Mitsubishis egen stil
Det er ualmindelig svært, at blive klog på Mitsubishi. Fra storhedsdagene med flere typer Pajero, pick-up modeller ligeledes i udvalg forbi pænt solgte modeller som Colt, Sigma og især Galant, som for alvor bankede døren op til det danske marked for det japanske luksusmærke, er man nu på et absolut minimum.
Faktisk var man så langt ude, at man rent faktisk havde trukket sig fra det europæiske marked, og helt slemt har det været i Danmark, hvor importøren har sagt nej til seneste udgave ASX, sikkert fordi man ikke kunne få de priser man ønskede, men nu er der lys for enden af det noget skumle rør.
Der kommer flere Mitsubishi modeller i løbet af de kommende år. De nye biler er baseret på noget Renault, sikkert Clio og Megane, og imens må de sultne Mitsu-forhandlere klare sig med et par plug-in modeller som Outlander og Eclipse Cross, hvor testbilen er en meget anderledes bil, samtidig med det kunne se ud, som om det er slut med Outlander.
Derfor sætter vi luppen på den eneste model, som tilbydes forhandlerne, og når vi siger anderledes, er det fordi vi er ude i nogle tekniske løsninger, som vi ikke ser andre steder.
Motoren i Eclipse Cross er den samme 2,4 liters, som vi kender fra Outlander. Desværre i en neddroslet form, så på den måde gør Mitsubishi det, vi ikke synes er en god ide, man tager en kendt motor og gør den dårligere, samtidig med man tilsætter noget el, og for Eclipse Cross gør man det på en helt særlig Mitsu-måde.
Dobbelt el
Det er ikke ualmindeligt at se to el-motorer på en el-bil. Det er mere usædvanligt for en plug-in hybrid, og Eclipse Cross har en elmotor på begge aksler.
Den kastrerede 2,4 motor på 98 HK har ikke nogen direkte, mekanisk kontakt med for- eller bagaksel. Motorens primære opgave er at drive generatoren, som sender elektrisk energi til motorerne eller til det begrænsede batteri på 13,8 kWh, som også kan drive bilen på ren el, og her er rækkevidden begrænset, og efter vores måling på vores plug-in testrute, er vi bag rattet i en plug-in med gennemsnitlig rækkevidde, med det lille forbehold, at test af Eclipse Cross fandt sted i en kold periode, men det er jo hvad vi kan tilbyde af klima, så plug-in skal også kunne køre elektrisk, når det er koldt.
Der hvor Mitsubishi bliver helt sin egen, finder vi i den meget almindelige situation, hvor batteriet er drænet for energi, og benzinmotoren skal klare det hele. Her kan den traditionelle motor drive bilen via en hydraulisk kobling, vi taler om opbygning af olietryk, som skubber bilen fremefter, en form for hydraulisk gearkasse uden gear, vi ser noget teknik, som vi ellers kun ser i entreprenørmateriel, men på den kendte Mitsubishi måde, har vi fat i noget der dur, og noget der er velbygget.
Man kan med god vilje sige, at Eclipse Cross er japansk kvalitet, når det er bedst. Man bygger biler med den indvendige side af hovedet, mens man ikke har den helt fine fornemmelse for det mest moderne udstyr, ligesom man lader lærebogen for veltrimmet bil ligge på hylden.
Tummelumsk tæller
Når man sætter sig ind i bilen, er der umiskendelige tegn på alt det, vi kender fra Mitsubishi, og denne anmelder er slet ikke negativ overfor det japanske mærke. Der har i årenes løb holdt tre forskellige modeller fra Mitsubishi i den private carport, så mens vi er fulde af lovord over kvalitet og metode, er vi ikke specielt tilfredse med en 2,4 motor, der ”kun” for lov at lægge 98 HK. Til gengæld har vi en systemydelse på 188 HK, når det er bedst, men hvis vi skal i sommerhuset, eller måske på indkøb i Barolo distriktet, lever vi med begrænset tilskud, og så er vi afhængig af en 2,4 motor, som alene lever på olietryk til de drivende forhjul, mens det er meget så som så, hvad det kan blive til fra elmotoren på bagakslen.
Det betyder, at benzinmotoren driver sig selv rundt i manegen og rundt på omdrejningstallet på en sådan måde, at selv en omdrejningstæller bliver småsvimmel. Eclipse Cross er på helt sin egen måde en bil, der mest er bygget til opladning og kørsel i terræn. Mitsubishi er blandt de bedste til at bygge off-roadere, og biler der kan køre uden for alfar vej, og der de programmer der skal til i testbilen, så Eclipse Cross kan dreje fra, og selv køre en tur ud i plantagen for at hente en gang juletræ, uden hensyntagen til sne og pløre.
Der er det man får ud af det hydrauliske drev, tilskuddet af el bliver således et plus, og med langsomt tempo, vil der være overskud til noget elkraft, når man er i terræn, hvor man slet ikke lægger mærke til det noget slatne og upræcise styretøj, ligesom den noget for bløde undervogn kan vendes til en fordel, – når man altså skal en tur i skoven, på fisketur, eller måske langs Hærvejen uden for sæson.
Vi har lidt vanskeligt ved at se, hvad Mitsubishi egentlig vil med Eclipse Cross. Er det bare en PHEV til bykørsel? Det er nok den rolle, vi mener, er bilens bedste.
Er det en form for misforstået bil til skovridderen, som skal en tur rundt for at sætte et par krydser på nogle træstammer, for Eclipse Cross er ikke bilen til landevejskørsel, hvor den henter langt hovedparten af sin noget bekymrende bunke minusser.
Det opløftende i en stille og meget eftertænksom stund må være, at vi faktisk er ganske godt tilfredse med den lidt konservative indretning bag rattet. Her er masser af gode gamle knapper som enten kan drejes, vippes eller trykkes, og jo mere vi udsættes for uvillige og upræcise, – mere eller trykfølsomme skærme, sender vi venlige tanker til det, vi oplever i Eclipse Cross, som også får plusser for rummelighed og for sin siddekomfort.
Mitsubishi Eclipse Cross PHEV
Pris: fra 334.995 kr
Pris for testbil: 402.495 kr
Motor: 2,4-liter 4-cyl
aut
Samlet:
188 HK
193 Nm v. 2500 o/m
Benzinmotor 98 HK v. 4000 o/m
Elmotor 82 + 95 HK 137/195 Nm
Batteripakke: 13,8 kWh
Rækkevidde el: 45 HK
0-100 km/t: 8,2 sek
Tophastighed: 162 km/t
Forbrug: 50,0 km/l
Kørevægt: 2011 kg
Totalvægt: 2425 kg
Trailer: 750/1500 kg
CO-2: 46 g/km