Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

3. December 17:02 by Jørli Petersen

Når katten er ude ….…

Jaguar lukker og slukker. Den sidste model med forbrændingsmotor er på vej ud af produktion, og så går der mere end et år, før der er opstart på produktion af den nye Jaguar ellert, som prismæssigt skal dyste med Bentley.

Og det er netop hvad der er ved at ske. Musen er klar til at indtage bordet, for katten er på vej væk, og vi forudsiger et endeligt deroute for bilmærket Jaguar inden for de næste fem år.

Jaguars nye profil med 23-tomme jul. Rækkevidden menes at blive 770 km, så der er en solid stak batterier under bilen. Med god vilje kan man skimte noget E-type profil i denne Type-00.

Første skridt i den store omstilling var stop for XE, XF og F-type denne sommer. I-Pace og E-Pace er ved at være klar til produktionsstop, kun F-Pace er fortsat rullende på resterne af et samlebånd i Coventry, men F-Pace forventes at blive den sidste Jaguar i produktion med klassisk forbrændingsmotor, og sikkert den sidste Jaguar med den springende kat på fronten.

De indiske ejere (Tata-koncernen) har taget den store beslutning i et forsøg på at genoplive Jaguar, der havde sin storhedsperiode i noget der ligger mere end 50 år tilbage. Jaguar har ført en omflakkende tilværelse de seneste år, mest ødelæggende var perioden, hvor Ford ejede det legendariske bilmærke, og det absolutte nulpunkt må være Jaguar X-type, der ikke var andet end en forklædt Ford Mondeo. Større Jaguar modeller var noget amerikansk Ford, tilsat Jaguar design, og det eneste der ser ud til at fortsætte i det, vi tror bliver en begrænset periode, er netop designafdelingen, som ser ud til at være gået helt amok.

Siden Jaguar viste de første billeder af den næste nye Jaguar, Type 00, har internettet nærmest glødet, og det er mere end vanskeligt at finde en positiv tilkendegivelse, samtidig med Jaguar ser ud til at smide det bedste man har ud med badevandet, ligesom katten, der er ved at hoppe ned ad bordet.

Nyt såkaldt logo med en blanding af små og store bogstaver, er med til at smadre historien om det engelske kattedyr, som er et af de bilmærker, der har bunkevis af historie.

Vi er trætte af at konkurrere med Mercedes og BMW, synes Jaguars direktør Rawdon Glower at sige. Han siger det ikke så direkte, som det her er oversat, men Jaguar flytter fokus, man vil ikke længere konkurrere med netop Mercedes og BMW, man vil i stedet hente kunder hos Bentley.

Der er rigtigt mange utroligt rige mennesker i hele verden, og det er dem vi vil have ind i butikken, er meldingen fra toppen af Jaguar, samtidig med man viste den næste Jaguar, der bliver Type 00. Navnet er valgt, fordi Jaguar ønsker at nulstille det hele. Alt bliver smidt ud med badevandet, også katten på fronten og det kendte logo bliver udskiftet med en gang 2024-hø, hvor man dropper det kendte logo, og i stedet forsøger at stave sig ud af den krise, der ligger i kølvandet på salgstal, som aldrig rigtig er lettet fra startbanen.

Her tilføjer vi et stort undskyld: Først en kommentar til konkurrencen med Mercedes. Den tabte Jaguar for mange år siden. En sammenligning med BMW er også meget mere end tvivlsom, vi mener i stedet, at nærmeste konkurrent til Jaguar har været Audi, hvis vi skal være rigtigt flinke, mens den mere oplagte konkurrent har været Volvo.

Vi genopfrisker lige det kendte logo, hvis det skulle være blevet lidt tåget, for indrømmet, Jaguars salgstal er alt andet end det de har været.

Og nu vil man så dyste med Bentley? Det må være noget sjov tobak de hygger sig med i Jaguars førerbunker!

Vi er klar til den store omstilling, trutter hornet fra Jaguar. I fremtiden vil Jaguar kun bygge el-biler, og Type 00 bliver endelig præsenteret i 2025, mens bilen ventes klar til salg i april 2026.

Og prisen. Tjek dagsprisen på en Bentley, og du er nogenlunde hjemme!

Er der nogen der tror på salg af en Jaguar til Bentley-priser? De ufatteligt mange rige, som skal købe ny elektrisk Jaguar, holder fortrinsvis til i Mellemøsten og USA. I disse områder hælder man benzin på biler med meget store tanke, så man ikke skal ”lade” i tide og utide, man vil køre langt på en tankfuld, så vi undrer os, for har designafdelingen hos det nye Jaguar mon kikket nærmere på salgstallene på de markeder, hvor der bliver solgt mange Bentley?

Efter Jaguar Type 00 kommer en SUV og en coupe, alle er bygget over samme opskrift, en motor fra en vaskemaskine, nogle batterier der bliver stakket under bilen, det hele kommer til at veje mindst tre ton før golfudstyr, og vi tør forudse flere ting.

Ingen skærm, men heller en eneste knap i sigte, så kabinen til Type 00 er alt andet end færdig.

Den danske forhandling af Jaguar vil stoppe i løbet af kort tid. Importøren skal alene klare sig med salg af Land Rover. Det er fortsat muligt at købe en Jaguar, men det er kun lagerbiler, der er til salg. Vi ved ikke hvornår F-Pace stopper i produktion, men det er nært forestående, og når det kapitel er overstået, er det slut med Jaguar, som også ser ud til at smide al arvesløvet ud med badevandet, for Jaguar har netop noget, som kun få bilmærker har.
Jaguar har historie. Det er det man skal leve videre på, det er hovedstenen i hele fortællingen om Jaguar, og det er ved dette historiens træ, Jaguar skulle forsøge at rejse sig, – forsøge at få nye købere, for de nuværende har en gennemsnitsalder på 75, og det er måske det, der har skræmt ledelsen os Jaguar.

Men den vej Jaguar vil slå ind på, er en vej, hvor det er ufatteligt mange muligheder for fiasko. At genrejse Jaguar i en verden med el-biler hvor nærmeste konkurrent er Bentley, vil være som at male en hel lejlighed gennem brevsprækken fordi man har glemt nøglen.

Vi giver som sagt Jaguar noget der ligner fem år, før der lukkes og slukkes. Tæppet går ned for de ansatte i produktionen i løbet af få måneder, og med vor tidsregning, når Jaguar at blive 109 år, før stikket blev trukket.

Desværre.

Det er ikke meget kattedyr tilbage i denne fremtidsversion af legendariske Jaguar, hvor bogstaveringen er flyttet helt ned til bilens nederste karrosseridele.

Og så mindes vi et ordsprog fra Jaguars storhedstid i 60’erne og 70’erne. Det var på det tidspunkt, hvor man solgte Mark II og præsenterede XJ6, her spøgte man hos Jaguar på Uplandsgade med følgende: At køre Jaguar er som at elske verdens smukkeste kvinde. Der er så mange problemer, – men den dag det virker!!!

Pin It on Pinterest