Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

18. August '16 15:20 by Jørli Petersen

Nissan som luftrenser

Nissan udnævner deres egen Leaf som rullende luftrenser.

Nissan udnævner deres egen Leaf til rullende luftrenser.

Hver eneste dag lander en god bunke nyheder og pressemeddelelser i indbakken hos Bursd.com. De fleste læses overfladisk, før de udsættes for slet-knappen, andre slettes med det samme, mens nogle få bliver studeret grundigt, og meget få bliver omsat til egentlig nyhedsformidling eller anden form for redaktional bearbejdning.

Og så er der de få, de groft manipulerende, -de pressemeddelelser som slet ikke hænger sammen, og kun har det formål, at forherlige et produkt uanset anledning og rimelighed.

Et eksempel på denne form for pressemeddelelser er netop udsendt fra Nissan, hvis informationsafdeling styres fra Finland, mens den danske afdeling kun kan klappe hælene sammen og sige javel, når Nissan ønsker at sprede uhyrlige påstande, som nok engang handler om Nissans el-biler, som begynder at ligne mærkets ømme punkt, hvis man skal vurdere efter informationsafdelingernes indsats.

Vi indleder med Nissans overskrift, som antyder dybdeborende journalistik med ordet ”afslører” i øverste linie, men hvad er det, Nissan afslører?

Så manipuleres der

Nissan afslører, at der er stigende interesse for luftrensning, – på internettet!!! Den hårrejsende nyhed er hentet hos Google, for datasammenlignende søgninger efter ”bedste luftrenser” og ”indeks over luftkvalitet” i Storbritannien i en periode over 10 år, og den form for oplysninger, vipper Nissan elegant til noget, der skal udlægges som stærkt stigende interesse for deres el-bil Leaf, som i dagens hårrejsende anledning, pludselig har fået en næsten virkelig rækkevidde på 250 km på hver opladning.

Antallet af internetsøgninger efter bedste ”luftrenser” er steget med 750 procent i Storbritanien, hvor interessen toppede i juni i år, fabulerer Nissan videre, som også fremhæver, at befolkningen er nysgerrige efter at vide mere om luftforurening i deres hjembyer, for søgning efter fakta om luftforurening er steget med 350 procent.

Hvilken form for luftrenser der søges efter på Google, melder Nissans manipulerende nyhed ikke noget om. Luftrensere i al almindelighed, eller måske luftrenser til opsætning i mindre lokaler, hvor mennesket afstøder fæces???

Samtidig er procentregning en taknemmelig størrelse. En stigning fra nul søgninger til blot fem, giver en forbløffende fornem procentvis stigning, og Nissan sætter ikke tal på deres formidabelt sensationelle pressemeddelelse, som ene og alene har til formål at promovere deres el-bil Leaf, som får på alle kontakter i den groft manipulerende pressemeddelelse.

Nul i miljøregnskabet

Nissan hiver i dagens manipulerende anledning en leder fra el-bil sektionen frem i dagslyset, for at komme med nogle almindeligheder om biler, luftforurening i storbyer, og el-bilens velsignelse i al almindelighed.

Staklen ved navn Gareth Dunsmore, er ikke fremhævet for at sige noget, der ikke er almindelig kendt. Dunsmore er heller ikke citeret for at sige noget opsigtvækkende om el-biler, men pressemeddelelsen fra Nissan trækker en direkte parallel mellem Nissans el-bil Leaf og luftrensere, så vi napper lige Nissans tåbelige påstande fra en ende af.

Nissan påstår, at el-bilerne Leaf og varebilen e-NV200 er nul-emissions køretøjer. Den påstand holder kun, hvis man med sikkerhed kan fastslå, at den energi der tilføres det færdigproducerede køretøj, stammer fra kraftværker, som ikke benytter nogen form for traditionel forbrænding af kul, olie eller lignende.

Nissan redegør ikke for, om man finder A-kraft for nul-emission energi, men i en tid, hvor Tyskland lukker A-kraftværker, og udvider antallet af kraftværker der fyrer med brunkul, lider det samlede EU m.v. regnskab over luftforurening under den tyske beslutning.

At gøre Nissan Leaf og e-NV200 til luftrensere, savner enhver form for fornuft. I bedste tilfælde er Leaf og øvrige el-biler at betragte som et køretøj, der ikke udleder nogen form for forurening under kørsel, forudsat den forbrugte energi er produceret 100 procent miljørigtigt.

At Nissan Leaf pludselig har fået en rækkevidde på 250 km på en enkelt opladning, er et tal, der stammer fra det officielle materiale om den nye 30 kWh model Leaf, men på et pressemøde tidligere på året, nedtonede Nissan selv tallene til et sted mellem 150 og 200 km.

Nissans varebil e-NV200 slipper heller ikke for mistænkeliggørelse fra egne rækker.

Nissans varebil e-NV200 slipper heller ikke for mistænkeliggørelse fra egne rækker.

Hvis en Nissan Leaf skal køre 250 km på en enkelt opladning, skal man have medvind og helst ned ad bakke på hele turen. Ellers kommer man ikke i nærheden af en rækkevidde på 250 km, og mens Nissan taler om luftforurening og luftrensning kombineret med el-bilens fortræffeligheder, glemmer man helt at tale om bilens produktion og om bortskaffelse af af køretøjet engang i fremtiden. Hertil bruges også energi, og så taler man slet ikke om de lidt grimme råstoffer, som er en del af den moderne el-bil, især i det batteri, som skal give el-bilen den grønne profil. Der er tale om råstoffer, som skal genindvindes med omhu for ikke at skade omgivelserne.

Kære Nissan. I fremtiden kan vi love, at vi vil betragte kommende ”nyt fra Nissan” med stor skepsis. Alt vil blive vendt og drejet, og skulle vi komme med blot en enkelt anbefaling må det være, at de mennesker der står bag den nye linie i Nissans informationsstrategi, sendes tilbage til skolebænken. Efteruddannelse er voldsomt påkrævet.

 

 

 

 

 

Pin It on Pinterest