Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

22. August '22 21:01 by Jørli Petersen

Nissans klynk

Nissan er ved at miste sin absolutte topsælger. Qashqai er truet på sine salgstal, og den nye e-Power kan ikke opnå lav dansk bilafgift som plug-in hybrid, og det har fået Nissan til at klynke.

Dagens nyhed fra Nissan er en ”ikke nyhed”. Sagt lige ud fra carporten er nyheden, at Nissan har valgt ikke at hente den nye e-Power version af Qashqai til landet.

I sig selv er det ikke en opsigtsvækkende nyhed, at en enkelt bilmodel ikke kommer på det danske marked, men hos Nissan har det udløst et større hyl, og Nissan både klynker og protesterer over de danske bilafgifter, som betyder, at Nissan e-Power bliver for dyr. Mener Nissan.

Nissans angreb på de danske bilafgifter er heller ikke noget nyt. Denne indtægtskilde for den danske statskasse har været under beskydning, siden den blev indført, men Nissan forsøger at begrunde sin klagesang med den uretfærdighed, der er omkring miljøvenlige biler.

Nissan beklager sig højlydt over de gældende regler for plug-in hybrid. Her skal en bil udlede mindre end 50 gram CO2 per kørt kilometer, før den kan betragtes som miljøvenlig og nyde godt af lavere beskatning, og det der ærgrer Nissan må være, at de ikke har en Nissan Qashqai PHEV.

Nissan e-Power er til gengæld en bil, der drives konstant af en elmotor, samtidig med bilen medbringer sit eget ladesystem.

Benzinmotoren i Nissan e-Power er en 1,5 liters benzin, og den kan Nissan ikke knibe ned under de 50 gram, der udløser lav afgift, og deraf klynkeriet fra Nissan, som også stikker lidt dybere end som så.

Alverdens bilfabrikker tager ikke hensyn til de danske bilafgifter, som har været kritiseret siden de blev indført. Mange biler har lidt under afgifterne, og nu er det Nissans tur til at få en flad, samtidig med den danske importør har misforstået situationen ved at trække miljøkortet.

Nissan har selv beskåret sit modelprogram voldsomt de seneste år. I de gode gamle dage havde Nissan et meget bredt program med masser af spændende off-road biler over varebiler til et større udvalg af personbiler inclusiv en topmodel i den danske direktørklasse.

Dagens modelprogram er helt anderledes. Man har også sagt farvel til dieselmotorer med undtagelse af de motorer, der ligger i de varebiler, man får leveret fra Renault, men netop Qashqai har været Nissans supersælger i en årrække, og nu ser det ud, som om salget af mærkets storsælger reduceres betydeligt, fordi man i dag kun sælger Qashqai med mild-hybrid, mens alle konkurrenterne disker op med blandt andet plug-in hybrid, – læs større bil til samme pris.

Det danske afgiftssystem er ikke fair, klynker Nissan, der oplyser, at Qashqai e-Power ville få en merpris på 90.000 kr, og det vil danske bilkøbere ikke betale, mener Nissan.

Og det er ganske sikkert helt rigtigt.

Modsat er der ikke noget afgørende nyt i Nissan Qashqai e-Power. Samme teknik finder vi i en Ford Transit, første gang vi så løsningen, var det i Opel Ampera, der blev præsenteret i 2011, og Ampera blev som bekendt Årets Bil i Danmark 2012, og salgstallene for denne model var absolut til at overse.

Men: Nissans klynk skal også ses i lyset af de glade dage for Nissan, hvor det japanske mærke var dansk mester i omgåelse af danske afgifter. Samtlige ombygninger af både vare og personbiler med det formål, at sælge den endnu billigere, kan spores tilbage til Nissan, som på den måde har haft gyldne dage med netop at udfordre de danske bilafgifter, så vi tror mest af alt på, at både angreb på de danske bilafgifter og det tilhørende klynkeri handler om tilbagegang i markedet.

Døden skal som bekendt have en årsag.

Til orientering har Nissan ikke beklaget sig over den afgiftsfritagelse, som også gælder for den Ariya, som stærkt forsinket er på vej til danske købere.

Qashqai e-Power bliver drevet af en elmotor, der får sin energi fra en generator, som drives af en benzinmotor. Teknikken er set flere gange, og havde det været en brændselscelle i stedet for en benzinmotor, havde vi ikke hørt det mindste sure opstød fra Nissan. Tværtimod.

Pin It on Pinterest