Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

10. August 16:06 by Jørli Petersen

MG’s nye mini

MGS5 eller MG S5 er nyeste model hos MG, men lidt uventet også den mindste efter den mindre MG3 på mystisk vis er forsvundet fra modelprogrammet. Rækkevidde? MG siger 466 WLTP, vi mener den daglige rækkevidde ligger omkring 375 km i snit.

Første indskydelse. Skal det hele skrives ud i et, eller er der mellemrum mellem MG og S5. MG selv skriver det ud i én køre, vi foretrækker at få lidt luft i systemet, så man kan se hvad der er MG, og hvad der er selve modellen, så indledningsvis en undskyldning til MG.

Dernæst en konstatering af ny S5, der er på vej til at finde sin plads i MG-systemet, og uden at være helt sikre kan vi konstatere, at der er sket ændringer hos MG. Den mindste MG3 er pist forsvundet fra modelprogrammet. En ganske tiltrækkende mindre bil til 220.000 kr, en anderledes hybrid med en rigtig god 1,5 liters ”Opel-motor” som det store ankerpunkt, og vi er ærgerlige på bilismens vegne, hvis ikke der er plads til en bil som MG3.

Modsat er der bunkevis af plads til den nye S5. Den rammer lige durk ind i et meget konkurrencepræget felt af biler, og vi kan målt på størrelse hurtigt sætte navn på par stykker. Først den Navor der dukkede op af det store intet omkring nytårstid, en bil som tilsyneladende lever en stille tilværelse uden noget ihærdighed fra importøren, og til den modsatte konkurrent, som netop nu er dansk topsælger, Skoda Elroq, men sammenlignet med den sidste, er MG S5 i billigste trim noget billigere.

Tjek lige alt det med opladning, før du vælger S5 model. Den mindste er kritisk, når det gælder hjemmeladning.

En dyst på pris

Den fordel ophæves imidlertid delvis af fordele og ulemper, for efter et grundigt kik på modelprogrammet hos S5, peger vi på den model med det store batteri, og så ryger prisen forbi prisen på billigste Elroq, men hvilken model Skoda er det så ”folket” køber? Det lugter fortsat af en fordel til MG målt på pris, og hvis man sætter sig ind i bilen, er det en endnu større fordel til den nye MG.

På trods af bilens begrænsede ydre mål på 446 cm, er der overraskende god plads på bagsædet. Det er rent slaraffenland for selv en langbenet teenager, og hvis man så tror, det er på bekostning af plads i bagagerummet, går man galt i byen. Men hvor kommer den plads så fra?

Halløj for et uventet godt bagsæde. Masser af plads i forhold til bilens fysiske størrelse.

Det må nødvendigvis være på det, der er teknikrummet forrest i bilen. Det ser ikke ud som om der er kappet en større del af bilens front, men det skal bemærkes, at der ikke er plads til nogen form for oppakning, bagage eller sågar ladekabel ude foran. Det er lukket land for små dagligdags genstande, modsat det man få i andre ellerter.

Lånt teknik

Teknisk er vi som næsten altid ikke specielt imponeret, når det gælder el-biler. De to versioner af S5 har et batteri på 49 og 64 kWh, teknikken er delt med MG4, så vi er bekendt med det hele, der er selvfølgelig også to gange rækkevidde, som er 340 og 480 km, det første er nok lige i underkanten, især når den danske vinter sætter ind, modsat kan vi sagtens leve med en 170 hestes motor, der findes i den mindste model, mens testbilen hygger sig med 231 HK, og helt ærligt tror vi ikke det vil have den store betydning i hverdagen. Her handler det som altid om rækkevidde og ladetider, det går sådan nogenlunde med opladning på begge, selv om max ladetempo ikke er imponerende hvis man kikker på tekniske data, men i den store hverdag lader man næsten altid med noget der ligner 70 kW sådan cirka, så der er rigelig kapacitet, mens hjemmeladeren på den lille model er, – skal vi kalde det yderst begrænset. Det går faktisk så sløvt, at hjemmeladeren kan have døje med at lade op i løbet af natten, og så efterlyser vi også varmepumpe i den mindste S5, så pilen peger på den model vi har haft til test, og det er næsten det vigtigste, vi kan hive ud af en periode med masser af dyk i S5-hemmeligheder.

Det er ikke her, MG har stjålet pladsen til et godt bagsæde.

Her er vi også tilfredse med den opdatering, vi bliver præsenteret for på den store skærm, MG finder mere og mere ind på den gyldne middelvej, det er lettere at betjene dagens MG, end det var med den første model, og så undlader vi at beklage os over de såkaldte sikkerhedssystemet, som mere eller mindre bare er irriterende på langt de fleste biler.

Her på redaktionen tester vi, finder ud af det er noget skrammel det meste, og så slukker vi i det omfang det er muligt, og kører lykkeligt videre, mens vi forsøger at lokke de små hemmeligheder ud af bilen.

MG til hverdagen

Dem er der til gengæld ikke så mange af i MG S5. Den er hverdagsbil, den trækker på baghjulene, den er rummelig, kører sådan ganske OK målt efter den tommestok vi benytter til el-biler, og det man kan lægge mærke til med S5, er bilens kørevægt, 1800 kg er i den lavere ende for dagens ellerter af denne type, bilen må køre med 750 kg på krogen, og det rækker vel til at køre en ny sofa hjem fra møbelbiksen og en gang hækklip til den lokale losseplads, men det er også det, vi mener er tilladeligt med en ellert, der er alt andet en velegnet gang køretøj til en større trailer, og det gælder alle ellerter. Uanset størrelse og type.

MG forbedrer løbende de mange skærmfunktioner, som vi selvfølgelig mener, at alt for mange. Flere knapper ønskes.

En plads i markedet til S5? Ja, det vil vi mene. Vi kan også konstatere, at materiale- og samlekvalitet er stigende, den alt for almindelige type plast i dagens biler er blevet lidt mindre iøjnefaldende hos MG med S5, der er fremgang over hele linjen, kald den bare lidt mere europæisk orienteret, og herfra er lagt op til åben slagudveksling mellem MG S5 og alle de mange oplagte konkurrenter, – men før du vælger, husk som altid at læse alt det med garanti på samtlige biler du har i kikkerten, og kik også efter det nødvendige udstyr, og spring lidt op og fald ned på det sikkerhedsmæssige.

Rækkevidde estimeret: MG S5 LR
By koldt vejr 360 km By mildt vejr 540 km
Motorvej koldt vejr 255 km Motorvej mildt vejr 330 km
Gennemsnit koldt vejr 305 km Gennemsnit mildt vejr 415 km
Tal er internationale beregninger fra Holland, England og Tyskland.    

MG S5 LR

270.000 kr for en såkaldt luksusmodel gør S5 til en bil, man skal have med i betragtning, når der skal vælges bil i et marked, hvor konkurrenterne nærmest falder over hinanden i denne prisklasse.

Pris: fra 229.999 kr

Pris testbil: 269.999 kr + moms

Gear: 1

231 HK

360 Nm v. 0 o/m

0-100 km/t: 6,3 sek

Tophastighed: 190 km/t

Batteripakke 64 kWh

Spænding 400V

Rækkevidde 466 WLTP km

Kørevægt: 1800 kg

Totalvægt: 2170 kg

Trailer: 750/750 kg

CO-2: 0 g/km

Pin It on Pinterest