Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

12. August '22 19:17 by Jørli Petersen

Mini Kinder

Dacia Jogger erstatter to tidligere modeller, og som det ofte er tilfældet, er Jogger på den måde et kompromis.

Dacia Jogger er målt på ren størrelse en ganske stor bil, hvor det mest overraskende må være, at bilens akselafstand er 290 cm. Et mål der placerer Jogger i en helt anden klasse, end den rent faktisk er, men det giver selvfølgelig også en sidegevinst, for man opnår en ganske pæn retningsstabilitet på landevej, og alt dette står i det forunderlige skær, at Jogger i virkeligheden er en Sandero på steroider, samtidig med Jogger skal erstatte hele to modeller hos Dacia, og på den måde er Jogger så også et Kinderæg i miniformat.

De to biler der er udskiftet med Jogger, er den populære MCV og markedets hidtil billigste 7-personers Lodgy, som på rigtig mange måder var et pletskud, selv om bilen aldrig nåede nogen voldsom popularitet blandt danske bilkøbere, men set rundt om det skarpe hjørne, så skal Jogger både træde i stedet for en 7-personers type MPV og en mere klassisk type stationcar.

Derfor fås Jogger selvfølgelig i flere varianter, som almindelig stationcar med fem sæder, og med syv sæder fordelt i de kendte tre rækker, og hvordan spænder det af, selv om man har forlænget den platform, som oprindelig stammer fra Sandero?

Bestået

Vi lægger kort og kontant ud med basisudgaven af Jogger. Den klassiske stationcar.

Dacias indre bliver løber forbedret. Det er også tilfældet med Jogger.

Testbilen var model Extreme, som er den dyreste model med alt i udstyr og plads til syv, men vi kan godt skille fårene fra bukkene, og vurdere bilen som 5-personers uden de sidste to sæder, og vi fik bekræftet vort indtryk ved at gå den 5-personers efter i sømmene, da vi afleverede topmodellen, og målt på den baggrund, vil vi give et forsigtigt bestået til Jogger, hvis man vælger basismodellen, der kan fås til 195.000 kr.

Læg mærke til formuleringen ”forsigtigt bestået”. Denne vurdering er udelukkende baseret på det nære brug, vi er faktisk over i det, vi tør kalde el-bil metoden. Vi bevæger os ikke på langfart, vi holder os til alle de daglige sysler med alle de praktiske opgaver med transport, og her fornægter den rummelige Jogger sig ikke.

Dumper som MPV

Modsat er det dumpekarakter, hvis vi vurderer bilen som 7-personers. Her er forgængeren Lodgy mere end to længder bedre, og foruden den klassiske mangel med benplads foran sæderække tre, bliver der ikke bedre, når de to sidste sæder, – der kan tilkøbes for beskedne 5000 kr, er af en tydelig klumpe-dumpe type.

Oprejste sæder i række tre betyder som altid ganske lidt plads til bagage.

De sidste to sæder i række tre fylder. Også når de ikke er i brug.

De fylder, de er usmidige, de er slet og ret i vejen på alle andre tidspunkter, end når man er tvunget til at bruge bilen til syv personer, og hvis man skulle have lyst til at smide de to sidste sæder ind og ud efter behov og behag, kræver det en del afsætningsplads i privaten. Man kan selvfølgelig leje et aflukke på et fjernlager, men faktum er, at sæderne slet og ret er for dårlige til at gøre den 7-personers til en fleksibel persontransporter.

Vælger man Jogger som 7-personers, er og bliver den mest af alt til syv. Al øvrig tid er den irriterende.

Helt misforstået

Vi haster med at beklage to ting. Jogger kan ikke fås med dieselmotor, ligesom den ikke kan købes med automatgear. Begge dele er mere end ærgerlige.

Men. Tingene bliver ikke bedre, når Dacia sikkert i et anfald at overdreven optimisme efter en julefrokost, har valgt koncernens mindste og slappeste maskine til en bil som Jogger, der må køre lovligt med syv personer og har en maksimal vægt på det samlede vogntog lige på den anden side af 3000 kg.

Når vi regner efter, går det lige O-P op med de mange vægte. Man kan både køre syv personer og en trailer på 1200 kg på krogen, men gørelsen venner. Gørelsen!

Dacia lancerede sit nye logo samtidig med man viste Jogger for første gang. Derfor kan det undre, at den helt nye model kører med det gamle logo.

Standard Jogger har en 3-cylindret 1-liters motor på 90 HK. Det er ren slapsvans. Her har vi fingre i en bil, der absolut kun er beregnet til bykørsel, til netop det brug der er aktuelt for tidens el-biler. Fordelen ved Jogger er alene, at den ikke kræver ladestik, og ikke har problemer, når det er koldt, ligesom den kan køre i døgndrift, men testbilen i model Extreme er pumpet op til 110 HK på selvsamme motor, og det er rent ud sagt skidt.

Især når vi ved, hvad Renault ellers har at byde på, og hvis vi sammenligner med de motorer, der var lagt i Lodgy og hvad der ligger i Duster.

Vi har tidligere skrevet nogenlunde pænt om den 1-liters motor, men det var i Sandero, og det er noget ganske andet. Som familiebus, er der ualmindelig langt til Barolo på ferietur i en Jogger, også når man kun er fire personer med oppakning. Bilen pruster og stønner bare den skimter en dansk bakke i det fjerne, og den er tydeligt begrænset i sin udfoldelse, når der er læs på bilen.

Vi er også klar over, at nogle vil rette det kritiske skyts mod Jogger p.g.a. bilens sikkerhedsudstyr. Her er vi knap så besværlige, vi lader nåde gå for ret, hvor vi til gengæld slår hårdt ned på bilens motorisering, som også gør den 7-personers topmodel uegnet til andet end kørsel i det nære og til de nære formål, og hvis det er det bilen skal bruges til, kan man lige så godt købe den billigste 5-personers, og sætte resten af pengene i banken til den næste prisstigning.

Dacia Jogger TCe 110 7p

Jogger har design som en klassisk stationcar, og som sådan fungerer den fint i basisudgave. Akselafstanden er imidlertid ualmindelig stor, – et plus, men motoriseringen er grænsende til en vittighed. Læg også mærke til den nye skrifttype på bagklappen.

Pris: fra 194.990 kr

Pris for testbil: 224.990 kr

Motor: 1,0-liter 3-cyl

6-man

110 HK v. 5500 o/m

200 Nm v. 1750 o/m

0-100 km/t: 10,5 sek

Tophastighed: 180 km/t

ECE-snit: 17,5 km/l

Kørevægt: 1280 kg

Totalvægt: 1862 kg

Trailer: 640/1200 kg

CO-2: 129 g/km

Pin It on Pinterest