Brands

No results

Cars

No results

Articles

No results

×

30. May '23 19:26 by Jørli Petersen

Nye designtider

Duster er Dacias absolutte topsælger og en kæmpe succes for mærket. Duster udmærker sig især på det tekniske område, hvor man får en kvalitet, som ligger over det man får hos flere konkurrenter.

Hvorfor lave om, når det fungerer? Vi drister os til en let omskrivning af et amerikansk valgsprog, og al anden sammenligning udeladt, så passer det ganske godt på Duster, som er den helt store succes for Dacia.

Ændringer på seneste model er opdateringer uden alt for meget hornmusik, det er skjulte opdateringer af motor og elektronik i al almindelighed, men det der især kendetegner nyeste udgave af den rumænske topsælger, er bilens let ændrede design, og det nye logo i særdeleshed.

Sæderne i Dacia er blevet bedre med årene.

Det har taget sin tid, at få flyttet det nye logo fra den første præsentation til dagens biler. Første kik på det nye Dacia logo fandt sted sammen med statisk præsentation af Dacia Jogger og første kik på Megane e-Tech, men Dacia sagde ved samme lejlighed, at det ikke hastede. Det bliver en rullende overgang til noget nyt, forklarede Dacia, og den både charmerende og venlige indstilling, bør især bliver påskønnet af forhandlerne, som ikke bliver pålagt en pludselig og ganske stor omkostning, som vi har set hos en række andre bilmærker.

Hvad synes vi så om det nye logo? Tja, det skal vel ikke komme bilen til skade, men det får ikke nogen topkarakter, det er alt for dominerende, og når man i forvejen kører en bil, som ikke just har street-credit, når man dukker op i et bakspejl på motorvejen, er det måske lige at stramme den, men nok om det.

To typer topmodel

Vi har sagt og ment en del om Dacia siden mærkets ankomst til Danmark (10 år). Vi har anerkendt, at man ønsker at lave en prisbillig bil, uden at finde alt for mange smutveje, til at holde omkostningerne nede. Første store angrebspunkt var bilens sæder, men det er blevet bedre, også i nyeste udgave af Duster, hvor vi ikke længere har brugt syndelig meget tid til at spekulere over den komfort der tilbydes, men tilbage står det generelle indtryk, som forsat er meget plast af den hårde type, en del funktioner som på en venlig måde kan siges at høre til fortiden, men nok engang, det virker, så hvorfor ændre. Bare for at lave om.

Fornuftig indrettet førerplads, hvor der ikke er sparet på antallet af knapper, bare for at spare et par kroner for hver kontakt.

Testbilen er Dusters absolutte topmodel, -eller er den? Det er med sikkerhed toppen af benzinprogrammet, det er med automatgear af typen dobbeltkobling, det er lige så velfungerende i Dacia, som det er i Renault, så flot nok, men Duster er også udpeget som en duelig off-roader i den lettere klasse, men det gælder ikke for testbilen, der kun trækker på to hjul.

Skal man have Duster 4×4, skal man også køre diesel. Det giver mening, men er måske også lidt synd, for et af to store fortrin hos Dacia og dermed også Duster, er benzinmotoren, hvor vi lidt frækt kan påstå, at Dacia nyder godt af Mercedes!

Hvordan hænger det så sammen? Forklaringen er det nære samarbejde, der er mellem netop Mercedes og Renault. Det franske mærke leverer små motorer til Mercedes, og før det kan lade sig gøre, skal Mercedes selvfølgelig nikke godkendende til nye motorer, og det gjorde man også til denne 1,3 (1332 ccm) liters 4-cylindrede motor, og sæt så en tyk streg under 4-cylindret.

Meget regulære mål i bagagerummet, før det forholdsvis enkelt, at lave en hjemmelavet plads, så kan i hverdagen kan undgå den lidt rigelige indvendige læssehøjde.

Mercedes kan selvfølgelig ikke leve med en 3-benet i de mindre modeller. Skal Renault levere, skal det være 4-benet, og når Dacia deler motorer med Renault, deler de også motorer med Mercedes, og derfor får man en type motor, som konkurrenterne ikke synes er værd at beskæftige sig med, forstået på en sådan måde, at med Dacia rykker man en klasse op.

Så hurra for Dacia, og hurra for Duster.

Vinterstøj

Vinterdæk hører til om vinteren, hvor det er kold, vådt eller glat. Vinterdæks egenskaber en lun sommerdag trækker ned i den samlede vurdering.

Målt på køreegenskaber rammer vi lige i midten. Da testbilen kun trækker på to hjul, sammenligner vi Duster med andre biler i det, vi kalder crossover klassen, selv om Duster godt kan forsvares at blive kaldt for let SUV, da bilen fås med 4×4. Både undervogn, komfort i opsætning og styring er det vi forventer i forhold til klassen, skal vi sige noget, vil det være en afstemning til den lidt hårde side, men en ting bemærkede vi under test, der var rigeligt med rumlen og vejstøj på lande- og motorvej, så vi måtte lige se nærmere på bilens dæk, og til vores store overraskelse, var testbilen forsynet med vinterdæk af typen Bridgestone Blizzak.

Så tror pokker, vi har unødvendig hjulstøj på en god dansk sommerdag i slutningen af maj måned, og vinterdæk betyder også, at vi ikke helt kan give et korrekt indtryk af bilens køreegenskaber. Både styring og især alt der henhører under bremseøvelser, bliver mere uldent i sit resultat, så vi må desværre foretage et lille forbehold.

Pladsmæssigt er vi, hvor vi altid har været med Duster, god plads på bagsæde og i bagagerum, hvor vi endnu engang lægger mærke til en lidt rigelig indvendig læssekant. Vi kom til at tænke, at det ville være rart med en ekstra plade til at dække hullet i bagagerummet, så vi ikke havde en forskel i niveau i hverdagen, og et kik på selve rummets udformning er så forholdsvis enkel, at en god gang hjemmesløjd kan løse problemet. Om man så vil belægge den hjemmegjorte plade med rya eller fup-persisk tæppe, overlader vi til den enkeltes designmæssige inspiration.

Således afslutter vi med at fremhæve to absolutte fortrin. Dacia er forbløffende langt fremme i skoene målt på teknik. At kunne byde på ”Mercedes mekanik” i en rumænsk såkaldt lavpris bil, er næsten selvmodsigende, men vi skal også fremhæve Dacias tre års garanti, som både overgår Renault og Mercedes, og de sidste ord skal opfattes, som det er skrevet. En advarsel.

Billigste Duster koster nu 215.000 kr. Glem denne model. Det er en Duster med 1-liters 3-liters motor, og det er både for småt til Duster, ligesom det flytter bilen fra al den tekniske ros, vi netop har hældt ud over Dacias flagskib.

 

 

Dacia har fået nyt logo, og det skal fylde godt og grundigt. Også på denne Duster model Zelenskyj, er navnet Dacia fremhævet i en lige lovlig voldsom grad. Hvis man så havde holdt khaki-farven på bogstaverne, – men nej. Har der ikke været en designer tilstede?

Dacia Duster TCe 150 EDC

 

Pris: fra 214.900 kr

Pris for testbil: 275.990 kr

Motor: 1,3-liter 4-cyl

6-Aut

150 HK 5250 o/m

250 Nm v. 1700-3250 o/m

0-100 km/t: 9,7 sek

Tophastighed: 199 km/t

Forbrug: 16,1 km/l

Kørevægt: 1360 kg

Totalvægt: 1778 kg

Trailer: 665/1200 kg

CO2: 141 g/km

Pin It on Pinterest