Næste Lotus ellert
Lotus valgte New York som stedet, hvor mærkets nyeste sportsvogn skulle præsenteres. Når man tænker nærmere over det valg, er det måske meget logisk, for vi er i den øvre prisklasse, og den nye Lotus Emeya er en ellert, så Europa, og den samtidige IAA udstilling i Munchen, lige midt i fjendeland, var måske ikke stedet, ligesom de arabiske lande ville være endnu mere usandsynligt, selv om en enkelt køber måske vil hygge sig med at spurte 1000 meter lige frem efter næsen i den nye Lotus, hvorefter den ryger tilbage i en til formålet oprettet ladestander.
Kunderne til Lotus skal især findes på kysterne i USA, og den nye Emeya deler sådan nogenlunde rækkevidde med den nye Eletre, der ligeledes er en ren ellert, men udformet som SUV, hvor Emeya er sportsvogn efter klassisk Lotus opskrift.
Ny Emeya er udstyret med en batteripakke på 102 kWh. Der er en solid gang batteri, faktisk på størrelse (og vægt) med det vi finder i biler som BMW i7, så formålet med den gang batteristyrke må alene være, at få bilen til at køre et antal kilometer, før den igen skal til intensiv behandling i en ladeboks.
Lotus gør også meget ud af at oplyse, hvor hurtigt man kan lade 150 km, men man siger ikke noget om, hvor hurtigt man bruger samme mængde strøm, hvis man morer sig med hastigheder omkring de 256 km/t, som er bilens tophastighed ifølge Lotus egne data.
Vi kan også oplyse, at 0-100 er 2,8 sekund, og det er måske det, der kan lokke en enkelt kunde i olie-landene, der er kendt for et utal af absolutte topbiler, og så forventer vi bilens snurre-rundt lyd system kan afspille en passende gang brum-brum lyde, mens den nye Lotus gør sit yderste for at tømme den voldsomme batteripakke.
Emeya er født med træk på alle hjul, en motor på hver aksel, samlet yder bilen 905 HK, og max drejningsmoment, der er klar fra 0 kilometer i en ellert, er på 985 Nm. Bilen er også udstyret med det Lotus kalder elektronisk styret undervogn, vi tror styringen er begrænset til nogle fjederben, måske kan man også regulere krængningsstabilisatoren, men vi kender ikke undervognens konstruktion i detaljer.
I forbindelse med præsentationen, opremsede Lotus også de herligheder man har sendt på markedet siden 1948, hvor den første britiske Lotus så dagens lys. I den lange lovprisning var der ikke et eneste ord om Kina, så derfor er det på sin plads at gøre opmærksom på, at Lotus i dag er et kinesisk mærke, ejet af Geely koncernen, og således deler man indbakke men en længere række kendte og mindre kendte bilmærker.