: 150 km/t

Batteripakke 50 kWh

Spænding 360 V

Rækkevidde 318 km

Kørevægt: 1662 kg

Totalvægt: 2030 kg

Trailer: 0/0 kg

CO-2: 0 g/km

Garanti: Batteri 8 år, bil 5 år/150.000

Pin It on Pinterest