Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

19. June 20:32 by Jørli Petersen

Mobility???

De Danske Bilimpotører har skiftet navn til Mobility. På den måde, har man kastet et solidt røgslør ud over medlemsforeningens fornemmeste opgave, – at varetage bilimportørernes fælles interesse.

Mobility, hvad pokker er det? Det er et navn eller betegnelse der favner vidt, og hvis du vil vide noget om biler fra øverste hylde i Danmark, er det nok ikke Mobility, der får dig til at ringe til netop det nummer.

Og alligevel. Fra nu er Mobility identisk med det der tidligere hed De Danske Bilimportører, som de har heddet i 84 år, men så gik den ikke længere. Navnet må have været for slidt, selv om det er særdeles præcist, for det fortæller hvad det hele handler om, men der er gået en form for inflation i det, der tidligere var De Danske Bilimportører, som nu vil meget mere end kun tale om biler.

Den tidligere bilorganisation vil nu også repræsentere den store og mere eller mindre skumle brance for ladeanlæg rundt om om Danmark, man vil også repræsentere den lige så mere eller mindre skumle leasingbranche, som netop nu har en del møjsager for at sige det mildt, financieringsselskaber i bilbranchen kan også blive medlemmer, så hvorfor vil De Danske Bilimportører, som ellers har holdt bagdelen nogenlunde ren i alle 84 år, pludselig være meget mere end talerør for bilbranchen i Danmark?

Vi skal omfavne de store ændringer i branchen, står der indledningsvis i den pressemeddelelse, der er udsendt af det nu hedengangne ”De Danske Bilimportører”.

Mads Rørvig er tidligere MF’er for Venstre. Valgt i Vestjyulland, kom i Folkeringet i 2009, da Søren Gade trak sig. Mads Rørvig blev valgt i 2011, men opnåede ikke genvalg i 2015. I mellemtiden har han haft en stilling som PR-chef hos Finansrådet.

Her på redaktionen har vi med stadig større undren fulgt de ændringer, der har præget de nu tidligere bilimportører, siden den nuværende direktør, Mads Rørvig, tiltrådte.

Det er selvfølgelig De Danske Bilimportører, der har valgt den nuværende direktør, der bl.a. har været PR-chef i Finansrådet, men Mads Rørvig har også en fortid som MF’er for Venstre.

Bestyrelsen i De Danske Bilimportører prøver nye veje med Mads Rørvig som direktør. Man fraveg den tidligere praksis med at hente en direktør fra bilbranchens egne rækker, man har sikkert ønsket en mere direkte kanal til de 179 lovgivne medlemmer af Folketinget, og det har været tydeligt, at Mads Rørvig har en anderledes og mere direkte tilgang til de folkevalgte, men vi har også haft en mistanke om, at der er ved at gå lige lovlig meget ”offentlig tankegang og administration” i De Danske Bilimportører, så hvordan kan man udvide, få en større organisation og ikke mindst en større administration, for at blive i den mere offentlige tankegang, hvor man kun er noget, hvis man kan henvise til en stor organisation. Jo større jo bedre.

Samtidig har vi også lagt mærke til den stadigt stigende interesse for det samme som politikerne i Folketinget. Den grønne omstilling.

Sagt meget direkte, er De Danske Bilimportører’s fornemmeste opgave, at varetage samtlige medlemmers interesse, for vi må ikke glemme, at det der nu er Mobility, først og fremmest er en interesseorganisation, der består af betalende medlemmer.

Og skal vi blive mere direkte, er det alt andet end forkert at påstå, at nogle medlemmer kan føle sig bedre repræsenteret end andre medlemmer.

Faktisk kan vi godt sætte navn på indtil flere bilmærker i Danmark, som stadig er medlem af De Danske Bilimportører, men som ikke er særligt godt repræsenteret af den nuværende direktion, som selvfølgelig må have bestyrelsens opbakning, en bestyrelse der har Ulrik Drejsig fra SMC som formand, mens de øvrige medlemmer af bestyrelsen kommer fra BMW, Nic Christiansen gruppen (mest Hyunddai) Nellemann (mest Kia) Ford og Tesla. Endelig har bestyrelsen et medlem fra Scania, for De Danske Bilimportører har altid haft mindst et lastbilsmærke repræsenteret i bestyrelsen.

De nye vinde hos det der tidligere var en forsamling af bilimportører, kan man blandt andet se ud fra de pressemeddelelser, der udsendes fra nu Mobility. Siden den 31. december har De Danske Bilimportører og nu Mobility udsendt 43 pressemeddelelser. Traditionelt udsender man to månedsopgørelser, en over salget af personbiler, den næste en opgørelse af salget af vare- og lastbiler, og frem til dags dato er det 10 pressemeddelelser i 2024, og ud af de resterende 33 pressemeddelelser, handler de 25 om el-biler og ladeanlæg.

Det er med andre ord tydeligt, at Mobilty søger det man selv kalder ”omfavnelse” af nye markeder. Med finans-, leasingselskaber og ladeoperatører i organisationen, vil bilimportørerne komme i mindretal, og bilbranchens indflydelse vil så at sige blive udvandet, og de bilmærker som i dag må se sig dårligt repræsenteret de senere år, kommer til at friste en tilværelse endnu længere inde i skyggen, hvis de vel at mærke forsætter deres medlemskab.

De Danske Bilimportører har eksempelvis ikke med et eneste sværdslag kæmpet mod begrænsning af udvalget af biler. Man har ikke kæmpet en kamp for oplysning omkring de seneste års forbedring af diesel og disse motorers udledning, man har ikke mælet et pip om totalt ophør af salg af biler med forbrændingsmotor, – det hele handler om ”grøn omstilling”, og De Danske Bilimportører har forvandlet sig fra varetagelse af bilimportørernes interesse, og med det mener vi samtlige importører uanset hvilken typer biler de måtte have, til nu at være en betydeligt mere politisk organisation, der hylder den grønne omstilling, hvor det eneste der dur er el-biler.

Vi kan ikke vide, hvad der udspilles på bestyelsesmøderne hos Mobility. Til gengæld er det tidligere medlem af Folketinget, Mads Rørvigs indflydelse tilsyneladende ganske stor. Bestyrelsen for De Danske Bilimportører, har selvfølgelig sagt ja til både navneskift og bredere medlemsskare, men har bestyrelsen tænkt tanken til ende, og er man ved at skabe en organisation, der ikke varetager ret meget andet, end at gøre sig selv større og større. Nøjagtigt som en godt dansk ministerium.

Navneændringen dækker over et ønske om at gøre medlemsforeningen større. Efter bedste offentlige stil, gælder det om at blive så stor som muligt, så nu skal det tidligere De Danske Bilimportører, pustes op til noget nyt og omfangsrigt, gerne man mange DJØF’ere på kontoret.

Pin It on Pinterest