Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

16. October 17:10 by Jørli Petersen

Nok en sællert

Renault har endnu ikke sluppet den nye model 5 løs i Danmark, men alligevel viser man næste model, en ny model 4, som er Renaults mest solgte bil til dato.

Eller hvad? Kort før den længe ventede elektriske Renault 5 får dansk premiere i Bella Center, er der noget der hedder biludstilling i Paris, der er en af de udstillinger, som for blot få år siden var et must for langt de fleste medier, men i dag er udstillingen fortsat en af de mest besøgte biludstillinger med omkring en million betalende gæster i de 10 dage, der er åbent for publikum.

Flere og flere bilfabrikker fravælger biludstillinger på grund af de uhyrlige priser de store udstillingscentre, mener de skal have, for at stille nogle kvadratmeter til rådighed, men i Paris kan flere især europæiske bilmærker være kommet på andre tanker, for mens kendte bilfabrikker melder fra, tjekker kineserne ind, og således er der stadig meget at se på i Paris, hvor franske bilmærker selvfølgelig er stedet, hvor den får hele armen.

Den oprindelige Renault 4 er legende, og vi havde nok forventet os lidt mere designmæssigt af den nye fuldt elektriske model.

Mange nyheder er holdt tilbage, fordi de skal afsløres i Paris, og en af de nyheder vi har ventet med stor interesse, er den nye Renault 4, som skal hive de sidste el-bils købere til Renault, og med det mener Renault sikkert de, som ikke har sagt ja til en Megane eller især den nye 5’er, som ser ud til at blive det største trækplaster i Bella Center i slutningen af oktober.

Der er rigtig langt fra oprindelig Renault 4 til ny elektrisk 4. For langt kan man mene.

Vi har tidligere omtalt netop Renault 5 som den helt store favorit til titlen Årets Bil i Danmark 2025. Sådan skulle det ikke være. Renault har holdt bilen tilbage, den måtte ikke deltage i den danske kåring, og derfor er det et godt bud, at Renault har sagt nej til en dansk titel.

Men hvad så med den nye 4? Kan man så tage kampen op med Renault 5, næste gang der er en dansk kåring, – en 5 mod en 4, det lyder som ren kannibalisme, hvor den ene Renault slagter den anden, men vurderet ud fra de billeder vi har set fra Paris, er det et stykke til forventningerne er indfriet.

De der kan huske Renault 4, både som privat- men også som gul postbil, der drønede op og ned af fortove, når der skulle tømmes postkasser, ikke bilkyndige kan sikkert huske, hvordan hjulene nærmest forsvandt op i hjulkasserne, når bilen i fuld fart kørte over de trafikale forhindringer, som kunne forsinke postomdelingen, og Renault 4 var en både rummelig familiebil, en prisrigtig bil og en bil med meget enkle løsninger, herunder sæder og det legendariske panelgear.

Sådan bliver det ikke i ny Renault 4. Vi mangler stadig en mængde god viden, før vi kan trække den endelige streg, men hvis vi lægger ud med en sammenligning med den kommende 5’er, så er det et skridt ned ad trappen. Vi er om ikke skuffet, så havde vi forventet os mere. Noget som var mere tro mod sin forgænger.

Kodeordet er rummelighed.

I Renault kredse taler man om ny 4 som en el-udgave af Captur, det skyldes den større akselafstand i forhold til 5, ny 4 og 5 deler både platform, motorer og batteripakker, men med 262 cm mellem akslerne, er pladsforholdene bag i bilen det samme som i Captur, hvor bilens øvrige mål er 414 cm i længde og 179 cm i bredde.

Batteripakkerne er henholdsvis 40 og 52 kWh, den lille version har 120 hestes motor, med stort batteri øges motoren til 150 HK, og det havde ingen forestillet sig, da den oprindelige Renault 4 var på sit højeste, hvor bilen solgte flere end otte millioner biler, før den forsvandt til de evige rustmarker.

Rækkevidden på den bedste model 4 oplyses til 400 WLTP kilometer, og så er der alt det med pris, men det må vi vente med.

Renault 4 deler teknik med den nye 5’er. Både motorer og batteripakker er identiske, men model 4 er større end den nye 5’er. Også akselafstanden er øget.

Pin It on Pinterest